Presset ud af sektoren efter 41 år: Nu arbejder Helle på flekstid i en skobutik

Sygdom sender ansatte ud af sektoren

Helle Dahm Nielsens historie er ikke blot et eksempel på, at livet pludselig kan slå en så stor kolbøtte, at ens arbejdssituation kan ændre sig fra den ene dag til den anden.

Hun er også et eksempel på, at finanssektoren mister alt for mange erfarne og dygtige medarbejdere, der både kan og vil fortsætte. 

En ny analyse fra Finansforbundet konkluderer således, at længerevarende sygdom er en af de mest afgørende årsager til varigt tab af tilknytning til sektoren og arbejdsmarkedet.  

Tre år efter et længerevarende sygdomsforløb har 42 procent forladt sektoren, mens næsten hver fjerde tidligere ansat står helt uden for beskæftigelse.

Tallene viser tydeligt, at når sygdom rammer, så er tilbagevejen til arbejdspladsen vanskelig. 

“Når mange medarbejdere forlader sektoren efter sygdom, peger det på et strukturelt problem. Noget tyder på, at der er mange, som virksomhederne ikke får hjulpet godt nok tilbage,” siger Steen Lund Olsen, næstformand hos Finansforbundet. 

Bank-DNA

For Helle Dahm Nielsen blev hendes job i banken, som for mange andre, hendes DNA – ikke mindst fordi, at det var et godt sted at være. 

”Det var et virkelig dejligt arbejde, og da jeg begyndte, hed det sig, at man kunne være i banken ’for evigt’. Der var mange filialer, store og små afdelinger og masser af muligheder. Der var mange kollegaer, højt til loftet og frihed under ansvar.” 

Undervejs kom fusionerne. Det skabte uro og utryghed med prikkerunder og nye strategier og mål. Men det betød også forandringer og en følelse af, at man fik et nyt job. ”Så fik man nye kollegaer og arbejdsopgaver,” fortæller Helle Dahm Nielsen. 

Helle Dahm Nielsen har i det hele taget meget godt at sige om sine mange år i sektoren. Men det er som om, at det forstummer i forhold til, hvordan hun havde det, da arbejdet kørte hende ned under brædderne. 

Nulfejlskultur og svære samtaler

Efter mange år som privatrådgiver og servicerådgiver fik hun i 2018 mulighed for at arbejde med AML. Efterspørgsel efter ressourcer i de voksende AML-afdelinger var enorm på det tidspunkt, og hun fik stillingen nærmest uden en samtale. 

I begyndelsen var det spændende at lære et nyt område at kende, opgaverne var interessante, og teamet spillede. 

Arbejdet bestod bl.a. i at tale med kunder og sammen med dem gennemgå deres transaktioner med henblik på at afdække hvidvask.

Det var ikke altid lige rare samtaler, og med tiden skulle de håndteres i et stadig stigende tempo og ud fra en stadig mere kompleks regulering med tilhørende instrukser. Samtidig begyndte der at blive sat KPI’er, mål og ifølge Helle Dahm Nielsen en udbredt nulfejlskultur op. 

”Der kom hele tiden nye krav og kontroller, og det gjorde det mere forvirrende og tærede på hjernekapaciteten. Der var nærmest aldrig ros, og kun besked, når der var fejl i en rapport.”  

Ved siden af arbejdet var det obligatorisk at tage en AML-certificering, som godt nok var spændende og så godt ud på cv’et, men som også var et tungt forløb på et fagspecifikt og kompliceret engelsk. 

Ifølge Helle Dahm Nielsen har hun i sine år i banken haft meget lav fraværsprocent. Men i den tid begyndte arbejdet at følge med hende hjem. Hun sov dårligere og dårligere, og hendes fraværsprocent steg til en højde, hvor den aldrig nogensinde havde været. 

”Jeg kunne vågne med et sæt midt om natten og tænke på, om jeg havde husket at skrive noget ind i en rapport. Det gik ud over min arbejdsglæde og energi, og til sidst kunne jeg simpelthen ikke mere.”

Hun forsøgte at holde facaden, men til sidst endte det med  en sygemelding. I dag kan hun ikke huske så meget af den tid, men det står helt klart for hende, at hun følte sig meget ensom. Som Palle alene i verden, husker hun.

”Jeg havde svært ved at snakke med nogen om det, og jeg følte ikke, at der var plads til det på arbejdet.”

Få er på deltid og i fleksjob

Helle Dahm Nielsen kom tilbage til jobbet efter knap fire måneder. I begyndelsen med en langsom opstart med et par dage om ugen. 11 måneder efter var hun i fuldtid i sit gamle AML-job igen. 

Men opgaverne, målene, KPI’erne og de ofte trælse samtaler var nøjagtig de samme. Hun troede, at hun kunne overskue det. Efter halvandet år var hun længere nede i kælderen end første gang. 

”Deadlines, fejl og ubehagelige kunder hobede sig op igen. Jeg manglede den der pytknap, når jeg endnu engang havde haft en kunde i røret, som havde været ubehagelig. Det gik mig på.”

Helle Dahm Nielsen ramte ind i en sygemelding igen – denne gang endnu værre - og vendte aldrig retur. Når hun tænker tilbage, er hun stadig ked af, at det føltes som om, at der ikke længere var plads til hende. 

”Jeg savnede en snak om, hvad alternativet til det job, der havde gjort mig syg, kunne have været. Den snak havde jeg aldrig.”

Noget tyder på, at Helle Dahm Nielsens oplevelse ikke er et engangstilfælde. Sektoren bruger ifølge Finansforbundets analyse mulighederne for at indrette arbejdslivet anderledes lang mindre end andre brancher. 

Kun 15 procent af finansansatte arbejder på deltid. Det er markant færre end i sammenlignelige brancher og på det private arbejdsmarked generelt. Fleksjob er måske det mest tydelige eksempel.

Med blot 4,5 fleksjobbere pr. 1.000 ansatte ligger sektoren helt i bund, når det kommer til at ansætte i fleksjob.

Et lukket kapitel

Helle Dahm Nielsen oplevede ikke, at hun fik en reel mulighed for at fortsætte i en anden type stilling i banken. I stedet modtog hun en fratrædelsesordning, som hun blev opfordret til at skrive under på. 

I første omgang afviste hun den, men da hun begyndte at blive rask, skrev hun under. Og så blev det kapitel lukket, selvom det gjorde ondt. 

”Bagefter ramte mit selvværd bunden. Jeg var rystet og i chok. Jeg havde slet ikke set det komme, at jeg skulle havne dér efter så mange år.”

Helle Dahm Nielsen har i dag stadig mén. Hun husker dårligt og kan gå i baglås, hvis der er for meget i hendes kalender. Efter mange psykologsamtaler og ro kom hun sig langsomt. Og sidste år fik hun tilkendt fleksjob, og sådan endte hun efter eget ønske i en skobutik i Kolding. 

Hun er glad for ordningen og butikken. Men hun kan kun overskue at arbejde nogle timer om ugen. Nogle gange møder hun tidligere kollegaer og kunder. Men det har ikke fået hende til at ønske sig tilbage. 

”Det undrer og skuffer mig stadig, at der ikke blev gjort mere, da jeg blev syg af at arbejde. Der manglede åbenhed og værktøjer, der kunne have guidet mig videre.” 

Hun håber, at hendes oplevelse kan bane vejen for, at der bliver sat mere fokus på ansatte, der rammes af en sygdom, og at det er vigtigt at hjælpe dem godt videre. 

”Måske det kan komme andre til gode, at jeg taler højt om det.”

Nyhedsbrevet Finans er bekendt med Helle Dahm Nielsens tidligere arbejdsgiver, som hun ikke ønsker at sætte navn på.