Færre arbejdsdage – mere arbejdsglæde
Claes Peulecke og hans kollega i Jyske Bank Erhverv i København, Henrik L. Bak, har begge valgt at trappe ned til tre arbejdsdage om ugen. Og det fungerer virkelig godt, synes både de og deres leder.
Større arbejdsglæde
”Jeg er meget tilfreds med den ordning, jeg har, med fri torsdag og fredag. Det giver ekstra tid til at gå lange ture eller tage på museum med min kone, være sammen med børnebørnene og meget andet. Min arbejdsglæde er også blevet større,” siger han.
Den øgede arbejdsglæde hænger også sammen med, at han er glad for den ændring, der har været i hans arbejde. I Handelsbanken havde han større og internationale kunder, mens han nu er rådgiver for beslutningstagere i form af lokale erhvervskunder i Jyske Bank Lokalt Erhverv København.
30 km cykling
”At have noget at stå op til og komme ud og møde andre mennesker. Det betyder noget. Jeg syntes, det var for tidligt helt at slippe kontakten med arbejdsmarkedet. Denne måde, med mere fritid, er helt rigtig for mig,” siger han, der cykler frem og tilbage til arbejdet i København og dermed også sikrer sig 30 km i benene de tre dage ugentligt.
”Samtidig gør det jo ikke noget, at der er lidt ekstra indtægt, selv om vi kunne klare os uden. Min kone og jeg sagde op lige før Ruslands invasion, så der kom lidt ekstra udgifter til energimodernisering og varmepumpe hjemme i huset.”
Seniorordning
Hans deltidsansættelse i Jyske Bank har også inspireret kollegaen, den 65-årige erhvervsrådgiver Henrik L. Bak:
”Jeg og min kone har været til arrangementer om at gøre sig klar til pension, og fået det gode råd, at man ikke kan begynde at forberede sig for tidligt. Så da jeg hørte om Claes ordning, spurgte jeg, om det samme var muligt for mig.”
Siden marts har Henrik L. Bak været på seniorordning, som sikrer ham fuld pension, selv om han har fri hver mandag og tirsdag.
”Jeg nyder at have mere tid til fritidsaktiviteter, blandt andet har jeg taget et golfkursus. Så har jeg muligheden for at skrue op for golfaktiviteterne, når jeg går på pension.”
45 års bankarbejde
En mere langsom nedtrapning fra arbejdsmarkedet tiltaler ham:
”Hvis man pludselig siger farvel og tak efter at have kørt med 37 timer i virkelig mange år, er det meget brat. Så risikerer man lettere at ende med at ligge og se en masse tv. Det er vigtigt at få taget nogle initiativer og lagt nogle planer,” siger Henrik L. Bak, der har arbejdet i sammenlagt 45 år i Jyske Bank og Nordea.
”Så det er jo ikke fordi, jeg ikke har bidraget på arbejdsmarkedet. Men jeg nyder også stadig at have kundekontakten og følger med, når banken flytter til Kalvebod Brygge til juli. Så nysgerrig er jeg da stadigvæk.”
Kunder ønsker tillykke
Han afgav nogle af sine kunder til kolleger og skrev til resten, at han nu var på en ordning, hvor han var tilgængelig tre dage ugentligt. Hvis de ønskede det, ville han gerne koble dem op med en anden rådgiver. En del af kunderne ønskede ham tillykke med ordningen og ingen har bedt om en anden rådgiver.
Så der er faktisk ikke andet end godt at sige om at være del af seniorordningen, synes Henrik L. Bak, der også nyder fortsat at have den sociale kontakt til kollegerne:
”Vi har en sjov og fri omgangstone i afdelingen, så det er altid en glæde at komme på arbejde, og af og til er der også sociale arrangementer. De er også med til at højne fællesskabet.”
En særlig drivkraft
Deres leder, markedsdirektør Bente Juul Pedersen, er meget glad for, at de to har valgt at forlænge deres arbejdsliv:
”De kunne vælge pension, men går på arbejde af ren lyst og fordi de synes, det er sjovt. De brænder stadig for kunder og det sociale samvær på arbejde. Det giver en helt særlig drivkraft.”
Med deres massive erfaring bidrager Claes Peulecke og Henrik L. Bak til at god dynamik i kombination med yngre kolleger.
”Det er med til at sikre os diversitet, og selv om de er her færre timer end kollegerne, har de erfaringen og sikkerheden til virkelig at få noget fra hånden.”
Dog kræver det fleksibilitet at favne medarbejdere på seniorordning:
”Vi er et hold på 28, og det fungerer rigtig godt, fordi vi er et stort hold. Men det kræver noget fleksibilitet fra alle parter. Især fordi Claes og Henrik begge er væk to dage hver uge, så skal man lige huske på at få delt forskellige informationer fra de dage, de ikke er her.”
Planen er, at de to med tiden skal dele en portefølje og på den måde dække hinanden af, når de hver især har fri.
”Der er en del hos os i midt og slut 50’erne, og måske kan vi holde på dem med forskellige udgaver af seniorordninger,” håber Bente Juul Pedersen.
Da sektoren generelt har mange medarbejdere i den modne ende af livet, tror hun seniorordninger kan være vigtige, også overordnet i sektoren.
”I mange år holdt man i sektoren igen med at ansætte, og det betyder, at vi nu står med et problem, hvis vi ikke kan få medarbejderne til at udskyde pensionen. Jeg tror på, at det her er fremtiden.”
Seniortid - dine rettigheder
Er du ansat inden for Finansforbundets standardoverenskomst (STOK’en), har du ret til seniordeltid. Det betyder, at du kan gå ned i arbejdstid, uden det får betydning for din pensionsindbetaling, hvis du har været uafbrudt ansat i fem år.