Menu luk

Tillidsvalgte er vigtige

Nicole Offendal, der tiltræder posten som administrerende direktør for Finanssektorens Arbejdsgiverforening 1. november, tillægger tillidsvalgtes arbejde afgørende betydning.

”Det har afgørende betydning, at vi har en relation til de tillidsvalgte i både Finansforbundet og Forsikringsforbundet, som er baseret på gensidig tillid og respekt”.
Nicole Offendal, der for nylig blev annonceret som ny administrerende direktør for Finanssektorens Arbejdsgiverforening tillægger tillidsvalgtes arbejde på de enkelte arbejdspladser stor vægt:
”De tillidsvalgte har meget vigtige funktioner. De udfører et arbejde, som på mange måder har stor betydning for sektoren”.
Grundlæggende mener hun, at FA vil det samme som Finansforbundet og Forsikringsforbundet:
”Vi kan være uenige om vejen til målet - det er så det, vi drøfter i forbindelse med overenskomsterne”.


Vigtig rolle


Formand for Finansforbundet, Kent Petersen, har ventet spændt på, hvem den nye direktør blev og er glad for udfaldet:
”Det spiller en afgørende rolle for Finansforbundet, hvem der sidder som direktør i FA. Det er vores primære samarbejdspartner - både i hverdagen i stort og småt og i overenskomstforhandlingerne. Jeg kender Nicole Offendal for stor faglighed og professionalisme og oplever, at vi har gensidig tillid og sympati”.
Han er enig med den nye direktør i, at de i høj grad har sammenfaldende mål, heriblandt at langtidssikre sektoren:
”Finanssektoren står med centrale dagsordener, som kræver fælles løsninger, blandt andet at vi fortsætter indsatsen og investeringerne omkring medarbejdernes kompetenceudvikling. Jeg ser frem til samarbejdet omkring det.”
Nicole Offendal blev tilbudt stillingen efter en lang rekrutteringsproces. Der blev blandt andet lagt vægt på, at hun i sit tidligere job som HR Chef og Global Head of HR Legal i Danske Bank har beskæftiget sig med nogle af FA’s kerneområder: forhandlinger, ansættelsesret, arbejdsmiljø og trivsel.