Mangel på it-kompetencer tvinger virksomheder til ny strategi
It-chefer verden over skriger på særlige it-specialister – og satser i stigende grad på at forvandle egne medarbejdere til de eksperter, som de ikke kan hyre.
De mest efterspurgte it-kompetencer
Det er især AI, generativ AI og cybersikkerhed, der lige nu topper listen over kompetencer, der hindrer organisationer i at nå deres mål.
Ifølge undersøgelsen fra CIO.com planlægger 36 procent af it-cheferne at øge ansættelserne af AI og machine learning-specialister inden for de næste seks til tolv måneder.
34 procent efterspørger medarbejdere med kompetencer i cybersikkerhed, mens 25 procent søger erfaring med forretnings- og it-automatisering.
Selvom virksomhederne kæmper med at få nok it-motorkraft, er der faktisk også tegn på, at it-arbejdsmarked er faldet lidt i tempo.
Ansætter færre nyuddannede
Tal fra den danske jobportal Jobindex har vist, at antallet af opslåede it-job har været nedadgående. Ikke siden 2015 har der været så få ledige danske it-job, som der var i januar i år.
I den amerikanske tech-industri har flere virksomheder nedlagt tusindvis af stillinger, samtidig med at de investerer massivt i AI.
Flere amerikanske virksomheder er nu også begyndt at ansætte færre nyuddannede. Det har Hanne Shapiro, der er medforfatter bag en dybdegående analyse om udviklingstendenserne i den finansielle sektor, tidligere fortalt.
”Vi kan se på nogle amerikanske undersøgelser, at det i høj grad har betydet, at man ansætter færre nyuddannede. Der kommer simpelthen ikke lige så mange nye ind, mens der er en tendens til, at man beholder de dygtige medarbejdere, man har.”