Menu luk

Med en elefantbamse i hånden og hjertet i halsen: Peter Brun vinder kampvalget

Kampvalget på Finansforbundet i Nykredits første fælles generalforsamling blev følelsesladet. Med en elefantbamse som symbol vandt Peter Brun valget til kredsbestyrelsen og er nu tilbage i det arbejde, han brænder for.

24. apr. 2026
4 min

Da Peter Brun gik på scenen på Finansforbundet i Nykredits generalforsamling, havde han en elefantbamse i hånden. Den skulle minde forsamlingen om “elefanten i rummet” – de svære problemer, man er nødt til at tage op, før de vokser sig for store.

Kort efter var stemningen alt andet end symbolsk. Der blev talt lavmælt i salen på Munkebjerg Hotel i Vejle, mens stemmerne blev talt op i kampvalget mellem Peter Brun og Peter Kofod til kredsbestyrelsen.

Da resultatet blev offentliggjort, udløste det stor applaus. Peter Brun var valgt. For ham var det mere end et kryds på en stemmeseddel.

”Jeg blev meget overvældet. Både over tilslutningen til generalforsamlingen, og over at det var mig, der blev peget på. Det gik virkelig op for mig, hvor meget det her betyder for mig,” siger han.

Et særligt hverv

For Peter Brun, der i sin tale talte for det vigtige i at fastholde det bedste fra begge kulturer og ”blande blod”, er valget meget mere end en titel.

”Nogle har sagt til mig, at det jo bare er et job. Det er det ikke. Det her er et helt særligt hverv.  Man bliver medarbejdervalgt, fordi nogen tror på, at man kan gøre en forskel – og det forpligter, siger han.

Det faglige arbejde er ikke ukendt for Peter Brun. I Spar Nord har han været tillidsrepræsentant i mere end ti år og i de seneste år arbejdet i kredsbestyrelsen.

Efter et år ”på afstand” af bestyrelsesarbejdet som område-tillidsrepræsentant, er han nu tilbage.

”Jeg har været et godt sted det seneste år, som har været spændende. Jeg har ventet på at komme tilbage. Jeg savnede arbejdet og det fællesskab, der ligger i at være en del af kredsbestyrelsen.”

Peter Brun
Peter Brun, nyvalgt kredsbestyrelsesmedlem hos Finansforbundet i Nykredit // Foto: Maria Hedegaard

Tilbage for fællesskabet

Som han også redegjorde for i sin tale til kampvalget, er det især fællesskab, trivsel og arbejdsmiljø, som Peter Brun vil arbejde for i den nye kredsbestyrelse. Han taler bevidst om arbejdsmiljø i bred forstand – også selvom ordet kan lyde gammeldags.

For ham dækker det over flere faktorer bl.a.: arbejdspres, tempo, forandringer og det at huske, at vi er mennesker.

”Vi lever i en tid med stadig mere tempo, hvor AI og nye teknologier vælter ind over os. Vi er stadig mennesker, og vi er en vigtig brik i arbejdslivet. AI kan ikke overtage vores job – og arbejdspresset må heller ikke blive så stort, at vi ender med at brænde ud," siger han.

”Stresskurven er svær at knække, især i et forandringsmiljø, hvor vi let glemmer restitutionen. Jeg vil arbejde for, at det ikke kun handle om tempo, men også om fleksibilitet og at arbejde klogt.”

Ledelse og mod til at justere

Også ledelsesrollen fylder i hans blik på fremtidens arbejdsliv og arbejdet i kredsbestyrelsen. 

”Det handler ikke om at diktere, men om at vise retning sammen med andre. Jeg tror mere på en coachende tilgang end på den klassiske chefrolle,” siger han.

Som kredsbestyrelsesmedlem ser han det samtidig som en central opgave at være bindeled mellem medarbejdere, tillidsrepræsentanter og ledelse – og i at turde justere kursen, når beslutninger ikke rammer rigtigt.

”Vi skal være lyttende, opsøgende og tydelige, men også tålmodige. Og vi skal lære af hinanden. Der er styrker fra både Nykredit og Spar Nord, som vi skal blive dygtige til at bruge i det fælles arbejde.”

"Jeg går stadig rundt og smiler. Det er svært ikke at gøre, når man får lov til at komme tilbage til det arbejde, man virkelig brænder for.”
- Peter Brun, nyvalgt kredsbestyrelsesmedlem hos Finansforbundet i Nykredit.

Et valg, der forpligter

Efter valgresultatet fulgte en lang række lykønskninger. For Peter Brun var det rørende, men det har også sat sig som en dyb forpligtigelse i ham.

”Det var balsam for sjælen, men jeg er meget opmærksom på, at jeg nu skal vise, at det var det rigtige valg. Det, jeg er gået til valg på, skal jeg levere på,” siger han.

Lige nu fylder glæden dog mest.

”Jeg var tæt på at fælde en tåre. Jeg går stadig rundt og smiler. Det er svært ikke at gøre, når man får lov til at komme tilbage til det arbejde, man virkelig brænder for.”

Peter Brun træder ind i en kredsbestyrelse, der efter sammenlægningen mellem Finansforbundet i Nykredit og Spar Nord Kreds nu består af både tidligere Nykredit‑ og Spar Nord‑repræsentanter.

Bestyrelsen ledes af formand Inge Sand og næstformand Olav Bredgaard Brusen og tæller herudover Rasmus Borreskov Fossing, Rikke Kaels Overby, Gitte Holmgaard og Peter Brun selv.

I forbindelse med kredssammenlægningen er der samtidig sagt farvel til flere erfarne kredsbestyrelsesmedlemmer fra de to kredse.

Seneste nyt