Menu luk

Fra to kredse til ét fællesskab: ”Vi er ikke længere røde eller blå. Vi er lilla.”

Den første fælles generalforsamling i Finansforbundet i Nykredit samlede både nye og kendte ansigter efter et år med store forandringer. Her blev der sat ord på både udfordringer og resultater, afholdt kampvalg – og sagt farvel til Jannie Skovsen efter 8 år som formand for Spar Nord.

24. apr. 2026
10 min

17. april 2026, Vejle: Der blev talt dæmpet, mens deltagerne fandt deres pladser i det store konferencerum på Munkebjerg Hotel. Udenfor lå bøgeskoven i lyset fra en af forårets første varme dage med udsigt over Vejle Fjord. Indenfor var stemningen mere sammensat – præget af både forventning, alvor og eftertanke efter et år med fusion, fyringer og store forandringer. 

Præcis 200 stemmeberettigede var mødt op til den første fælles generalforsamling, efter at Finansforbundet i Nykredit og Spar Nord Kreds ved en ekstraordinær generalforsamling blev lagt sammen i maj 2025.  

Det var en ny farve, der dominerede.  

”Vi ser tilbage på et udfordrende år – og vi ser frem mod det vi – sammen med jer - har skabt fundamentet for,” lød det fra talerstolen, da formand for Finansforbundet i Nykredit Inge Sand indledte årets beretning og senere slog fast:

”Vi er ikke længere røde eller blå. Vi er lilla.” 

Foran hende sad Nykredit  og tidligere Spar Nord medlemmer side om side efter en enorm omvæltning, som har fyldt og stadig fylder i hverdagen.

Finansforbundet i Nykredit generalforsamling
Den første generalforsamling efter fusionen af Nykredit og Spar Nord // Foto: Maria Hedegaard

Et år præget af usikkerhed – og et alt for højt arbejdspres 

Det var med det bagtæppe, at Inge Sand aflagde sin beretning. Hun lagde da heller ikke skjul på, at det har været en hård og svær periode.   
Fusion, organisationsændringer, nye ledere og nye arbejdsgange har fyldt samtidig med, at mange har måttet sige farvel til gode kollegaer og oplevet en endnu mere travl hverdag. 

”Det har været en lang periode præget af usikkerhed og et alt, alt, alt for højt arbejdspres,” sagde hun. 

Hun mindede om, at nogle kollegaer er rejst frivilligt, andre er blevet opsagt, og nogle har takket nej til muligheder i den nye organisation.  
”Det slider. På kulturen, på hverdagen og på sammenhængskraften.” 
Flere i salen nikkede genkendende.  

Det er Inge Sands fjerde årsberetning som formand for Nykredit-kredsen. Alle de foregående gange har hun fremhævet det stigende arbejdspres – og det gjorde hun igen. 

”Vi har sagt det før – igennem urimeligt mange år – men det har aldrig stået værre til, end det gør nu,” pointerede hun. 

Hun beskrev situationen med en reference, der udløste forsigtig latter i salen: 

”Alle her må efterhånden være i rigtig god form, da det føles lidt som at forberede sig til et til OL med en målsætning om hurtigere, højere, stærkere.” 

Kredsen har adresseret det høje arbejdspres på samtlige møder med Nykredits ledelse gennem året, og det lovede hun at fortsætte med. Hun opfordrede samtidig kollegaerne til at passe på hinanden. 

”At mere end 8 ud af 10 af vores kollegaer bakker op om vores fællesskab gør, at vi er relevante og står stærkt også i dialogen og forhandlingerne med Nykredit:"
- Inge Sand, formand for Finansforbundet i Nykredit.

Et stærkt fællesskab  

Midt i uroen og forandringerne har fællesskabet for alvor vist sin værdi. Fusionen af kredsene har betydet flere medlemmer og en organisationsprocent på over 80 procent, og det kan bruges til noget, mindede hun om. 

”At mere end 8 ud af 10 af vores kollegaer bakker op om vores fællesskab gør, at vi er relevante og står stærkt også i dialogen og forhandlingerne med Nykredit,” pointerede hun.

Den styrke har været afgørende i forhandlingerne om vilkår for både de medlemmer, der er blevet opsagt i uge 37 og uge 5, og for dem, der er blevet tilbage, fortalte Inge Sand.  

”Begge dele af været vigtigt. Vi har kæmpet for at afbøde så mange opsigelser som muligt og for, at beslutninger skal træffes med ordentlighed og respekt. Ingen skal stå alene.” 

Hun fremhævede tillidsrepræsentanternes arbejde i perioden, hvilket flere gange fik salen til at kvittere med applaus. 

”I skaber tryghed i en tid, hvor der sjældent findes klare svar. I står på mål for beslutninger, som I ikke har været involverede i, og som I måske ikke fuldt ud har følt var de rigtige. Jeg er stolt af jeres arbejde. I gør en stor forskel for vores medlemmer.” 

Inge Sand og Olav Bredgaard Brusen
Næstformand Olav Bredgaard Brusen ønsker formand Inge Sand tillykke med genvalget // Foto: Maria Hedegaard

Trivsel, fusion og en sektor under pres 

Formand for Finansforbundet, Dorrit Brandt, deltog også i generalforsamlingen og lagde i sit indlæg et bredere perspektiv ned over dagen. 

”Det er ikke et let sted at befinde sig som medarbejder, når alt forandrer sig på én gang: systemer, kolleger og ledelse,” sagde Dorrit Brandt og pegede på, at manglende eller utydelig kommunikation i forandringsperioder forstærker både arbejdspres og mistrivsel. 

Hun henviste til nye trivselstal fra Finansforbundet, som viser, at ni ud af ti medlemmer har oplevet væsentlige forandringer det seneste år, og at halvdelen oplever øget arbejdspres. Særligt i de fusionerede organisationer er tallene markante: 34 procent trives ikke, og blandt medarbejdere fra den opkøbte part er tallet helt oppe på 48 procent.  

Dorrit Brandt advarede mod en udvikling, hvor arbejdslivet gør mennesker syge eller udbrændte, og pegede på et paradoks i sektoren: 

”Der fyres med den ene hånd, og der ansættes med den anden hånd.” 
Hun berørte også kunstig intelligens som både mulighed og risikofaktor og advarede mod et nyt digitalt glasloft, hvor kvinder i mindre grad end mænd får adgang til og bruger AI værktøjer. Samtidig efterlyste hun klare spilleregler i en tid med stigende overvågning af medarbejdere. 

Dorrit Brandt
Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet // Foto: Maria Hedegaard

Kampvalg med elefant og fodboldmetaforer 

Mens der på formandsposten var fredsvalg, hvor Inge Sand blev genvalgt for tre år, bød dagen også på kampvalg til kredsbestyrelsen. 

Her stod valget mellem Peter Brun, med baggrund i Spar Nord, og Peter Kofod fra Nykredit. 

Peter Brun blev beskrevet som en brobygger mellem de to tidligere kredse. Han har været fuldtidskredsbestyrelsesmedlem i Spar Nord og arbejdet indgående med arbejdsliv og trivsel. Det nye fællesskab har brug for fortsat at “blande blodet”, så man får det bedste fra begge kulturer, lød det. 

På scenen gjorde Peter Brun metaforen konkret, da han kom gående på scenen med en elefantbamse. 

”Hvordan flytter man en elefant? spurgte han. 

”Man skal være nysgerrig på den, mens den er lille. Hvis vi ignorerer den, vokser den sig stor og bliver umulig at flytte. En elefant ser ikke fleksibel ud. Men den kan bøje snablen. Det skal vi også kunne som bestyrelse,” sagde han. 

Den anden kandidat, Peter Kofod, blev beskrevet som en stærk stemme for de såkaldte ”stille” funktioner – de mange kolleger, der arbejder bag kulisserne i stabs- og støttefunktioner. 

I sin egen tale trak han på erfaringer fra sin tid som fodboldspiller. 
”Jeg var aldrig den hurtigste eller mest tekniske. Men jeg var den, der altid mødte op og passede på mine holdkammerater – også når det kostede et gult eller rødt kort,” sagde han. 

Han fremhævede tre mærkesager: Et samlet fagligt fællesskab uanset baggrund, stærke tillidsrepræsentanter og bedre repræsentation af statsfunktionerne i bestyrelsen. 

”Ingen tillidsrepræsentant skal stå alene,” lød det. 

Efter afstemningen forlod de to kandidater sammen med Inge Sand og medlemmer af kredsbestyrelsen salen for at få resultatet, inden det blev offentliggjort. Kort efter blev det annonceret, at Peter Brun var valgt – til stor applaus. 

Senere kaldte Jannie Skovsen ham sit ”generationsskifte” og beskrev ham som en vigtig kulturbærer for Spar Nord værdierne i det nye fællesskab. Samtidig blev begge kandidater rost for en sober og respektfuld valgkamp. 

Peter Brun havde en elefantbamse med på scenen
Peter Brun havde en elefantbamse med til sin valgtale // Foto: Maria Hedegaard

En stående afsked efter 42 år  

Mod slutningen af generalforsamlingen rettede Inge Sand blikket mod en af de personer, der har sat et markant aftryk på både Spar Nord og den nye fælles kreds. 

”Den sidste, jeg gerne vil rette en tak til, det er dig Jannie.” 

Hun takkede Jannie Skovsen, tidligere formand for Spar Nord kreds gennem 8 år, for samarbejdet og for de sidste mange måneders fælles arbejde i kølvandet på fusionen. 

”Jeg kommer til at savne din indsigt, din viden, dine mange input, din erfaring, din energi og dit altid gode humør. Tak for de mange fortrolige snakke. Tak for de mange grin. Tak for samværet i det hele taget,” sagde Inge Sand, inden hun sluttede af med et citat fra David Bowie: 

“Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, men jeg lover, det bliver ikke kedeligt.” 

Inge Sand og Jannie Skovsen
Inge Sand, formand for Finansforbundet i Nykredit, overrækker blomster til Jannie Skovsen // Foto: Maria Hedegaard

Som det sidste gik Jannie Skovsen selv på talerstolen. Hun lagde ud med et smil – og en advarsel. 

”Jeg har jo lovet jer, at det her er en kort bemærkning. Til gengæld hævner jeg mig senere til middagen.” 

Hun lykønskede Inge Sand med genvalget og så tilbage på de 17 måneder, hvor de to formænd har stået i spidsen for hver deres kreds midt i en historisk fusion. 

”Vi var to stærke formænd, som begge har meninger, og som begge vil bestemme. Ingen af os syntes, at en sammenlægning var den fede idé – det kan vi lige så godt sige rent ud.” 

Hun lagde heller ikke skjul på, at sammenlægningen potentielt kunne være endt i kaos. 

”Det kunne være blevet en katastrofe. Men jeg synes, vi kan være stolte af, at vi satte sagen over vores egne ambitioner og forenede kræfterne tidligt. Det gjorde, at vi stod mega stærkt i forhandlingerne.” 

Jannie Skovsen forlader nu banken efter 42 års ansættelse. 
”Dagen i dag er helt særlig for mig, fordi det er min allersidste arbejdsdag i medlemmernes tjeneste. 

Hun takkede samarbejdspartnere, kolleger, tillidsrepræsentanter, hovedbestyrelsen og de mange fremmødte medlemmer for opbakningen gennem årene. 

”For os, der vælger den her karrierevej i Finansforbundet, betyder det alt, at I kommer talstærkt. Det giver mening for vores arbejde.” 
Hun sluttede med en særlig tak til Spar Nord-kollegerne og den gamle kredsbestyrelse. 

”Den opbakning er jeg umådelig taknemmelig for.” 

Kort efter rejste hele salen sig op, mens klapsalven fyldte rummet.  

Jannie Skovsen, klapsalver
Stående applaus til Jannie Skovsen // Foto: Maria Hedegaard

Året i overblik – det har kredsen arbejdet med

  • Fusion og fælles kreds 
    Året har været præget af sammenlægningen af Spar Nord‑kredsen og Finansforbundet i Nykredit. Kredsen har arbejdet målrettet for at sikre ordentlige vilkår for både medarbejdere, der forlod koncernen, og dem, der er blevet tilbage. 
  • Arbejdspres og trivsel 
    Arbejdspresset er fortsat højt på tværs af organisationen. Kredsen har løbende rejst problemstillingen i dialogen med ledelsen og haft fokus på trivsel, forebyggelse og mental sundhed. 
  • Fleksibilitet og hjemmearbejde 
    Spørgsmålet om hjemmearbejde og fleksibilitet har fyldt meget. Kredsen har arbejdet for større råderum lokalt, så ledere og medarbejdere kan finde løsninger, der balancerer fællesskab og fleksibilitet. 
  • Frokostordning og fællesskab 
    Den obligatoriske frokostordning har delt vandene. Kredsen har været kritisk over for den obligatoriske del, men anerkender samtidig den betydning, fælles pauser og sociale rammer har for sammenhængskraften. 
  • Lønstruktur og transparens 
    Den nye lønstruktur har fortsat været et centralt tema. Kredsen har arbejdet for større transparens, mere ensartet indplacering og rettelser, hvor modellen har haft utilsigtede effekter – blandt andet i forbindelse med udnævnelser. 
  • Tillidsrepræsentanterne 
    TR‑organisationen er fastholdt uændret frem til valg ultimo 2026 for at skabe ro i en periode med store forandringer. Kredsen har haft særligt fokus på TR’ernes rolle i en presset hverdag. 
  • Relationer og medlemsdialog 
    Kredsen har prioriteret medlemsmøder og lokal dialog højt for at fastholde relationer og få input til, hvor indsatsen virker – og hvor der er behov for justeringer. 
  • LSU og KSU 
    Kredsen har sikret ligeværdig medarbejderrepræsentation i alle samarbejdsudvalg – både lokalt og centralt – og oplever generelt velfungerende samarbejdsfora i organisationen. 
  • Aftaler og forsikring  
    Pensionsaftalen i AP Pension er blevet markant forbedret, hvilket betyder lavere præmier og bedre vilkår. Sundhedsforsikringen er blevet forbedret, så børn bl.a. nu også er omfattet uden merpris. Tandforsikringen er udvidet, så den i dag dækker langt de fleste udgifter efter betaling af den årlige selvrisiko. 

Seneste nyt