Menu luk

Bryllup i banken: Direktør gift i filial

En lokal Sydbank-filial dannede rammen, da erhvervsdirektør Christina Kamp sagde ja til sin mand. Både kolleger og Sydbank-maskotten Rasmus Klump var med til globryllup.

13. feb. 2023
2 min
Dansk / English
Christina og Christian Kamp sagde ja til hinanden i Sydbank i Ringsted. Foto: Mie Neel, Sjællandske Medier

Efter 13 år som kærester kunne Christina og Christian Kamp endelig sige ja til hinanden forrige lørdag. Men det var hverken kirken eller rådhuset, der dannede rammen om den romantiske begivenhed. Parret blev derimod viet i Sydbanks filial i Ringsted.

Det er en filial, som Christina Kamp i sin tid var med til at åbne, og hvor hun også har været filialdirektør i en årrække. I dag arbejder hun som erhvervsdirektør for Sydbanks sjællandske kunder.

”Jeg har et særligt tilhørsforhold til filialen. Min mand har altid drillet mig med, at han ikke ville fri, fordi han alligevel altid har ment, at jeg var gift med banken,” siger Christina Kamp i telefonen fra Tenerife, hvor hun er på bryllupsrejse.

"Min mand har altid drillet mig med, at han ikke ville fri, fordi han alligevel altid har ment, at jeg var gift med banken."
- Christina Kamp, erhvervsdirektør Sydbank, Sjælland og Lolland-Falster

Sagde først ja efter kvalitetstest

Men da Christian Kamp alligevel gik på knæ, da de havde været kærester i 12,5 år, var der ingen tvivl om, hvor brylluppet skulle stå.

Christian Kamp var nemlig helt med på idéen om at sige ja til sin udkårne i Sydbanks lokaler. Og det på trods af, at han selv er ansat hos BEC Financial Technologies.

”Selvom det er en lille smule konkurrerende, så var han helt med på den,” griner Christina Kamp og fortsætter:

”Vi kan godt lide at drille hinanden lidt, så ved vielsen startede jeg med at sige 'måske' i stedet for 'ja'. Jeg havde nemlig hyret en illusionist til at lave en kvalitetstest af Christian,” siger hun og forklarer, at hendes udkårne altid driller hende med, at hun laver impulskøb.

”Derfor ville jeg ikke sige ja, uden at sikre mig, at kvaliteten var i orden først. Han blev lidt overrasket, men synes også, at det var sjovt,” lyder det fra den nygifte erhvervsdirektør.

Rasmus Klump og kolleger til globryllup

Det var Ringsted Kommunes 2. viceborgmester Andreas Karlsen, der stod for vielsen. Han var indtil seneste folketingsvalg ansat i Sydbanks afdeling i Næstved.

Også en del af Christina Kamps kolleger, og Sydbanks maskot Rasmus Klump, lagde vejen forbi banken for at markere dagen.

”Det er en tidligere kollega, der er gået på pension, der er inde i Rasmus Klump, og han er meget pro Sydbank,” fortæller hun.

Seneste nyt