Menu luk

Unge skal lære fordelene at kende

Mange unge tror, at en fagforening kun er nødvendig, hvis de kommer i klemme, har Isabella Holm erfaret. Hun vidste ikke selv helt, hvad det indebar at være tillidsrepræsentant, da hun 24 år gammel blev opfordret til at stille op.

21. dec. 2021
3 min

”De penge kan jeg lige så godt spare”.

Sådan oplever Isabella Holm, at en del af hendes jævnaldrende tænker, når det handler om fagforeningskontingent.

”En del unge tror nok, at fagforening kun er noget, de får brug for, hvis de kommer i klemme i forhold til deres arbejde. Og hvis de vurderer, at de ikke er i fare, er det nemt at få den tanke, at det er en overflødig udgift”, siger den 27-årige tillids- og arbejdsmiljørepræsentant, der er privatrådgiver i Middelfart Sparekasses Kolding-afdeling.

Det er også sværere for unge end ældre at se, hvorfor de skal være med i en fagforening, fordi de oftere skifter job og dermed føler sig mindre sårbare, påpeger hun.

”Som privatrådgiver kan jeg også se blandt mine unge kunder, at de ofte prioriterer at være med i en a-kasse, men ikke er villige til at betale for et medlemskab i en fagforening”.

 

Fortæl om fordelene

Derfor mener hun, at der ligger en opgave i at kommunikere klarere og specifikt til de unge for at fortælle dem, hvad et medlemskab indebærer:

”De unge ved ikke, hvad de går glip af – at Finansforbundet også tilbyder meget andet end hjælp i krisesituationer. At der er kurser, arrangementer, netværk og uddannelser foruden økonomiske besparelser i en række sammenhænge, og at man som medlem har mulighed for aktivt at påvirke tingene. Et medlemskab byder på meget mere, end de umiddelbart tror”.

Isabella Holm var den eneste, der rakte hånden op, da der på Finansforbundets ekstraordinære landsmøde i Aalborg i september blev spurgt ud i salen, hvor mange af de delegerede der var under 30 år. Der findes dog adskillige tillidsvalgte under den alder i forbundet, men de er klart i mindretal, og skal de unge medlemmer tiltrækkes, kan det også have betydning, at der er unge tillidsvalgte at spejle sig i, vurderer hun.

Selv var hun i første omgang tøvende over for, hvad det indebar, da hun som 24-årig blev prikket på skulderen og opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant.

”Jeg vidste ikke helt, hvad der forventedes af mig. Det var noget med at deltage i svære samtaler for eksempel i forbindelse med fyringer, jeg så for mig. Det tror jeg, de fleste unge forbinder med hvervet som tillidsrepræsentant. Hvad det derudover handlede om, var jeg usikker på”.

Men eftersom hun er typen, der involverer sig, gerne går med i arbejdsgrupper og har stor interesse for faget, blev hun snart tændt af de muligheder, der lå i at blive fagligt aktiv.

”Jeg endte med at fravælge min HD-uddannelse til fordel for hvervet og uddannelsen til tillidsrepræsentant. Det giver mig noget helt andet, beriger mig på en anden måde i min hverdag, så det valg var ubetinget rigtigt for mig og har åbnet mange muligheder for personlig udvikling”.

Også menige medlemmer skal have øje på mulighederne for at udvikle sig via et medlemskab, og Isabella Holm tror, det er helt rigtigt set af Laust Høgedahl fra Center for Arbejdsmarkedsforskning (se eventuelt anden artikel her i temaet for uddybning), at unge gerne vil være med til at præge fagforeningsarbejdet, hvis de får mulighed for at gøre det på en let tilgængelig og ikke alt for forpligtende måde.

”Det er helt i tråd med det, jeg selv oplever og hører fra andre unge. Mine jævnaldrende venner er ikke negative over for det at være i en fagforening, tværtimod nikker de bifaldende til det, men det betyder ikke nødvendigvis, at de kan se sig selv i én. Det er derfor, vi skal gøre mere for at oplyse om, hvad Finansforbundet tilbyder og er”.

Læs også artiklen ”Unge vil fagforeningen – de ved det bare ikke”

Læs også artiklen ”Fællesskab på ny formel”

Seneste nyt