Afskedigelser i Nykredit: ”Vi gør alt, hvad vi kan”
Nykredit har varslet 143 afskedigelser og 144 samtaler om væsentlige vilkårsændringer, som gennemføres i dag tirsdag. Tillidsrepræsentanter og kreds står klar med hjælp og støtte, fortæller kredsformand Inge Sand og formand Dorrit Brandt.
En dag præget af følelser og spørgsmål
Nykredit meldte allerede fredag ud om de kommende ændringer, og det påvirker mange i organisationen, fortæller Inge Sand.
”Dagen vil være præget af følelser og spørgsmål – og forskellige reaktioner. Sådan vil det uundgåeligt være i situation, som den vi står i,” siger hun til Nyhedsbrevet Finans.
For Finansforbundet i Nykredit og tillidsrepræsentanterne vil opmærksomheden være fuldt ud på de samtaler, der skal gennemføres senere i dag.
”Lige nu er det de direkte berørte, vi i sagens natur fokuserer på i første omgang. Men vi er samtidig fuldt bevidste om, at situationen påvirker rigtig mange kollegaer på forskellige måder. Det kommer også til at kræve opmærksomhed den kommende tid – og tillidsrepræsentanterne og kredskontoret hjælper naturligvis alle medlemmer, som ønsker vores hjælp, støtte og rådgivning,” forklarer Inge Sand.
På tværs af Nykredit-koncernen – dvs. både Nykredit og Spar Nord – er omkring 123 tillidsrepræsentanter til stede rundt om i hele landet. Tillidsrepræsentanter bistår medlemmerne på samtaler om afskedigelse og på samtaler, hvor rokering til andet job medfører væsentlige vilkårsændringer.
”Ingen medlemmer skal opleve at gå forgæves. Lige nu er vores fokus på de medlemmer, som er direkte berørt af afskedigelser og væsentlige vilkårsændringer. Her er naturligt et behov for at håndtere spørgsmål og rådgive. Det er vi klar til at håndtere sammen med de lokale tillidsrepræsentanter. Men alle andre medlemmer, som oplever ændringer, kan også have brug for rådgivning, og det er vi naturligvis klar til at håndtere,” siger Inge Sand.
Håber på ro for medarbejderne
Og det er ikke kun lokalt, at der er hjælp at hente. Det fortæller Dorrit Brandt, der er formand for Finansforbundet.
”Det er en situation, hvor det er rigtig vigtigt at have tillidsrepræsentanter og et stærkt fagligt system. Det er der lokalt, hvor der bliver gjort en kæmpe indsats, som vi i Finansforbundet centralt understøtter. Som medlem skal man vide, at vi er der, når man oplever forandringer i arbejdslivet” siger hun.
Nykredit fremsatte købstilbud på Spar Nord i december 2024, og opkøbet blev endeligt myndighedsgodkendt og gennemført i maj 2025.
I forbindelse med omstruktureringerne har Nykredit meddelt, at de større tværgående organisationsændringer efter sammenlægningen nu er på plads. Og Dorrit Brandt håber, at medarbejderne nu får ro.
”Det er en hård tid for rigtig mange medlemmer efter et langt forløb omkring en sammenlægning af to organisationer, som i sig selv er krævende. Derfor er det også vigtigt, at Nykredit har meddelt, at man efter i dag nu er plads med de store omrokeringer. Nu er der brug for ro omkring medarbejderne” siger hun.
Opsigelser og fusioner
Forandringer kan skabe usikkerhed. Her finder du alt, du har brug for, samlet på ét sted fra nyheder til dine rettigheder og muligheden for personlig rådgivning.
Få overblik