Menu luk

Compliance har fået et tiltrængt netværk

Deltagere kom fra hele landet, da et nyt netværk om compliance i sidste uge mødtes for første gang i Herning. Men der er plads til flere, lover initiativtager Gitte Vigsø.

21. nov. 2022
2 min
Dansk / English

Allerede før Gitte Vigsø indtog stillingen som compliancechef i Ringkjøbing Landbobank, var hun opsat på at skabe et netværk for compliancemedarbejdere.

”Jeg forudså et behov for at netværke om compliance. Og vores første møde i netværket har vist, at andre sidder med samme behov. Mange sidder alene med opgaverne og mangler nogen at sparre med”, fortæller Gitte Vigsø, der før sit chefjob var næstformand i Finansforbundet Kreds Vest.

Omkring 25 personer med ansvar for enten compliance, risikostyring eller hvidvask – i mindre banker ofte med ansvar for flere af områderne – har meldt sig som interesserede. Det lykkedes at samle knap 20 af dem til det første fysiske møde i Herning.

”Deltagerne kom fra hele landet, en enkelt helt fra Lolland. Der var både små sparekasser og mellemstore banker, som min egen. Datacentralerne var også repræsenteret, så der var bred interesse for netværket”, konstaterer Gitte Vigsø tilfreds.

Livlig dialog

Egentlig skulle en repræsentant fra Finanstilsynet have fortalt om, hvad man kan forvente sig, når de kommer på besøg i en virksomhed, og hvad de interesserer sig særligt for.

Gitte Vigsø havde selv æren af et sådant besøg, lige før hun skiftede til chefjobbet.

”Selv om jeg endnu ikke var den ansvarlige på det tidspunkt, var det en spændende optakt. Det betød en stejl læringskurve, der var meget at sætte sig ind i og få styr på forud for besøget”.

 Netværket har dog oplægget fra Finanstilsynet til gode, det måtte udskydes til næste møde. Men deltagerne havde rigeligt at tale om alligevel under det dagslange samvær:

”Faktisk var det en fordel, at vi havde god tid til at komme hele vejen rundt og høre om den enkeltes baggrund og forventninger til netværket. Der var en god dialog”, siger Gitte Vigsø.

Hun præsenterede selv en case og fik feedback på den, og det er netop en af de fordele, der kan være ved at mødes med andre, der arbejder med tilsvarende problemstillinger.

Gitte Vigsø og Dorrit Lindgaard Yde
"Deltagerne kom fra hele landet, en enkelt helt fra Lolland. Der er bred interesse for netværket”.
- Gitte Vigsø, initiativtager til compliance-netværkt

Uddannelse for netværksledere

Gitte Vigsø står sammen med Dorrit Lindgaard Yde fra Facit Bank for at drive netværket sammen med Finansforbundets konsulenter. Deltagernes input fra det første møde er samlet ind og vil være afgørende for planlægningen af næste netværksmøde, som formentlig bliver i første kvartal næste år.

”Men det bliver fysisk møde igen, så meget er sikkert. Der var bred tilslutning til, at det fungerer bedst i denne sammenhæng”.

Gitte Vigsø og Dorrit Lindgaard Yde er også blandt deltagerne på den nye netværkslederuddannelse, som Finansforbundet tilbyder.

Læs mere om netværket

Netværk om compliance og hvidvask

Hvis du sidder i en compliance- eller hvidvaskfunktion, er netværket måske noget for dig.

Har du ikke har oplagte kollegaer at sparre med om spørgsmål inden for GDPR, Governance, Risk management med mere, kan du her få inspiration og indsigt i, hvordan andre håndterer jobbet i deres organisation.

Skriv til netvaerk@finansforbundet.dk og tilmeld dig med navn og kontaktoplysninger.


Emner

Seneste nyt