Menu luk

Ulrik får kunder til banken på LinkedIn: Sådan griber du det an

Ulrik Knudsen har 19.000 connections på LinkedIn. Læs hans fire råd til, hvordan du kommer i gang med at bruge erhvervslivets foretrukne sociale medie.

15. aug. 2022
3 min
Dansk / English

”Jeg har på to måneder fået syv henvendelser på LinkedIn, som har resulteret i møder,” fortæller Ulrik Knudsen, erhvervschef i Sydbanks afdeling i Aarhus. 

Med over 19.000 connections bidrager hans personlige LinkedIn-profil til bankforretningen – både i form af kendskab og tiltrækning af nye kunder. Faktisk får han endnu en direkte besked på LinkedIn under interviewet til denne artikel.

 


Foto: Martin Dam

Hvis du gerne vil i gang med at bruge LinkedIn, har han disse råd:

1) Du skal ikke tale om produkter og salg

Tænk over, hvordan du skaber værdi for dit netværk. Ulriks ”claim to fame” var, at han begyndte at fortælle kundernes historier: 

”En typisk erhvervsrådgiver vil tænke: 'Jeg skal ikke fortælle, hvem mine kunder er. For så er andre banker klar til at kontakte kunden.' Jeg tænker modsat: Hvis jeg poster om virksomheder på LinkedIn, så kan andre i deres branche måske få lyst til at lære Sydbank bedre at kende.”

Ulrik Knudsen

  • 43 år
  • Erhvervschef i Sydbanks Erhvervsafdeling i Aarhus. Leder for syv medarbejdere
  • Uddannet HD i regnskab og økonomistyring plus bestyrelsesuddannelse.

2) Brug historier fra din hverdag

Autencitet er vigtig. Ulrik sørger f.eks. for at få billeder med, hvis han er til en reception eller konference, så han bliver synlig.

”Bankvirksomhed er ”peoples business”. Hvis en virksomhedsejer overvejer at høre fra andre, er det fantastisk, at de bliver inspireret af mine LinkedIn-opslag og tænker: ”Jeg ringer lige til Ulrik eller Kim fra Sydbank”. Fordi de har set os på LinkedIn eller andre steder”, fortæller Ulrik. 

3) Gør det – i stedet for at tale om det

Den største barriere for at komme i gang med LinkedIn er én selv. Du skal smide tanken om, hvad andre folk tænker, til side.

”Mange er usikre og tænker kun på, hvor galt det kan gå, når de lægger noget op,” forklarer Ulrik.

4) Skab kontinuitet

Lav en målsætning og aftal med dig selv, at du f.eks. vil poste én gang om ugen. Det er vigtigt, at du øver dig – og finder din egen måde at gøre det på, understreger Ulrik:

”Man kan ikke sige: Gør ligesom Ulrik. Du skal finde din egen vej. Jeg har fundet min vej ved at prøve mig frem igennem mange år. Mange går og tænker i 4-5 dage over, hvad de skal lægge op – i stedet for at komme i gang. Det er vigtigt at øve sig, hvilket ikke kan siges nok gange.” 

Du bliver ikke en bedre bankmand af LinkedIn

LinkedIn er én faktor blandt flere, hvis du vil have succes som erhvervsrådgiver. Fagligheden skal selvfølgelig være i orden, og du skal for eksempel kunne eksekvere kundernes ønsker, understreger Ulrik.

Han har et strategisk mål om at øge sit kendskab til Sydbank og ham – og her er LinkedIn et af værktøjerne.

Ulrik bruger cirka en halv til en hel time om dagen på LinkedIn. Poster 2-5 gange om ugen. På spørgsmålet om, hvorvidt det er grænseoverskridende at vise så meget af sig selv, svarer han:

”Det kan sagtens være personligt uden at være privat.”

Personligt får Ulrik inspiration, netværk og synlighed ud af LinkedIn. Både blandt kolleger, i branchen og i samfundet har LinkedIn gjort hans ansigt kendt.

FinansWatch har skrevet om Ulriks brug af LinkedIn to gange. Og han kører i øjeblikket en serie opslag på sin profil, hvor partiledere som Alexander Vanopslag (LA), Sofie Carsten Nielsen (R), Jakob Ellemann (V) og Pernille Vermund (NB), stiller op til foto og svarer på Ulriks spørgsmål til deres erhvervspolitiske vision for fremtiden. 

”Jeg har skrevet til fem partiledere på Christiansborg. Fire af dem har svaret tilbage og vil gerne deltage,” slutter Ulrik.  

Seneste nyt