Menu luk

”Vi hjælper hinanden i bestyrelsen - der er ingen, som hænger på en masse arbejde”

Formændene fra tre seniorgrupper fortæller om bestyrelsesarbejdet og håber at inspirere flere til at være med.

Hvordan kom du ind i bestyrelsesarbejdet?

Da jeg gik på pension, arbejdede min kone stadig, og jeg skulle lige finde mine ben at stå på. Først gik jeg hjemme, ordnede haven og spillede golf. Men der skulle ske noget mere, så jeg blev bl.a. frivillig gældsrådgiver i KFUM. Jeg tog også med til nogle arrangementer i forbundets seniorgruppe, hvor jeg kendte nogle stykker, lærte flere at kende og blev først kasserer og siden formand for Region Midtjylland. Det var jeg så fra 2011 og frem til sidste år, da vi fik den nye struktur, og jeg blev formand for vores region. 

Hvad laver du i bestyrelsen?

Jeg laver bl.a. regnskaber og koordinerer budgetterne i vores regioner. 

Jeg har været med til at kæmpe for at få forhøjet tilskuddet til seniorgrupperne fra Finansforbundet, som vi jo stadig betaler kontingent til. Det lykkedes langt om længe. 

Vores gruppe har fire arrangementer om året, som bestyrelsen planlægger. Vi har altid en julefrokost, en sommerudflugt og en generalforsamling med underholdning. 

Jeg har kontakten med de foredragsholdere og kunstnere, som vi hyrer. Vi har bl.a. haft Simi Jan, Tamra Rosanes og Lars Lilholt på programmet. Det skal være nogle ordentlige navne, for folk er godt vant i Aarhus og omegn. 

Vores gruppe dækker et stort område fra Randers i nord til Horsens syd og Silkeborg i vest og Grenå- Ebeltoft i øst, så vi prøver at komme lidt omkring geografisk. Julefrokosten er dog altid på Sabro Kro.  
Jeg redigerer også Region Midtjyllands hjemmeside med arrangementer og feedback.

Hvor meget tid bruger du på det?

Det går jeg ikke så højt op i. Jeg synes ikke, det er så meget. Bestyrelsen holder to-tre møder om året, og vi mødes som regel en time før vores arrangementer. De øvrige opgaver kommer drypvist. Vi hjælper hinanden i bestyrelsen – der er ingen, som hænger på en masse arbejde. 

Kræver det noget særligt?

Kun at have interessen for at arrangere noget for andre. 

Hvad får du selv ud af at være med?

Det er sjovt – også at træffe de forskellige kunstnere og foredragsholdere, som vi booker til arrangementerne. Det er spændende at høre om deres liv og brancher. Det, synes jeg, er mere interessant end at høre om, hvad der foregår i bankerne. 

Det sociale tæller også. Jeg møder tidligere kolleger og holder forbindelsen ved lige. Jeg bliver da også glad, når vi får ros for vores arbejde – for at vi gider gøre det. 

Så længe det er sjovt, vil jeg gerne fortsætte. Hvis jeg bliver for nonchalant, så skal jeg stoppe. Det skal ikke være
venstrehåndsarbejde. 

Er der noget, som har overrasket dig?

Ja, hvor nærige bankfolk er! Det må ikke koste for meget. Tidligere var arrangementerne gratis, men nu skal medlemmerne selv betale 50 procent. Da det begyndte at koste 100-150 kroner for foredrag og frokost, var der flere, som udeblev. Dét har overrasket mig. 

I bestyrelsen undrer vi os også lidt over, at der ikke kommer flere medlemmer til vores arrangementer. Vi har været to busfulde på vores sommerudflugter, men det er jo ikke så mange ud af 1.100 medlemmer. Måske skyldes det, at flere af bankerne har deres egne seniorklubber, hvor pensionister mødes. 

Har du et godt råd til andre, som overvejer at stille op til bestyrelsen?
Bare meld jer og gå med. Vi har nogle gode bestyrelser og et godt samarbejde – også på tværs af regionerne – og vi er ikke overbebyrdet med arbejde.

Leif Pedersen

80 år og formand for seniorgruppe Aarhus.

Tidligere karriere: Har været i Danske Bank 47 år, først i Aalborg og siden i Aarhus. Har bl.a. været finansiel rådgiver og bestyrer. Pensioneret i 2009.