Menu luk

Efter 8 år i Danske Banks bestyrelse: Derfor er medarbejderrepræsentanter vigtige

Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen er vigtigere end nogensinde, mener Bente Bang, der selv har siddet 8 år som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Danske Bank.

20. jan. 2026
3 min
Dansk / English

At sidde i en bestyrelse i en stor bank er for mange lig med fokus på strategier, regneark og store vidtrækkende beslutninger i toppen af organisationen.

Men i bestyrelsen sidder også repræsentanter for bankens vigtigste ressource: Medarbejderne

En af dem er Bente Bang, medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Danske Bank gennem otte år og tidligere næstformand i Finansforbundet i Danske Bank.

Ifølge Bente Bang er rollen som medarbejdervalgt måske vigtigere end nogensinde.

Bringer andre kompetencer ind i bestyrelseslokalet

”Jeg ser det som en kompetence i sig selv, at vi er medarbejdere i vores arbejde i bestyrelsen. Som medarbejdervalgte repræsenterer vi den almindelige medarbejder og dermed de udfordringer, som de og vi møder i hverdagen. Det perspektiv er der brug for,” fortæller Bente Bang.

Modsat de fleste bestyrelsesmedlemmer har medarbejderrepræsentanterne fingeren på pulsen i hverdagen. De ved, hvordan beslutningerne påvirker dem, der sidder med kunderne, og hvad det betyder, når beslutninger i bestyrelseslokalet bliver til virkelighed ude i forretningsområderne.

”For eksempel kan det være ødelæggende for ens privatøkonomi at blive afskediget. Det perspektiv glemmer man måske, hvis man ikke er en del af hverdagen i banken. Vi er dem, der minder om, at der er mennesker bag tallene,” siger hun.

“Du får indsigt i flere mellemregninger og en bedre forståelse for de beslutninger, der bliver truffet.”
- Bente Bang

Kriser, kultur og relationer

Bente Bang har i sine otte år i bestyrelsen oplevet kriser, dårlige sager og store forandringer.

”Ledelsen har været opmærksom på at håndtere kriser, men fokus kan hurtigt forsvinde fra medarbejderne. Det er vores opgave at holde fast i det,” siger hun.

Meget har ændret sig de seneste år. Kriserne og de dårlige sager i medierne er fortid. Men også noget andet er forandret:

”Jeg oplever, at der er større respekt for de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i dag end tidligere. De lytter til, hvad vi siger.  Derudover er det en vigtig sidegevinst, hvis man samtidig sidder i kredsbestyrelsen for Finansforbundet i Danske Bank, at man lærer direktionen og bankens bestyrelse bedre at kende. På den måde får man opbygget relationer, og det er givtigt, når man også til hverdag arbejder til gavn for medlemmer og medarbejdere”

Medarbejdernes stemme i bestyrelsen er ikke bare en formalitet – det er en garanti for, at beslutninger bliver truffet med helheden for øje.

”Ledelsen skal selvfølgelig have styr på strategien og tallene og have fokus på indtjening og den finansielle bundlinje. Men vi kan tage mennesket med ind i rummet,” siger Bente Bang.

Og det er måske netop det, der gør forskellen: At de professionelt udpegede bestyrelsesmedlemmer bliver mindet om, hvordan det føles at være helt almindelig medarbejder.

Bente Bang
Bente Bang har efter otte år som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Danske Bank valgt ikke at genopstille ved valget i februar.

En rolle med ansvar og udvikling

At være medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem er ikke kun en titel. Det er et ansvar, der kræver mod og indsigt.

”De første år var en stejl læringskurve for mig. Men jeg er heldigvis blevet komfortabel i rollen med tiden og tager ordet og står fast, når det er nødvendigt,” siger Bente Bang.

Hun peger på, at rollen som medarbejdervalgt også giver en unik mulighed for at påvirke kulturen i banken:

”Balancen, der tilgodeser både det benhårde fokus på forretningen og det menneskelige aspekt, er afgørende.”

Det styrker Finansforbundet i Danske Banks arbejde at være repræsenteret i bestyrelsen.

”Du får et bedre udgangspunkt for dit arbejde med at repræsentere medlemmerne af Finansforbundet i Danske Bank ved at sidde i bestyrelsen. Det, mener jeg, er uomtvisteligt. Du får indsigt i flere mellemregninger undervejs og en bedre forståelse for de beslutninger, der bliver truffet,” forklarer hun.

Seneste nyt