Menu luk

Ekspert: Chefens ”min dør er altid åben” er død

Ledere er nødt til selv at tage kontakt til deres medarbejdere, mener forsker Anders Raastrup Kristensen: ”Når mange arbejder hjemme, forsvinder de tilfældige møder på gangen”

27. feb. 2023
4 min
Dansk / English
Ledere kan ikke længere sidde på deres kontor bagerst i banken og vente på, at medarbejderne kommer til dem, mener forsker Anders Raastrup Kristensen. Foto: Sille Veilmark

Ledere kan ikke længere sidde på deres kontor bagerst i banken og vente på, at medarbejderne kommer til dem - ligesom bankdirektør Hans Christian Varnæs i TV-serien Matador.

Nej, lederen er selv nødt til aktivt at opsøge de ansatte, mener forskeren ved Københavns Universitet, Anders Raastrup Kristensen:

”Som leder kan du ikke bare sige ”min dør er altid åben.” Når flere arbejder hjemme, forsvinder de tilfældige møder på gangene, og ikke alle medarbejdere opsøger af egen drift deres chef. Det stiller nye krav til dig som leder.”

Pludselig skal lederen til at ringe

Anders Raastrup Kristensen var en af eksperterne i Future Work Lab. Et projekt, der gennemførte forskellige forandrings-eksperimenter hos blandt andet Nykredit, Danske Bank og Nets.

Bag om eksperten

  • Anders Raastrup Kristensen er forsker, forfatter og foredragsholder. Han har skrevet flere bøger om selvledelse og en ph.d. om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.
  • Anders taler ikke om trivsel uden også at tale om produktivitet. Han er overbevist om, at gode arbejdsrutiner er en grundsten i et sundt arbejdsliv.
  • Han var en af eksperterne i projektet Future Work Lab, der gennemførte forskellige forsøg i virksomheder som Nykredit, Danske Bank og Nets.

Især traditionelle faglige ledere udfordres af hjemmearbejdsdage, fordi de måske er knap så vant til at gå til medarbejderne på den måde, fortæller eksperten:   

”Pludselig skal lederen til selv at ringe til medarbejderen, fordi de ansatte arbejder hjemme. Som et slags tjek ind på, hvordan det går. Det er for mange ledere en anden måde at gå til ledelse på.”

Gå systematisk til værks

Koordinationsbehovet er blevet større, og ifølge Anders Raastrup Kristensen skal ledere gå systematisk til værks. For eksempel ved at føre logbog eller på anden vis holde styr på, hvem de har talt med. Så ingen flyver under radaren.

For nogle ansatte kan det føles voldsomt, hvis lederen pludselig begynder at ringe eller indkalde til 1-1 samtaler oftere end før.

”Det kan måske ligefrem opleves som et overgreb eller forsøg på kontrol,” siger eksperten. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne forstår, hvorfor lederen gør, som lederen gør. 

”Du skal som leder invitere til feedback. Skab et meta-rum, hvor du tager initiativet. Bed for eksempel medarbejderne forberede sig på at give feedback på din måde at lede til den årlige MUS.”

"Pludselig skal lederen til selv at ringe til medarbejderen, fordi de ansatte arbejder hjemme."
- Anders Raastrup Kristensen, Københavns Universitet

Ekspertens 4 råd til dig som er leder:

  1. Opsøg aktivt dine medarbejdere, som et slags ”tjek ind”. Det kan være telefonisk eller med 1:1-samtaler.
  2. Gå systematisk til værks. Før for eksempel logbog over dit tjek ind med medarbejderne i et Excell-ark.
  3. Efterlys feedback på din måde at lede på. Skab et meta-rum, så det sker under trygge og tillidsfulde rammer.
  4. Principper eller regler for hjemmearbejde? Tag stilling til dine medarbejderes vaner og måder at arbejde på.

Der stilles også nye krav til den enkelte medarbejder. Skal samarbejdet med lederen lykkes, er det afgørende, at den ansatte fortæller om sit behov for ledelse. ”Der skal være et modspil til lederen,” påpeger Anders Raastrup Kristensen.

Meget af forandringen handler om normer

Ifølge eksperten viste corona-pandemien, at der hverken havde været teknologiske eller organisatoriske barrierer for mere fleksibilitet i arbejdslivet. Der havde derimod været en kulturel barriere:

”Digitale løsninger som Zoom og Teams var ikke nye. Men mange af os lærte først at bruge programmerne, da vi blev tvunget til at arbejde hjemmefra. Meget af forandringen handler om normer: Noget, der lever i vores hoveder,” fortæller Andres Raastrup Kristensen.

Vores privatliv er en produktivitetsbetingelse

Corona-nedlukningerne viste også, at vores private liv er en produktivitetsbetingelse for arbejdet. Der var nemlig store forskelle på, hvor gnidningsløst vi kunne tilpasse os til at arbejde hjemmefra:

”Nogen måtte holde Teams-møder på toilettet, eller med skole-hjem-sendte børn rendende i baggrunden. Det var du nødt til at acceptere som leder. Vilkårene var forskellige og individuelle for dine ansatte.”

Virksomhederne er grebet til forskellige løsninger for at overkomme medarbejdernes mange individuelle behov for hjemmearbejde. Nogle har indført regler, andre har indført principper, bemærker Anders Raastrup Kristensen:

”Ingen af delene er bedre end det andet. Men regler kan opleves som ufleksible for nogle typer af medarbejdergrupper, som er vant til at arbejde autonomt og være på farten.”

Omvendt er andre grupper af medarbejdere vant til kollektiv organisering, og de vil efterlyse konkrete regler at handle efter, påpeger eksperten: 

”Principper kræver meget fortolkningsarbejde af medarbejderen. Det vil for eksempel ikke give mening, hvis du har flere programmører, der arbejder på samme projekt. De er vant til at arbejde med måltal.”

Så der er ingen vej udenom. Som leder er du nødt til at forholde dig til, hvilke slags medarbejdere og vaner du har med at gøre. Som Anders Raastrup Kristensen siger: ”Lederen er nødt til at træde ud af sit kontor.”

Om Future Work Lab

Future Work Lab blev skabt på initiativ fra Finansforbundet, som sammen med Forsikringsforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening fik støtte til projektet hos Velliv Foreningen.

En stribe konkrete eksperimenter i den finansielle sektor har kastet lys på den mentale sundhed i fremtidens digitale arbejdsliv.

Du kan finde korte, enkle brugsanvisninger til at lave eksperimenter på jeres arbejdsplads på Future Work Labs hjemmeside.

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt