Menu luk

Sådan sætter du gang i snakken om trivsel

”Mødet på midten” er et dialogværktøj, som du som tillidsvalgt kan bruge til at sætte gang i snakken om trivsel på din arbejdsplads.

Ofte taler vi om trivsel på arbejdspladsen, som noget der er entydigt defineret; at vi alle ved, hvad der skaber trivsel, men der findes uendeligt mange definitioner på trivsel – og i bund og grund er det at trives på arbejdspladsen en individuel oplevelse. Det kan derfor være en god idé at undersøge, hvad der er god trivsel for lige netop jeres afdeling.

”Mødet på midten” er en simpel, men effektiv proces, der hjælper jer med at få klarlagt, hvad god trivsel er for jer. Vi anbefaler, at I drøfter spørgsmål, som er helt konkrete og hverdagsnære som fx: Hvad er en god dag på arbejdet hos os? Hvornår er en travl dag god? Hvornår er en travl dag træls? Hvad er anerkendelse for mig? Hvad er et godt samarbejde? 

Download PDF til 'Mødet på midten'

Download PowerPoint til 'Mødet på midten'

Overblik over proces

  1. Vælg et spørgsmål, som I gerne vil have fokus på 
  2. Læg et (A3) papir på bordet, som alle kan skrive på
  3. Inddel papiret i x antal felter, så alle har et felt hver

Det anbefales max at være 6 personer

  1. Brug 5 min på at tænke over spørgsmålet
  2. Alle skriver deres tanker ned i deres felt
  3. Tag en runde, hvor I på skift fortæller, hvad I har skrevet. Husk at giv hinanden tid og ikke afbryde den, der taler.
  4. Find ud af, hvad I er enige om – og skriv det i midten af papiret
  5. Tal om, hvilke indsatser som I kan sætte i gang for at imødekomme det, I har fundet frem til

Husk at indgå aftaler

Efter jeres dialog fra ”Mødet på midten”, er det en god idé at samle op med konkrete aftaler om nye handlinger. Det kan fx være:

  • Noget som fx giver flere gode dage på kontoret
  • Noget I har mandat til selv kan bestemme
  • Noget I skal blive ved med, gøre mere eller mindre af
  • Små, konkrete hverdags ændringer, som kan igangsættes fra på mandag

Det er vigtigt, at I jævnligt indgår i dialog om, hvordan I har det med hinanden og jeres opgaver, så I udvikler en kultur, hvor I kan tale åbent om, hvad der virker godt og mindre godt. Fra forskning ved vi, at mikro-handlinger har størst sandsynlighed for at blive implementeret, fordi de ikke tager for meget tid en i en travl hverdag.

Hvor lang tid tager øvelsen?

Vi anbefaler, at I afsætter ca. en time til øvelsen, men tidsforbruget vil afhænge af tematikkens tyngde og alvor.

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere