SupWiz vinder Dataetikprisen for 2024
Dataetikprisen går til SupWiz, som er en omni-channel AI-softwareplatform, der leverer AI-løsninger til virksomheders kundeservice og support herunder chatbots, virtuelle agenter og ticket routing m.m.
Dataetikprisen blev for andet år i træk uddelt til en virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at styrke åbenhed, transparens og etik i forbindelse med brugen af data.
Ved prisoverrækkelsen var det Digitaliseringsministeren Caroline Stage, som kårede vinderen, og Dataetikprisen 2024 gik til ...SupWiz!
De to andre kandidater, som også stod i spidsen til at vinde Dataetikprisen, var PKA og Neurospace.
Se billeder fra prisoverrækkelsen:
DI Digital og Finansforbundet står bag Dataetikprisen, som har til formål at synliggøre, hvordan virksomheder kan arbejde med dataetik i praksis, og dermed inspirerer andre virksomheder og brancher.
Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet, uddyber:
"Prisen handler om at få de gode eksempler på dataetik frem i lyset og hylde de virksomheder, der på forskellige måder går de ekstra skridt for at sikre en etisk håndtering af data i deres processer, virksomhedskultur og forretningsmodeller."
Udvælgelsen af de nominerede og vinderen foretages af en jury på otte medlemmer, som har særlig ekspertise inden for dataetik.
Steen Lund Olsen, som også var en del af juryen, uddyber valget af de tre nominerede:
”Vi har valgt at fremhæve tre nominerede, som på tværs af størrelse, produkter og brancher har taget dataetiske bevidste valg, der på mange måder kan inspirere og overføres til andre. Behovet for en åben og ansvarlig tilgang til data er akut og vil stige voldsomt de kommende år."
Juryens begrundelse for SupWiz som vinder
Juryen har udpeget Supwiz som vinder, idet dataetik er selve fundamentet i Supwiz’ forretningsmodel. De stiller store krav til dem selv, deres underleverandører og deres kunder, når det kommer til deres platform og ved implementering af deres løsninger.
SupWiz udmærker sig som et godt eksempel på ”forklarbar AI”, fordi de har stor fokus på at hjælpe brugere til at forstå deres chatbot-løsning, herunder hvilke data der ligger til grund for et svar. Supwiz går også meget op i at sikre bred brugerinddragelse i alle deres projekter, så chatbots ikke ekskluderer persongrupper eller bygger på for ensidige data.
Juryen har lagt særligt vægt på Supwiz’ filosofi om, at kunden skal være i kontrol over egne data – også selvom det på kort sigt ikke nødvendigvis er forretningsgavnligt. Det er fx gjort nemt for kunderne at slette eller hive al data ud – helt uden inddragelse af Supwiz.
Sidst men ikke mindst så peger juryen på den store indsats, Supwiz gør for at udbrede dataetik og ansvarlig AI på mange forskellige nationale og internationale scener.
PKA og Neurospace var blandt de nominerede
PKA er en medlemsejet pensionskasse, der varetager pensionsordninger for over 360.000 medlemmer inden for social- og sundhedsområdet.
- Juryen har nomineret PKA, fordi de er et godt eksempel på, hvordan man som virksomhed kan sætte medlemmernes data i spil på en dataetisk facon. Det omfatter bl.a. tydelighed over for medlemmerne om, hvilke data der bruges og hvordan, og de gør det muligt for medlemmerne at få indflydelse. Dette giver den enkelte bedre muligheder for at kunne forvalte egne data bedre og ift. udvikling og tilpasning af de dataetiske principper, som udgør rettesnoren for PKA’s arbejde med data.
- PKA har desuden været en drivkraft i udviklingen af fælles dataetiske brancheværktøjer, og er dermed med til at løfte dataetiske praksis bredere ud.
Neurospace specialiserer sig i at skabe løsninger indenfor tidsserieanalyse og anomalidetektion. Udover at skabe løsninger, specialiserer Neurospace sig i at hjælpe deres kunder med at navigere i brugen af data, maskinlæring og kunstig intelligens.
- Juryen har nomineret Neurospace, fordi de viser et dataetisk overskud ved tæt inddragelse og uddannelse af interessenter og brugere i såvel brugen af deres systemer. Neurospace udvikler kun deres løsninger i tæt samarbejde med domæneeksperter, og leverer model cards samt dokumentation, som tydeliggør eventuelle bias og modelbegrænsninger.
- Juryen har lagt vægt på, at de arbejder struktureret og ambitiøst med at afsløre og udrydde risici og bias. De har opnået D-mærket certificeringen og går på den måde forrest, trods deres størrelse, med it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse efter internationale standarder med høje krav.
- Derudover tager Neurospace aktiv stilling til optimering af energitunge processer i industrien for dermed at bidrage til at reducere Co2-udledning.
Rapporten for Dataetikprisen 2024
Læs mere om, hvordan SupWiz, PKA og Neurospace har gjort sig særligt bemærket hos juryen og hvilke tiltag, som de har indført for indkøre dataetik i deres forretningsmodel og virksomhedskultur.
Rapporten uploades snarest
Sidste års vinder
Læs mere om sidste års vinder 'Emento', som er en alt-i-én platform (app) til at guide patienter i deres patientforløb, og hvordan de arbejder med dataetik.
Finansforbundets politik om dataetik
Få indblik i Finansforbundets politik omkring dataetik i et digitaliseret samfund i henhold til brugen af medarbejderdata på arbejdspladsen, digital dannelse og andre perspektiver på området.