Finansoverenskomst på plads i Grønland
Finansforbundet og Grønlands Erhverv er blevet enige om en ny overenskomstaftale for finansansatte i Grønland for de kommende tre år.
Overenskomsten omfatter ca. 230 ansatte i GrønlandsBanken og Bankivik.
”Det har været afgørende for os at få en aftale, der skaber ro for de finansielle virksomheder i de kommende år. Det har vi forhandlet os frem til, og jeg er glad for, at vi nu står med en aftale, som begge parter er tilfredse med. Det er vigtigt for hele det grønlandske erhvervsliv og samfund”, siger Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv.
Aftalen indeholder en generel lønstigning på 7,75 procent over perioden. Medlemmerne skal nu til at stemme om aftalen ved urafstemning i de kommende uger.