Rød løber, portrætkage og blomster
De seks vindere af årets Skulderklap blev fejret med bobler, lækker frokost og gode historier fra den dag, hvor de blev overrasket af deres kolleger
Humor var den helt store fællesnævner i de indstillinger, Finansforbundet i Nordeas formand Kasper Skovgaard Pedersen og næstformand Mette Balck Mejlby kunne læse op for de seks Skulderklap-vindere.
Vinderne Stinna Gjedsted Jensen, Maria Bruun Carlson, Mette Chemnitz, Kim Borgbjerg, Jesper Steen Renneberg og Morten Lynge blev nemlig, ud over de lokale fejringer, fejret med en lille reception på Metro på Finansforbundet i Nordeas 33 års fødselsdag den 12. januar 2024.
Uddelingen af seks Skulderklappriser er en årligt tilbagevendende hyldest, som Finansforbundet i Nordea er vært for. I en travl tid skal Skulderklappet minde os om, at vi som kolleger skal anerkende hinanden for de ting, vi værdsætter i hverdagen.
Rundt på gulvet
Vinderne blev budt velkommen med et glas bobler og en let anretning. De kunne fortælle om mange gode grin og fantastiske historier om, hvordan de var blevet overrasket af deres kolleger. Der var både rød løber, portrætkage og blomster i spil. Kendetegnet for alle var, at de var helt rundt på gulvet hele dagen, og at de fortsat med et smil på læben kunne glædes over kollegernes enorme opfindsomhed og anerkendelse.
Der var dog forhindringer på vejen. Morten missede faktisk i første omgang sin egen fejring grundet sne og frost, så da han modtog en mail med et ’Tillykke’, blev han noget forvirret. Afsender anede dog uråd og fik trukket i land, så Morten standsmæssigt kunne blive fejret på lederens kontor.
Mette, som havde hele to nomineringer i bagagen, blev overrasket med flag, konfetti og fint morgenbord med ordene ”dig kan vi aldrig undvære”. Det skal siges, at Mette få dage før denne overraskelse havde opsagt sin stilling i Nordea efter 18 gode år. Så inden hun overhovedet startede i den nye stilling, måtte hun bede om en fridag for at kunne deltage den 12. januar. Den nye arbejdsgiver blev vældig stolt. De har netop selv indført en lignende skulderklap-pris.
Jesper, blandt kolleger kaldt alt fra Otto til Sporty Spice, anede ikke uråd inden det fysiske møde, han var blevet indkaldt til. Men rosende ord og efterfølgende rød løber og flag gjorde ham både paf og rørt.
Kim undrede sig til gengæld, da han fik en indkaldelse til et møde om trivsel. Afdelingen havde lige afholdt et møde med samme overskrift, så overraskelsen var stor, da han og en kollega, som også var nomineret, blev bedt om skiftevis at tage plads ’på den varme stol’ midt i mødelokalet og høre kollegernes nomineringer samt modtage diplom og en stor kage med personligt portræt på.
Overrasket midt i pizzaen
Det blev et arrangement i arrangementet, da Maria midt i en pizzafrokost, hun selv havde arrangeret, blev overrasket med blomster og mange søde ord om den omsorgsfulde og kreative kollega, hun er.
Og endelig var der far-jokens mester, Stinna, som blev mundlam, da hun til et gruppemøde blev bedt om at lukke øjnene. Da hun slog dem op, stod hele hendes team klar med lykønskninger. Stinna, som ellers altid har det store overblik, blev både rørt og rundt på gulvet resten af dagen.
102 nomineringer i alt
Finansforbundet i Nordea modtog hele 102 nomineringer til Skulderklap-prisen – det højeste antal i de seneste seks år. Alle nominerede er lokalt blevet fejret med morgenbrød eller kage. De seks vindere kunne på dagen tage videre til frokost i Tårnet på Christiansborg og se frem til modtagelsen af et legat på 5.000 kr.
Skulderklappet
Det, der i dag hedder Finansforbundet i Nordea, blev stiftet 12. januar 1991 i Odense Congress Center under navnet Unikreds. Det skete året efter, at Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen SDS fusionerede til Unibank.
Unikreds skiftede senere navn til Nordkreds, Kreds Nordea og nu Finansforbundet i Nordea.
Samtidig med Unikreds' stiftelse blev der oprettet en fond, som skulle støtte medlemmer, der har gjort en særlig indsats for deres kolleger. Skulderklappet uddeles altid omkring Finansforbundet i Nordeas fødselsdag.