Menu luk

20 minutters pause giver overskud resten af dagen

En formiddagspause på 20 minutter giver overskud på energikontoen resten af dagen. Det viser et forsøg, Finansforbundet står bag. Og trods pausen blev der ikke produceret mindre.

Læg tyve minutters formiddagspause ind i din arbejdsdag, og sænk dit stress-niveau med det samme.

Det kunne næsten lyde for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det, hvad et seks uger langt pause-eksperiment viser.

Medarbejderne i afdeling Bilskade i Købstædernes Forsikring skulle hver dag i seks uger tage en pause på tyve minutter. Om de drak kaffe, gik tur eller sludrede med kolleger, bestemte de selv.

Resultaterne var tydelige: Pausen gjorde medarbejderne skarpere og gav ro og overblik.

På dage med pauser begyndte deltagerne deres arbejdsdag med 13 procent mere energi end på dage uden pauser. Ligesom de sluttede arbejdsdagen med 19 procent mere energi end på dage uden pauser.

"Eksperimentet peger i retning af, at det er godt at tage en pause tidligt på dagen, før man bliver træt. Har man kørt batteriet helt fladt inden pausen, skal der mere til at lade det op igen," siger følgeforsker på pause-projektet Sidsel Lond Grosen.

Medarbejderne i afdeling Bilskade i Købstædernes Forsikring skulle hver dag i seks uger tage en pause på tyve minutter. Foto: Jasper Carlberg.

Resultaterne

  • En pause sænker det fysiologiske stressniveau med det samme, gør hjernen skarpere og styrker overblikket
  • 20 min pause om formiddagen skaber en langtidseffekt - den bliver ved med at påvirke stressniveauet og overblikket positivt om eftermiddagen
  • Produktiviteten i teamet var den samme.

Formiddagspauser har altså en langtidseffekt ved at øge modstands-dygtigheden mod stress resten af dagen.

"Denne effekt ser ud til at blive forstærket, når pausen er aktiv. Man skal dog huske, at det er meget individuelt, hvad mennesker oplever som en god pause. Nogle har stor glæde af en frisk gåtur, mens andre hellere vil ligge fladt på gulvet og lukke resten af verden ude for en stund," siger hun.

Læs om deltagere i forsøget, der nu vil holde fast i deres pause

Pausen sænker stressniveauet om eftermiddagen

Eksperimentet var en del af Future Work Lab, der blev til på initiativ fra Finansforbundet, fordi medlemmerne rapporterer om stigende stress og faldende trivsel.

Læs mere om Future Work Lab

Samtidig forandrer den digitale udvikling arbejdslivet radikalt. Pause-eksperimentet var ét ud af ni, der alle har til formål at styrke den mentale sundhed i det digitale arbejdsliv.

Kom selv i gang med et pause-eksperiment

  • Prøv forskellige slags pauser af
  • Prøv forskellige længder på pausen
  • Eksperimentér med selv at sætte pausen i kalenderen.

Næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen har set, hvordan medlemmernes arbejdsliv har bredt sig mere og mere ind over deres privatliv.

"Digitaliseringen giver jo kolossale muligheder for os som mennesker og for virksomhederne. Vi har mulighed for et meget fleksibelt arbejdsliv. Vi har skabt Future Work Lab, fordi vi gerne vil undersøge, hvordan vi kan omfavne den fleksibilitet uden at brænde sammen af det," siger han.

Corona fik både trivslen og stressen op

Finansforbundet lavede fire trivselsundersøgelser under corona, og her var det tydeligt, at medarbejdernes trivsel steg, fordi de blev sat fri og fik stor fleksibilitet.

Men da den første bølge af den fælles kamp imod corona havde lagt sig, viste det sig, at medlemmernes stress også steg.

"Vi kunne se, at både trivslen og stressen steg. Medlemmerne var glade for fleksibiliteten, men med den fulgte også flere arbejdsopgaver. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi går ind og kigger på, hvilke udfordringer og løsninger der er ved den nye måde at arbejde på," siger Michael Budolfsen.

MENTAL SUNDHED OG TRIVSEL

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af, for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere
Arbejdsliv og udvikling