Finansansatte skal igen arbejde hjemme
Tusindvis af finansansatte er igen henvist til at arbejde hjemme som følge af den stigende corona-smitte. Finansforbundets formand Kent Petersen glæder sig over, at en aftale med Finanssektorens Arbejdsgiverforening giver medarbejderne fornuftige vilkår at arbejde hjemme under.
En lang række finansvirksomheder fulgte prompte opfordringen fra statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge om, at medarbejdere i så vid udstrækning som muligt bør arbejde hjemme i et forsøg på at få kontrol over den stigende corona-pandemi, Danmark har oplevet de seneste uger.
Siden mandag 13. december har tusindvis af finansansatte indtaget deres plads i hjemmekontoret, og her ventes de at blive til efter årsskiftet.
”Det er ærgerligt, at mange finansansatte igen må indstille sig på at skulle arbejde hjemme fra, selv om de ikke selv har ønsket det. Coronapandemiens opblussen gør det desværre nødvendigt. Det positive er, at vi og Finanssektorens Arbejdsgiverforening har indgået en aftale, som sørger for, at medarbejdere fleksibelt kan indrette arbejdsdagen, hvis de for eksempel har hjemsendte børn, de skal passe”, siger Finansforbundets formand Kent Petersen.
Han henviser til den aftale, Finansforbundet og FA indgik 17. november, og som giver ekstra fleksibilitet til de 42.000 finansansatte og 120 virksomheder, den omfatter.
Konkret indebærer aftalen, at:
- Medarbejdere, der som følge af myndighedernes corona-anbefalinger ikke har mulighed for at arbejde den gældende arbejdstid, vil ikke blive trukket i løn. Det gælder fx ifm. reducerede børnepasningsmuligheder.
- Rammeaftalen om distancearbejde suspenderes, men indgåede lokalaftaler om hjemmearbejde løber videre.
- En række arbejdstidsbestemmelser fraviges, bl.a. i de tilfælde, hvor en medarbejder som følge af myndighedernes anbefalinger ikke har mulighed for at møde ind på arbejdspladsen.
Aftalen løber, så længe covid-19 karakteriseres som en samfundskritisk sygdom.
Læs mere om aftalen, og om hvordan du er stillet her.