Menu luk

Se billederne: Jyske Bank har indtaget konkurrents tidligere hovedsæde

En central trappe er blevet drejet, væggene er malet og nye og genbrugte møbler er rykket ind. Jyske Bank har sat sit præg på konkurrents tidligere hovedsæde, der nu favner bankens tre tidligere københavnske lokationer i en. Bygningens mindste lokale er tilfaldet den øverste direktør.

15. sep. 2025
8 min

”Vi har prøvet at skabe en hyggelig stemning både for medarbejderne, men også fordi vi gerne vil have vores kunder og gæster ind i huset, hvor de kan sætte og måske arbejde lidt, inden de skal videre.”

Torbjörn Egerdal, direktør for ejendomme og indkøb i Jyske Bank, viser rundt i Glaskuben på den københavnske havnefront. Her har Jyske Bank de sidste knap to måneder haft sit københavnske domicil. Den ikoniske bygning var tidligere beboet af konkurrenterne i Nykredit.

Men efter et lille års renovering står huset nu klar til at huse de 950 medarbejdere, der lige nu er tilknyttet. Der er dog plads til at udvide med plads til op til i alt 1.000 medarbejdere.

Se alle fotograf Mathias Eis' billeder gennem artiklen

(Artiklen fortsætter efter boksen)

3 lokationer samlet på et sted

Torbjörn Egerdal tegner og fortæller, mens vi går gennem det 20.000 kvadratmeter store hus. Han var selv med til at pege på Glaskuben blandt 38 muligheder, da banken med hovedsæde i Silkeborg skulle finde et sted at samle sine tre lokationer i hovedstaden.

”Vi havde et domicil i Lyngby, et på Vesterbrogade, og et på Havneholmen, og det var jo selvfølgelig ikke optimalt, fordi du ikke mødte dine kolleger og var nødt til at tale sammen på Teams. Og så var der meget transporttid for at komme rundt i byen,” siger Torbjörn Egerdal og tilføjer, at der samtidig også er en besparelse at hente, når man samlet set går 15.000 kvadratmeter ned i areal.

Han understreger dog, at det ikke kun har handlet om at samle medarbejderne og spare penge. 

”Det er også et spørgsmål om synlighed. Vi skal have en synlighed over for kunderne, men også for at øge vores attraktionsværdi i forhold til at tiltrække nye medarbejdere, så der er også noget branding i det,” forklarer Torbjörn Egerdal.

Torbjörn Egerdal
Torbjörn Egerdal, direktør for ejendomme og indkøb, håber, at lobbyen i Jyske Banks nye københavnske domicil på sigt vil summe af liv. Foto: Mathias Eis

Har drejet central trappe

Han starter sin rundvisning i underetagen, som altså er åben for offentligheden. 

Her er Jyske Bank gået efter at skabe et lounge-miljø, der kan være et pusterum i byens puls symboliseret med den travle og trafikerede Kalvebod Brygge på den ene side og et af byens havnebade på den anden, hvor et par modige badegæster hopper i vandet denne sensommerdag. 

Den største ændring er dog trappen op til første sal, som man har valgt at dreje 90 grader og gøre væsentlig smallere. Og det er der en god grund til, forklarer Torbjörn Egerdal.

”Trappen tog meget lys og luft i stueetagen. Nu har vi fået udkig hele vejen igennem bygningen,” siger han.

Trappe i lobbyen i Jyske Banks københavnske domicil
Trappen i stueetagen er blevet vendt 90 grader. Foto: Mathias Eis

Håbet er, at lobbyen på sigt skal ”summe af liv”.

”Lige nu er her rimelig uforstyrret, vi vil gerne have flere folk til at bruge det. Men medarbejdere og gæster skal jo også lige vænne sig til, at man kan gå herind og sætte sig,” siger Torbjörn Egerdal og understreger, at det ikke kun gælder medarbejdere og kunder, for også turister er velkomne.

”Bygningen må ikke stoppe flowet på havnefronten. Man kan komme rundt på begge sider og nu også tage turen ind gennem bygningen,” siger han og peger på de indgangsdøre, der findes i hver sin ende af bygningen.

Gardiner, møbler og lysindfald er alt sammen tænkt ind i, at lobbyen skal være et hyggeligt sted at opholde sig. I et auditorie med udkig til havnebadet er der plads til 100 personer. Og en af tankerne med at få et hus med plads er også, at mange kundearrangementer nu kan holdes her i stedet for rundt omkring i byen.

Genbrug er guld

For toppen af den centrale trappe finder man kantinen, hvor medarbejderne kan spise frokost produceret af bankens eget køkkenpersonale, mens de kigger ud over vandet til den ene side eller Kalvebod Brygge til den anden.

Væggene er her ligesom rundt om i resten af bygningen blandt andet malet med mere støvede varianter af den klassiske grønne Jyske Bank-farve.

Bygningen blev oprindeligt bygget i 2001, og for Jyske Bank har det været vigtigt, at den er lavet af holdbare materialer som granit, stål og glas.

”Det er materialer, som holder i en evighed, hvis man sørger for at pleje dem. Meget er bevaret som det var,” siger Torbjörn Egerdal.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

60 procent af møblerne er genbrug fra de tre tidligere lokationer. Det gælder både medarbejdernes skriveborde, men også inventaret i kantinen og i husets mødelokaler, der er en blanding af danske designklassikere og nye møbler.

Fra kantinen har man også udkig til et af de faste kunstværker, som huset er udstyret med. Anita Jørgensens ’Sense and sensibility’ fra 2002 blev oprindeligt skabt til huset, da Nykredit flyttede ind. Værket er lavet af mat glas, kobber og sort granit. Via vand der løber gennem kobberrør forenes to etager gennem værket. 

Et andet af husets faste værker er Olav Christopher Jenssens ’Lack of Memory’ fra 2002. Det 30 meter lange vægmaleri har fået en genopfriskning, inden Jyske Bank flyttede ind.

”Det er blevet restaureret. Udlejer har haft kunstnere på plads, som har brugt lang tid på at sidde med en lille tusch og male det op,” fortæller Torbjörn Egerdal.

”Vi har fjernet den tidligere lejers direktionsgang. Der var fire kæmpe kontorer ud mod vandet, som vi har lavet om til et kundemødecenter. Vi synes, at den pæneste udsigt skal tilfalde kunderne."
- Torbjörn Egerdal, direktør for ejendomme og indkøb i Jyske Bank
Anita Jørgensens ’Sense and sensibility’ fra 2002 i Jyske Banks københavnske domicil
Anita Jørgensens kunstværk ’Sense and sensibility’ fra 2002 har en central plads i bygningen og kan ses fra flere etager. Foto Mathias Eis

Hvem skal have den bedste udsigt?

På spørgsmålet om, hvad der er den største forskel i forhold til, da Nykredit havde til huse her, griner Torbjörn Egerdal lidt og peger op mod de store vinduespartier ud mod vandet.

”Vi har fjernet den tidligere lejers direktionsgang. Der var fire kæmpe kontorer ud mod vandet, som vi har lavet om til et kundemødecenter. Vi synes, at den pæneste udsigt skal tilfalde kunderne,” siger han.

Mødelokalerne til internt brug ligger længere nede i bygningen, men der er stadig mulighed for et kig ud mod vandet, selvom det er en kollega, der sidder på den anden side af mødebordet.

Bankens ordførende direktør Lars Mørch har et lokale, han kan benytte, når han er i København.

”Men det er faktisk bygningens mindste,” konstaterer Torbjörn Egerdal.

For stort eller for småt?

Og når nu vi er ved pladsen, så har det været et emne, der har været flittigt diskuteret i forbindelse med indflytningen i huset. 

”Der er andre, der har været bekymrede for at huset er for lille, men det har aldrig været en bekymring for mig. For der er god plads på etagerne,” siger Torbjörn Egerdal.

Han fortæller, at de medarbejdere, der er tilknyttet det københavnske domicil, ikke har faste pladser. I stedet har de en kasse, de kan lægge deres trådløse mus, tastatur og headset i, når de går hjem om eftermiddagen, så alle skriveborde er ryddet, når arbejdsdagen er slut.

Antallet af skriveborde går ikke lige op med antallet af tilknyttede medarbejdere, men ifølge Torbjörn Egerdal har det ikke været et problem. På forhånd har alle afdelinger nemlig kunnet melde ind, hvor mange pladser de har brug for.

”Vi har stadigvæk for mange pladser, og det er jo bare positivt, fordi ingen medarbejder er mødt ind og har oplevet ikke at kunne finde en plads,” forklarer han.

I mellemtiden er vi nået hen til et rum, der er tiltænkt medarbejderne. Det er noget, de selv har ytret ønske om at få, fortæller Torbjörn Egerdal. Tanken er, at der her kan trække sig tilbage, hygge sig med hinanden eller fejre en fødselsdag i afdelingen. Her er der også et lille rum med en sofa, der både kan benyttes til bederum eller til gravide, der trænger til et lille hvil.

Forsøger at udnytte alle kvadratmeter

En central gangbro binder husets to halvdele sammen. Her findes både aflukkede mutebokse, et mødebord og sofagrupper. Håbet er at udnytte alle kvadratmeter.

”Det er dejligt at se, at det er i brug. Akustikken i huset er faktisk så god, at du kan holde møder på gangbroen. Det har jeg selv prøvet med stor succes,” fortæller Torbjörn Egerdal, mens vi kigger ud over det centrale atrium fra husets øverste etage. 

Frithængende boks med mødelokale i Jyske Banks københavnske domicil
De udhængte mødebokse bliver belyst, når mørket falder på. Foto: Mathias Eis

Her er der også udkig til tre udhængte bokse med mødelokaler indeni. Pladsen på taget af de tre bokse er indrettet med forskellige stole, sofaer og borde, så også her kan medarbejderne sætte sig og tage en telefonsamtale eller holde et møde.

”Det er jo en vanesag. Men jeg tror, at der måske hos nogen findes en lille angst for, at det kan se ud som om, at man ikke arbejder, når man sidder i en sofa, men det skal man ikke være bange for, for det kan man jo sagtens,” siger Torbjörn Egerdal, mens vi gør ophold ved en af de 38 kaffemaskiner, som kollegerne kan tanke flydende energi ved i dagens løb.

De udhængte mødelokaler har også en anden funktion, når mørket falder på. Så er de nemlig belyste.

”Det skaber en transparens igennem bygningen. Det har været bagtanken hos arkitekten, at der skal være udkig mellem by og vand,” forklarer Torbjörn Egerdal, mens vi igen bevæger os ned mod lobbyen, og rundturen har nået sin ende.


Emner

Seneste nyt