Kom godt i gang med din jobsøgning
Jobsøgning kan gribes an på mange måder. Det vigtige er at finde en tilgang, der giver mening for dig og som kan holde dig motiveret over tid.
At komme i gang med jobsøgning handler tit om at få overblik. Overblik over processen, over mulighederne og over, hvor du selv står lige nu.
Jobsøgning er en samlet disciplin, der kan se forskellig ud fra person til person. Nogle har en tydelig retning fra start. Andre finder den undervejs.
Det giver god mening at forstå, hvad din jobsøgning skal bestå af, før du beslutter, hvordan du vil gribe den an.
Jobsøgning i ét eller flere spor ad gangen
Jobsøgning rummer typisk flere elementer, som hænger sammen og påvirker hinanden. Fx:
- Afklaring af ønsker og retning
- CV og ansøgning
- Struktur og strategi i hverdagen
- Netværk og samtaler
- LinkedIn og synlighed
- Brug af kunstig intelligens som støtte
Du kan arbejde med sporene parallelt eller vælge at fokusere på ét ad gangen. Det afgørende er, at du kender grebene, og forstår, hvordan de spiller sammen.
Med og uden stillingsopslag – forstå forskellen
For mange er jobsøgning lig med opslåede stillinger. Det er én vigtig del af billedet, men ikke den eneste.
Jobsøgning foregår også uden for stillingsopslag. Gennem netværk, samtaler, uopfordrede henvendelser og synlighed kan du blive opmærksom på muligheder, før de bliver slået op, eller helt uden at de gør det.
De to tilgange supplerer hinanden. Nogle gange giver det mening at fokusere mest på opslåede stillinger. Andre gange giver det mere værdi at arbejde bredere og mere opsøgende. Det handler om at forstå forskellen og vælge bevidst.
Flere veje til afklaring
For nogle giver det ro at være afklaret tidligt i processen. For andre opstår klarheden gennem handling, samtaler og erfaring.
En del oplever, at nye indsigter opstår gennem aktivitet. En samtale med en relevant kontakt. En ansøgning, der kræver, at man formulerer sin faglighed. Et opslag på LinkedIn, der sætter ord på ens udfordring.
Din jobsøgning udvikler sig trin for trin, og justeringer undervejs er en naturlig del af processen.
Undgå at jobsøgningen fylder det hele med disse greb
Struktur gør det lettere at holde fast i jobsøgningen over tid. Det handler om overblik, rytme i hverdagen og om at vælge fokus.
En enkel struktur kan skabe ro og gøre det lettere at tage næste skridt, uden at jobsøgningen fylder det hele.
Lær at bruge CV, netværk, LinkedIn og AI mere bevidst
CV og ansøgning er fortsat centrale elementer i jobsøgning. Det samme gælder netværk og synlighed på LinkedIn. For mange er kunstig intelligens også blevet et praktisk værktøj til sparring, formulering og forberedelse.
Når de forskellige greb ses i sammenhæng, bliver det lettere at bruge dem bevidst og på en måde, der passer til din situation.
Webinar:
Kom i gang med din jobsøgning
Vil du i gang med din jobsøgning, men er i tvivl om, hvor du skal starte? Karriererådgiver Robert Fabrin giver dig overblik i din jobsøgning, så du kan tilrettelægge din indsats og finde vej til nye jobmuligheder.
Tilmeld