Jeg vil aldrig arbejde i en bank igen
Arbejdet som erhvervsrådgiver var et oplagt og godt valg for Kristine Winther Thomsen. Indtil hun ikke længere kunne få det til at hænge sammen med familieliv og alt det andet i livet, som ikke handler om arbejde. ”Det blev for ufleksibelt og gammeldags for mig.”
Svinefarm og familieliv
I dag arbejder hun sammen med sin mand, Jens, om den slægtsgård, han er 6. generation på. Også hun er opvokset i området, de blev kærester allerede i gymnasietiden.
Det rummelige stuehus ligger med skøn udsigt til stor have, Lillebælt og dets halvøer. I stalden huserer omkring 500 svin, primært unge hunner, såkaldte polte, der sælges videre til andre svinebønder som avlsdyr.
”Jeg ved ikke meget om grise. Jeg står for det administrative omkring økonomi, budgetter og personale. Fx har jeg lige holdt jobsamtaler,” fortæller Kristine Winther Thomsen.
Hun er også den, der sørger for at det seks mand store personale hver formiddag får serveret rundstykker med ost og hamburgryg i kaffepausen.
”Min vigtigste opgave på gården, udover at holde styr på økonomien, er at sørge for, at vores medarbejdere har det godt – så de kan sørge for, at vore grise har det rigtig godt.”
Fodboldtræning og lokalpolitik
Skiftet til arbejdet på gården betyder også, at hun har fået frigjort tid til at etablere flere fodboldhold for børn i Ebberup. Hun er træner for holdene og den ældste datter, syvårige Caroline, spiller på et af holdene.
Spillerne hentes og bringes tilbage til SFO’en, så forældrene ikke skal tænke på den del, og det er mange glade for, fortæller Kristine Winther Thomsen, der selv har spillet fodbold siden barndommen.
Fra årsskiftet er hun også blevet valgt ind i byrådet for Venstre i Assens, hvor hun har fået plads i Kultur- og fritidsudvalget. Hun er begejstret for muligheden for som lokalpolitiker at være med til at træffe beslutninger:
”Det var efterhånden kun kredit, som kunne det i banken,” smiler hun, der i det hele taget er virkelig glad for sit nye arbejdsliv:
”Der er en verden til forskel, efter at jeg har fået tid rundt omkring i hverdagen, som jeg ikke havde før. Vi kan gøre ting impulsivt - beslutte at hente børnene tidligt og tage ud at kælke. Det er fantastisk.”
Først og fremmest handler det om fleksibilitet, forklarer hun:
”Dagligdagen hjemme på gården er lige så fyldt med opgaver, som da jeg arbejdede i banken. Det at kunne tilrettelægge dagen selv gør den store forskel.”
Hun kan godt forestille sig at arbejde med økonomi igen, udenfor gården.
”Det er på ingen måde, fordi jeg ikke vil bidrage og arbejde andre steder. Men i hvert fald de banker, jeg har arbejdet i, kunne godt give medarbejderne større mulighed for at tilrettelægge deres arbejdsdag selv.”
Oplagt valg
Det er lidt ærgerligt, at bankerne ikke er bedre til at tænke nyt, synes hun.
”Jeg har altid gerne villet arbejde i en bank. Jeg var god til matematik og elskede at tælle mine lommepenge, da jeg var lille. Så da min far sagde, at det var den slags, de arbejdede med i en bank, var det oplagt.”
Kernen i arbejdet skuffede hende ikke. Selv om hun endte med at sige sit første job som erhvervsrådgiver op, da det blev for umotiverede og presset familiemæssigt, gav hun det efter en periode et forsøg mere og tog til jobsamtale i en anden bank.
Og fik jobbet – til sin egen overraskelse.
I 20. uge ved ansættelsen
”På det tidspunkt var jeg i 20. uge med vores tredje datter og forventede ikke, at jeg havde en chance for at få jobbet. Men jeg blev mødt med forståelse og fik skitseret en masse gode muligheder,” fortæller Kristine Winther Thomsen.
Hun så frem til et nyt job med den attraktive fleksibilitet, familien ønskede sig, og desuden rige muligheder for at udvikle sig.
”Jeg elsker at lære nyt, så det virkede som det rigtige.”
Desværre blev løfterne ikke indfriet.
”Jeg fik ikke den mulighed for udvikling, jeg var blevet stillet i udsigt. Jeg prøvede også at gøre opmærksom på mine udfordringer med de stive rammer, fordi vi har en hverdag med tre små børn.”
En gammeldags kultur
Der blev faktisk lyttet til hende på jobbet, følte hun, og udvist forståelse, alligevel fungerede det ikke:
”I sidste ende blev beslutningen taget ud fra bankens behov, fremfor ud fra medarbejdernes ønsker og behov,” konstaterer hun.
”Der herskede en kultur i banken, som gjorde det svært at gå 15.30, hvis det var det, man havde brug for. Det blev forventet, at man sad den ud til kl. 16. Også selv om alle havde slukket for hovedet og bare trængte til at få fri. Det er så gammeldags.”
Derfor endte hun også med at sige sit andet bankjob op i efteråret.
Som nævnt har hun ikke afskrevet muligheden for at arbejde ude igen, og gerne med økonomi:
”Det bliver bare ikke i en bank. Ud over det ufleksible i forhold til familielivet er reglerne blevet så stramme, man kan ikke mødes med kunderne og påvirke resultatet længere. Og det var det, jeg var glad for, da jeg begyndte i sektoren.”
Hun opfordrer til, at sektoren i fremtiden har mere fokus også på medarbejderes personprofil og tilrettelægger arbejdsopgaverne ud fra det:
”Min egen profil er meget udadvendt og motiveres af kundekontakt , rådgivning og udvikling, men administrative opgaver demotiverer mig – og det stod efterhånden 70 procent af arbejdet i banken af.”
Omvendt fortæller hun, at hun havde kolleger, som elskede det administrative ved computeren:
”De blev skræmt af tanken om at skulle ud og opsøge nye kunder. Så hvorfor ikke hjælpe hinanden og gøre det, vi er bedst til?”