Klumme: Tal åbent om hvor grænserne går

Lad mig starte med at slå fast, hvad der egentlig ikke burde være til debat: Seksuel chikane, magtmisbrug og sexisme i enhver form er helt uacceptabelt. Det skal der slås hårdt og kontant ned overfor.

Men under de åbenlyse og helt forkastelige tilfælde af krænkelser handler det også om de fine balancer mellem rigtigt og forkert. Det handler ikke alene om et moralsk kompas, men ganske ofte et socialt kompas i forhold til, hvordan vi omgås hinanden i vores fællesskab på arbejdspladsen. Om individuelle grænser, hensigter og tolkninger.

Det er med andre ord en kompleks omgang. Om hvordan noget kan være tænkt som ét, men opleves som noget helt andet. Om hvordan vores kultur på arbejdspladsen påvirker, hvad der er okay – og hvad der ikke er – og hvordan vi omgås hinanden.

Vi er mennesker med forskellige grænser, og vi er nødt til at tale om dem for at få linjerne gjort så klare som muligt. Det kan være svært at få greb om sådan helt konkret, men det sker gennem dialog, åbenhed og god ledelse.

Da #metoo-debatten blev sat i gang i 2018, undersøgte vi problemets omfang i finanssektoren. Udviklingen lader til at gå den rette vej: De seneste tre år er det 2 %, der har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed - og kønsbalancen er faktisk meget tæt på ligelig. Vi har altså en fælles udfordring, for procenter er taknemmelige. Det er stadig et stykke over 1.000 mennesker, der har oplevet det her.

Det er et tal, der skal og kan komme endnu længere ned. Det kræver, at man som ledelse på en arbejdsplads har klare retningslinjer, skaber plads til dialogen og rummet til at sige fra – og til dem, der gør det.

Vi skal sætte ind på flere fronter. Vi skal kræve konsekvent handling over for uacceptabel adfærd, men vi skal også tage snakken med hinanden om, hvordan man undgår, at en god intention opleves som en fornærmelse. Hvordan det er OK at sige fra uden at få prædikatet nærtagende eller sippet…og uden at skabe en konflikt, hvor der ikke er én. Frirum, frisprog og socialt samvær er helt vitalt på arbejdspladsen. Derfor bliver der gråzoner, og det vigtige er, at vi tør tage snakken om dem.

Det hele starter med samtalen om, hvor grænserne går – og hvordan vi gør dem tydeligere for at skabe en kultur, hvor man kan sige fra, men samtidig tale sammen i en tone, som ikke er en spændetrøje.  Det kan og skal vi gøre sammen, for det er ikke en kamp mellem kønnene. Det er en kamp for vores fællesskab på arbejdspladsen.