Menu luk

SDC-fusion: ”En meget speciel situation at stå midt i”

Nyheden om en fusionsaftale med Netcompany fylder naturligvis hos de ansatte i SDC, fortæller fællestillidsrepræsentant.

13. feb. 2025
2 min

Det var noget af en nyhed, der mandag tikkede ind på SDC’s kontorer i Ballerup, Warszawa og Bergen.

It-kæmpen Netcompany kunne meddele, at selskabet køber det bankejede it-firma for 1 milliard kroner. Netcompany og SDC vil som et led i aftalen blive lagt sammen til et fusioneret selskab, som er fuldt ejet af Netcompany. Selskabet får navnet Netcompany Banking Services.

Og det er naturligvis noget, der fylder hos de mere end 900 SDC-medarbejdere i Danmark, Polen og Norge.

”Det er selvfølgelig en speciel situation at stå i som medarbejder og en situation, hvor der i sagens natur kan være en masse spørgsmål og usikkerhed, siger Per Løvgren, der er fællestillidsrepræsentant i SDC og næstformand i Finansforbundet Kreds Øst. 

”Vi følger udviklingen så tæt, vi overhovedet kan. Vores fokus er at være så tilgængelige for vores kolleger som muligt, og vi arbejder hårdt og engageret for at sikre en tryg og god proces fremadrettet,” forklarer han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Per Løvgren er fællestillidsrepræsentant i SDC og næstformand i Finansforbundet Kreds Øst. Foto: Claus Bech

Direktør: Ingen umiddelbare ændringer på personalefronten

Netcompany er en af Danmarks førende it-virksomheder, der har specialiseret sig i digitale løsninger til både den offentlige og private sektor.

Og med fusionen får selskabet en fod inden for på markedet for it-løsninger til den finansielle sektor, hvor SDC er en af tre datacentraler, som leverer den it-infrastruktur til bankerne, som er afgørende for, at danskerne kan få deres løn, betale regninger og lave investeringer.

I SDC har adm. direktør Torben Finnemann tidligere på ugen sagt til Finanswatch, at der ikke er lagt op til ændringer på personalefronten.

”I første omgang fortsætter alle services, ydelser og produkter i det nye selskab under Netcompany, så der er brug for alle gode kræfter. Og derfra betyder de stærke digitale kompetencer hos Netcompany, at der bliver mulighed for at udvikle hurtigere. Man vil virkelig kunne rykke på tingene, og det er altid godt for miljøet og stemningen på en arbejdsplads,” lød det mandag fra Torben Finnemann til Finanswatch

”Fusionen fylder naturligvis først og fremmest hos medarbejderne i SDC, hvor vi er lokalt til stede for medlemmerne."
- Dorrit Brandt, formand Finansforbundet

Finansforbundet følger med

I Finansforbundet er formand Dorrit Brandt opmærksom på fusionen.

”Fusionen fylder naturligvis først og fremmest hos medarbejderne i SDC, hvor vi er lokalt til stede for medlemmerne. Nu udestår stadig en del konkret afklaring om den kommende konstruktion, men det er klart, at fusionen åbner nogle spørgsmål med et bredere perspektiv omkring finansielle virksomheder og systemleverandører. Det kommer vi naturligvis til at se nærmere på, og det skal vi på et tidspunkt også have en dialog med Netcompany Banking Services om”, siger Dorrit Brandt

Fusionen skal godkendes af de relevante myndigheder, og forventes afsluttet i løbet af 2. kvartal 2025.

SDC

  • Leverer it-systemer til danske, norske og svenske sparekasser og ejes af selvsamme banker.
  • Grundlagt i 1963 af en række små sparekasser for at skabe stordriftsfordele og digital bogføring.
  • Har over 900 ansatte i Danmark, Polen og Norge.

Seneste nyt