Menu luk

Kim tog selv affære for at komme usikkerheden til livs

Kim Hulbæk Corfitsen havde svært ved at finde fodfæste i rollen som ny tillidsrepræsentant. Nu gør han en indsats for at andre kan få den bedst mulige start.

Kim Hulbak

Hvad kan jeg gøre? Hvad skal jeg gøre? Hvad er min rolle?

Som nyvalgt tillidsrepræsentant var Kim Hulbæk Corfitsen usikker på, hvad der forventedes af ham.  

”Det gjaldt hele vejen rundt: Hvornår skal jeg inddrages i forhold til medarbejderne, ledelsen, kredsen og Finansforbundet. Det stod ikke klart for mig. Jeg savnede en manual,” fortæller den 36-årige landbrugsrådgiver i Nordeas landbrugscenter i Haslev.

Da han stillede op som tillidsrepræsentant var det bl.a. med et ønske om at få indflydelse på fremtidens bank på vegne af kollegerne.

”Jeg tænker meget over, hvordan folk omkring mig har det. Der sker meget i banken og i branchen, og medarbejderne bliver ikke altid hørt i toppen,” siger han.

Tog selv affære

Den første introduktion til rollen fik Kim Hulbæk Corfitsen på et møde for nye tillidsrepræsentanter i Finansforbundet i Nordea.

”Vi fik præsenteret en masse materiale, men det var svært for mig at kapere det hele på én gang. Så jeg følte mig stadig usikker på min rolle og mine opgaver,” fortæller han:

Hvornår og hvordan skal jeg inddrages i medlemmernes samtaler og sager? Hvordan kan jeg bruge vores fællestillidsrepræsentant, kredsen og Finansforbundet?

Det og meget andet forventer han at blive klogere på, når han begynder på Finansforbundets uddannelse for tillidsrepræsentanter.

Men Kim Hulbæk Corfitsen har også selv taget affære for at komme usikkerheden til livs.

Han rakte ud til flere sider, og det blev taget overordentligt godt imod.

”I dag føler jeg mig mere tryg. Jeg ved, at jeg har solid opbakning omkring mig,” fortæller han.

Han fremhæver bl.a. sin leder, som selv er forhenværende tillidsrepræsentant:

”Han har givet mig ro og plads til at fordybe mig i rollen, som jo også er vigtig for ham som leder. Vi mødes jævnligt og får vendt både små og store emner, som vi hver især er opmærksomme på.”  

Kim Hulbæk Corfitsen konsulterede også et kredsbestyrelsesmedlem og fællestillidsrepræsentanten i Nordea Agri & Food. Begge har solide erfaringer fra deres tillidshverv.

”Dialogen med dem er guld værd, når man er ny. Man kan finde mange svar i foldere og på nettet, men det giver langt mere at vende sin tvivl og sine spørgsmål med garvede kolleger,” fastslår han.    

Den bedst mulige start

Han peger også på forventningsafstemning som en vigtig vej til at finde sine ben som ny tillidsrepræsentant.

”Jeg har sagt til mine kolleger, at jeg gerne vil være der for dem. Men jeg ved ikke altid, hvad min rolle indebærer. Nogle gange må jeg lige parkere dem, undersøge sagen nærmere og vende tilbage,” fortæller Kim Hulbæk Corfitsen, som er tillidsrepræsentant for 10 medarbejdere.

Introduktionsmødet i Finansforbundet i Nordea har han også givet eftertrykkelig feedback på. Blandt andet med forslag om at udvikle en drejebog og lave netværk og mentorordninger for nye tillidsrepræsentanter. Siden er han kommet med i en arbejdsgruppe i kredsen, der skal være med til at sikre den bedst mulige start for nye tillidsrepræsentanter.

”Man skal ikke være bange for at række ud og stille spørgsmål. Det er der kommet meget godt ud af for mig. Plus noget ekstra arbejde, men det vil jeg gerne være med til,” siger han.  

 

3 tip til nye tillidsrepræsentanter

  1. Ræk ud: Vær ikke bange for at spørge andre til råds.

  2. Forventningsafstemning: Gør det klart for dine kolleger, hvad de kan forvente af dig. 

  3. Vær tålmodig: Det tager tid at blive en erfaren TR. Ingen kan det hele fra dag 1.  

Kilde: Kim Hulbæk Corfitsen