Slæbt i landsretten for at stjæle kunder – nu er han glad
Kurt Søndergaard Pedersen blev anklaget for at stjæle kunder fra sin gamle arbejdsgiver og måtte kæmpe sin sag i både byret og landsret. Nu har Finansforbundet vundet sagen for ham, og modparten skal dybt i lommerne for at betale sagsomkostningerne.

Fagforening i ryggen
”Det har været helt afgørende at Mette og Finansforbundet var der for mig. Jeg kender kolleger i tilsvarende sager, som ikke har turdet stå på deres ret, fordi de ikke har haft en fagforening i ryggen. De bliver trynet til at holde sig fra tidligere kunder, selv om vi lever i et frit marked,” fortæller Kurt Søndergaard Pedersen, der roser advokatens for at være både skarp og støttende.
Han måtte også tidligere kæmpe for at få sine feriepenge udbetalt, også det lykkedes med Finansforbundets hjælp.
Mudderkastning
Sagen om forretningshemmeligheder drejer sig om, at Kurt Søndergaard Pedersen kort efter, at hans kundeklausul udløb i juni ’22, indgik aftale med nogle af de erhvervskunder, han også havde haft i sin tidligere ansættelse.
Klink & Jensen mente, at Kurt Søndergaard Pedersen dermed misbrugte sin viden fra sit tidligere arbejde hos dem til at kapre kunderne, og forlangte erstatning.
Men arbejdsgiveren kunne ikke dokumentere, at det var tilfældet, har både byret og landsret altså nu fastslået.
”Da vi var i byretten, havde jeg svært ved at holde min mund, og jeg skal ikke kunne afvise, at der også kom et enkelt udbrud fra mig i landsretten. Men ellers tog jeg i stedet noter og gav dem til Mette undervejs,” siger forsikringsmægleren.
”Jeg syntes mest det var interessant at være med og høre, hvordan det hele blev fremstillet af min tidligere arbejdsgiver. Det var en gang mudderkastning at overvære.”
Lokalt netværk
Arbejdsgiveren mente, at forsikringsmægleren – efter hans kundeklausul udløb - systematisk kontaktede sine gamle kunder og tog dem med sig over i sit nye samarbejde med Dansø Gruppen Forsikringsmælgere.
Kurt Søndergaard Pedersen har landbrugskunder som speciale og bor i Jammerbugt Kommune. Han vurderer, at han i dag har omkring 30 kunder ud af 140 kunder, som han også havde hos den tidligere arbejdsgiver.
”Det er helt naturligt, for jeg har et stort netværk med mange berøringsflader i lokalsamfundet”, siger han, der selv tidligere har arbejdet med landbrug.
Blandt andet havde han kontakter via sin post som formand for en lystfiskerforening og et medlemskab i en mountainbikeklub – ligesom han deltager i erfa-gruppemøder med landmænd.
”En del af mine tidligere kunder kontaktede mig selv for fortsat at have mig som forsikringsmægler, da jeg blev selvstændig,” fortæller forsikringsmægleren, der var sygemeldt efter sin fyring og i en periode overvejede, om han skulle fortsætte i branchen.
Flere af kunderne vidnede for ham i byretten og fortalte, at de selv havde opsøgt ham, for at beholde ham som mægler.

Sagen fyldte ikke
Også hans nye samarbejdspartner, Dansø Gruppen Forsikringsmæglere, var stævnet af den tidligere arbejdsgiver.
”Dansø har tilsynspligt med mig og hvad jeg foretager mig i forhold til kunder, så de blev også stævnet. Der fik min tidligere arbejdsgiver heller ikke medhold. Sagen faldt fuldstændig fra hinanden i retten,” konstaterer forsikringsmægleren tilfreds.
Han har gjort sig umage med ikke at lade sagen fylde i sit hverdagsliv i de år, der er gået, og har mentalt lagt den fra sig det meste af tiden:
”Jeg har været god til at lægge det fra mig. Det er mest når andre har spurgt til, hvordan det gik med det, at jeg har tænkt på det. Nu har retfærdigheden vundet, det er en rigtig god følelse.”
Mette Hjøllund Schousboe er også tilfreds med dommen, der fastslår, at det ikke i sig selv er en overtrædelse af lov om forretningshemmeligheder at kontakte en tidligere arbejdsgivers kunder:
”Hvis der skal være tale om en overtrædelse af loven, skal den tidligere arbejdsgiver kunne dokumentere, at kontakten og dialogen er sket på baggrund af forretningshemmeligheder fra den tidligere arbejdsgiver”.
Det fandt Vestre Landsret altså ikke var tilfældet i denne sag.
Kundeklausul var udløbet
Forsikringsmægler med speciale i landbrugskunder, Kurt Søndergaard Pedersen, blev fyret efter et års ansættelse.
Tre måneder derefter udløb hans kundeklausul.
Han kunne derefter tegne de kunder, der selv havde opsøgt ham, men som han havde måttet afvise i perioden.
Han fik også andre af sine tidligere kunder igen – som led i sit generelle opsøgende arbejde blandt landmænd.