Menu luk

De 3 bedste kanaler til at finde studiejobbet

Der er flere måder, du kan finde et relevant studiejob på. Ledige studiejob bliver slået op forskellige steder, så det er med at holde øjne og ører åbne. Vi har her samlet tre populære steder, som du med fordel kan tjekke ud, når du leder efter et studiejob.

1 - LinkedIn

LinkedIn er verdens største sociale medie med et professionelt fokus. Mere end to millioner danskere er på LinkedIn. Det er et oplagt sted at finde dit næste studiejob, så hvis du ikke allerede har en profil, så er det en god idé at oprette en.

Sådan bruger du LinkedIn til at finde dit næste job

LinkedIn har en jobbank, der hedder LinkedIn Jobs, hvor du kan søge efter jobs. Du kan også oprette en job alert, så du modtager en e-mail, når der bliver delt et nyt job, der matcher dine keywords.

Du kan med fordel følge de virksomheder, som du tænker, du vil matche, eller som du drømmer om at blive en del af. Mange virksomheder bruger LinkedIn til at promovere deres ledige stillinger uden at oprette stillingerne i LinkedIn Jobs.

Du kan også følge relevante profiler, der sidder i en rolle, du selv kunne forestille dig at få på sigt, og gå på opdagelse i deres erfaringshistorik for at blive inspireret til din egen karriere.

Husk, jo mere du interagerer, dvs. kommenterer på opslag med relevante tanker, poster noget selv eller deler andres tanker, jo mere opmærksomhed skaber du omkring din egen profil.

 

2 - Jobportaler

Jobportaler målrettet studerende på landets uddannelsessteder.

Et andet sted, hvor du kan finde et studierelevant job, er gennem jobportalerne på uddannelsesinstitutionerne. De fleste uddannelsessteder har deres egne jobportaler, hvor virksomheder slår ledige stillinger op. Her kan man typisk søge efter brancher, virksomheder eller specifikke stillinger.

Du kan selvfølgelig også se på nogle af de store jobportaler som fx Jobindex.

Men der findes også mindre jobportaler, der er mere målrettet studiejob, praktikker og graduate-forløb. Det gælder blandt andet studerendeonline.dk og jobteaser.com – søg fx på “finans”.

Mange finansielle virksomheder har deres egne jobportaler på deres hjemmesider, hvor de også lægger jobopslag til studentermedhjælpere op.

 

3 - Netværk

Udnyt dit netværk til at finde job.

Et stort netværk kan virkelig være guld værd og har potentialet til at åbne døre for dig gennem hele livet. Over halvdelen af alle jobs bliver besat via netværk.

Et netværk består af alle de mennesker, du har haft en form for relation eller tilhørsforhold til. Det kan være via studiet, via fritidsaktiviteter, familie, venner og venners venners venner og kolleger. Tidligere kolleger, tidligere skolekammerater, lærere, venners forældre etc.

Hvis du skulle mappe dit eget netværk, ville du se, at der hurtigt er netværkstråde, der fører dig i alle mulige retninger.

Måske har du hørt om “The six degrees of separation”. Denne teori hævder, at der kun er 6 led mellem alle mennesker i verden. Prøv at mappe dit eget netværk, og aktivér det gennem din LinkedIn-profil.