Menu luk

Hvis du har problemer med at tilmelde dig et arrangement, kan du sende en mail med navn og medlemsnummer/CPR-nummer til arrangementer@finansforbundet.dk 

Hjemmearbejde øger finansansattes arbejdstid

Finansansatte arbejder lige nu i gennemsnit to timer mere om ugen end deres aftalte arbejdstid, viser en ny undersøgelse af arbejdslivet for mere end 3.000 medlemmer af Finansforbundet. ”Der knokles igennem, og det bør arbejdsgiverne anerkende”, siger Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen.

16. feb 2021
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

En undersøgelse fra Rockwool-fonden om 544 danskeres hjemmearbejde under corona-nedlukningen i foråret 2020, som Børsen omtalte forleden, viser, at arbejdstiden var 40 minutter kortere dagligt. For hjemmearbejdende med børn var den daglige arbejdstid sidste forår 50 minutter kortere.

Resultaterne fra en ny undersøgelse af mere end 3.000 finansansattes hjemmearbejde i januar og februar, som Finansforbundet står bag, viser et helt andet billede.
”Vores undersøgelse viser, at medlemmerne arbejder mere, end når de møder ind på et kontor. I gennemsnit arbejder finansansatte lige nu to timer mere om ugen end deres aftalte arbejdstid, og det er uanset om man er ansat på fuld tid eller er på nedsat tid. Finansansatte knokler virkelig igennem, og det bør arbejdsgiverne anerkende”, siger Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen med slet skjult henvisning til topcheferne for landets tre største finansvirksomheder, der i forbindelse med fremlæggelsen af årsregnskaber havde fokus på, at der skulle skæres yderligere i omkostningerne.

Læs artiklen ”Gode årsregnskaber pakkes ind i fyringsvarsler” her

Mange måneders hjemmearbejde slider

Tidligere undersøgelser af finansansattes hjemmearbejde under corona-krisen har vist, at færre oplever alvorlige stress-symptomer end før corona-krisen, og flere sætter pris på muligheden for en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdsdagen. Eksempelvis gennemføres der på kundernes foranledning flere online-kundemøder i aftentimerne end tidligere.

Michael Budolfsen peger dog på, at mange finansansatte også er godt slidte af mange måneders hjemmearbejde.

”De to ubetinget største udfordringer for medlemmerne har været og er fortsat savnet af kollegialt nærvær samt ergonomiske udfordringer knyttet til en uvant arbejdssituation hjemme med dårligt eller intet inventar og udstyr. Aktuelt ser vi også negative tendenser og udfordringer ved længerevarende hjemmearbejde, ligesom meldingerne fra pensionsselskaberne er, at psykiske lidelser – herunder stress – er i voldsom vækst”, siger han.