Etablering af treparter på sektorniveau
Styringen af det offentlige efter- og videreuddannelsessystem (VEU-systemet) trænger til en overhaling, hvis vi skal kunne agere på de ændrede kompetencebehov, der opstår på det foranderlige arbejdsmarked. Vi bør etablere en model med mere fleksible trepartssamarbejder på sektorniveau som en del af løsningen.
Efter- og videreuddannelse for voksne er i Danmark placeret hos flere aktører. På samme måde
er finansieringen spredt mellem den enkelte virksomhed, den enkelte arbejdstager, kollektive
aftaler i overenskomster om kompetencefonde, arbejdsgiverbidrag og staten. Hvor AMU-systemet er centralt styret, er det videregående VEU-system decentralt organiseret.
Det kalder på en styrket national dialog mellem erhvervslivet, parterne og institutionerne. Danmark har et stort behov for at skabe en systematisk adgang til parterne og eksperternes viden om
arbejdsmarkedets udvikling for at sikre den rette kompetencetilførsel. Det understøttes af flere
analyser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Vi ved samtidigt, at efteruddannelsesindsatsen ikke rammer præcist nok i forhold til særligt omstillingstruede grupper.
Mini-treparter er en del af løsningen
Singapore er en oplagt inspirationskilde. Her har de valgt at bruge opkvalificering som et centralt redskab til at sikre international konkurrenceevne, og på bare tre år har landet efteruddannet 20.000 medarbejdere i den finansielle sektor. Det er blandt andet sket ved hjælp af en national indsats (kaldet SkillsFuture) for fremtidens kompetencer samlet på én platform med information om kritiske kompetencer inden for omstillingsramte brancher og adgang til modulbaseret efter- og videreuddannelse.
Vi bør derfor lære af Singapores evne til at afdække kompetencebehov. Bag mange af Singapores omfattende efteruddannelsesinitiativer findes et form for mini-trepartssamarbejde, hvor regeringen, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og virksomheder er gået sammen om det fælles ansvar for livslang læring.
Vi bør derfor etablere en model med mere fleksible trepartssamarbejder på sektorniveau. Det kan ske ved, at regeringen nedsætter et tværgående beslutningsdygtigt råd, hvis medlemmer skal tælle
flere ministre, arbejdsmarkedets parter og eksperter fra virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Under dette råd skal der nedsættes underudvalg på sektorniveau, der sikrer en effektiv
indsats for opkvalificering, omstilling og videreuddannelse. Underudvalgenes medlemmer er arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner, front-runner virksomheder og eksperter.
Det nationale råd skal have ansvaret for at udvikle og drive en samlet tilgang til efter- og videreuddannelse. Rådet udpeger strategiske, tværgående indsatsområder og kan afsætte midler til udviklingsprojekter.
Underudvalgene får ansvar for at igangsætte konkrete initiativer under de strategisk udpegede indsatsområder. De skal både overvåge kompetencebehovet og udvikle deciderede uddannelsesforløb målrettet den sektor, de repræsenterer.
Imødekommer kritiske faktorer
Der er store fordele ved at supplere ’den danske model’ med et mere sektorspecifikt trepartssamarbejde, fordi det vil imødekomme flere af de kritiske faktorer, vi står overfor på arbejdsmarkedet. Det er faktorer som tid, smidighed og handling. I dag oplever vi desværre mange forsinkelsesprocesser i forhold til at udvikle de uddannelsesudbud, som arbejdsmarkedet efterspørger. Vi kommer simpelthen ofte for sent – eller aldrig – i gang.
Den klassiske partsmodel har mange styrker, men virksomhederne er ofte for langt væk, og det er en skam, når vi skal sikre, at de er i international verdensklasse med medarbejderne som det vigtigste aktiv.
