Menu luk

Hjemmearbejde kan koste bonus: Storbank truer 40.000 ansatte

En stor bank i Australien har meddelt sine ansatte, at de forventes at være på kontoret mindst halvdelen af tiden, ellers kan det betyde reduktion af bonus.

27. nov. 2023
2 min

ANZ, en af Australiens største banker,  tager drastiske skridt for at få medarbejderne tilbage på kontorerne. 

Årlige bonusser kan blive reduceret, hvis de ansatte ikke tilbringer mindst 50 procent af deres planlagte arbejdstid på kontoret. 

Det skriver Australian Financial Review.

Advarslen er blevet fremlagt i en mail til bankens over 40.000 ansatte, hvor det understreges, at det kan påvirke vurdering af præstationer, resultater og løn for medarbejdere, der ikke lever op til de forventede standarder. 

Fleksibel tilgang

Herhjemme har en rundspørge fra Børsen tidligere vist, at de danske banker følger en meget ens linje med typisk op til to dages mulighed for at arbejde hjemmefra. 

Hos Danske Bank, der har en politik om en til to dages hjemmearbejde, er der dog ingen planer om at koble bonusser og løn sammen med kontorfremmøde.

Til Berlingske understreger Danske Banks HR-direktør Karsten Breum betydningen af fleksibilitet og dialog i stedet for strikse regler og trusler om lønreduktion.  

"Vi har ingen planer om at gøre fysisk tilstedeværelse til en faktor for vurdering af præstation og løn," siger han til avisen. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Fagforening råber op 

Den australske fagforening Finance Sector Union udtrykker bekymring over ANZ's linje, som man frygter kan forstyrre tusindvis af ansattes hverdag og påvirke fremtidige præstationsresultater.

Fagforeningen pointerer, at medarbejderne hos ANZ allerede har bevist deres evne til at arbejde effektivt hjemmefra. 

Noget tyder dog på, at flere virksomheder vil gå i retning af ANZ og presse yderligere på for at få ansatte tilbage på kontorerne i videst muligt omfang. 

En undersøgelsen fra KPMG mener 87 procent af topdirektører således, at højere løn, favorable opgaver og forfremmelser vil blive belønnet til dem, som gør en indsats for at komme ind på kontoret.

Seneste nyt