Chris Macdonald har ledt efter opskriften på trivsel i to årtier: Nu har han fundet svaret
Vi nødt til at forstå, hvem vi er, og hvad vi kommer fra, hvis vi vil have det godt både fysisk og socialt, mener sundhedsekspert Chris Macdonald.
Oplev Chris Macdonald live
Du kan opleve Chris Macdonald live til Finansforbundets Nytårskur. Her vil sundhedseksperten fortælle mere om forandringer, og hvordan vi som mennesker håndterer dem bedst.
Arven fra urmennesket
Det er her, det evolutionære perspektiv kommer ind i billedet. For som mennesker, homo sapiens, der har eksisteret de sidste 200.000 år, er der nogle elementer, som vi ikke kan komme udenom og som er helt grundlæggende for at kunne forstå, hvad der ligger til grund for, at vi som mennesker kan trives.
”Vi er et biologisk, ultraemotionelt og ultrasocialt væsen. Og det betyder, at der er nogle faktorer i den forbindelse, som ikke er til forhandling, hvis vi skal skabe bedre odds for trivsel,” siger Chris Macdonald.
Den første faktor er biologien. Her lister Chris Macdonald nogle af de elementer, som vi skal have et minimum af for at kunne leve. Det gælder blandt andet søvn, motion, bestemte former for kost, restitution, dagslys, frisk luft og kontakt til naturen.
”Der er en relativt lang checkliste. Og det er alle de ting, som vi alle sammen har lidt dårlig samvittighed over: Hvorfor har jeg ikke tid til det? Eller hvad er det absolutte minimum, jeg kan slippe afsted med for at kunne fungere?” forklarer han.
Det ultrasociale betyder ifølge Chris Macdonald, at vi som mennesker er programmeret til at indgå i interaktioner med vores medmennesker.
”Vores hjerne er designet og tilpasset på en måde, så den forventer og kræver, at man befinder sig i sociale omgivelser som kendetegnes ved ekstremt høje niveauer af tillid, venlighed, empati, samarbejde og fælles formål på en regelmæssig basis,” forklarer han og betegner de fem sidstnævnte tillægsord som en form for checkliste for det sociale.
Men skal de alle fem så altid være stede i alle de sociale interaktioner, du indgår i – også hvis du bare skal en tur i Netto?
Nej, slår Chris Macdonald fast.
”Men når du er derhjemme, så skal de fem ting virkelig være på plads. Og også når du er på arbejde, for vi bruger virkelig mange timer på vores arbejde,” siger han.
Og som det sidste henviser det ultraemotionelle til vores følelser, som fungerer som en form for navigationssystem i den verden, vi lever i.
”Når du får de rigtige ting, du har behov for rent biologisk, når du får de rigtige ting, du har behov for socialt, så får du nogle positive eller rare følelser - og omvendt. Hvis du ikke får det, du har brug for, så er følelserne ikke rare,” forklarer Chris Macdonald.
Menneskets superevne
Og det kan måske virke meget uoverskueligt for dig som enkelt individ at sikre og sørge for, at alle næringskilder til den optimale trivsel altid er til stede, for vi har trods alt kun 24 timer i døgnet.
Derfor ved Chris Macdonald godt, at han ikke kan bede os alle sammen om at sove to timer længere, dyrke mere motion og spise sundere samtidig med, at vi også skal have styr på det følelsesmæssige og det sociale.
Men vi behøver heller ikke nødvendigvis at have fuldt batteri på alle parametre. Og her kommer en af menneskets superevner ind i billedet. Vi er nemlig som art ekstremt robuste og omstillingsparate, forklarer Chris Macdonald.
”Vi er superdygtige til det. Vi er også superforandringsparate og mere end det, vi supertilvænningsparate. Det vil sige, at vi vænner os bare til et ”new normal”. Indtil det brister, og det ikke er okay længere,” siger han og understreger, at det ikke er, fordi han er bekymret for, at vi er tæt på at briste.
”Kortere perioder, hvor de faktorer, der er nødvendige for vores fysiske og mentale velbefindende, ikke er på plads, er normalt. Vi er fra vores evolutionære historie bygget til at håndtere dem. Vi er robuste og modstandsdygtige skabninger. Men vi skal huske, hvad robusthed betyder – det betyder vores evne til at klare os på trods," siger Chris Macdonald og fortæller, at han ofte får spørgsmålet ”på trods af hvad?”.
”Svaret på det er stort set alt. Dog er det også en Achilles-hæl for os. Vi kan vænne os til ting og holde ud, selv når vi ikke burde. Som jeg har skrevet i bogen 'Ikke til forhandling', er det i orden at være robust fra tid til anden, og det skal vi være, men vi skal også huske, at vi kan klare mere, end vi kan tåle,” siger han.
Derfor vil han heller ikke male fanden på væggen. For vi er ikke der, hvor vi alle sammen er ved at presse os selv til bristepunktet.
”Men jeg tror, at vi går glip af en masse produktivitet og en masse positivitet, når vi presser så meget på,” siger han.
Chris Macdonald: Op ad bakke eller?
Chris Macdonald tager i løbet af foråret rundt i landet og fortæller Finansforbundets medlemmer mere om motivation og trivsel.
Jagten på eventyr
Skal vi undgå det, skal det ske i fællesskab på et mere overordnet niveau, mener Chris Macdonald.
"Vi skal alle gøre vores personlig bedste for at prioritere de ting, der ikke er til forhandling, men vi skal også sikre, at det samfund, vi lever i – i familien, på vores arbejdspladser og i det lange løb som et land – fokuserer på at skabe en kultur, der understøtter evnen til at få vores dybeste fundamentale behov opfyldt," siger han og uddyber:
"At forvente at en fisk trives i forurenet vand er et taberscenarie. Uanset om vi kan lide det eller ej, er det den kultur, vi befinder os i, der i sidste ende former langt størstedelen af vores valg."
Derfor kan man heller ikke lægge ansvaret over på den enkelte individ.
”For selvfølgelig har den enkelte et ansvar, men problemet er, at alle de ting, jeg beskriver, kun kan blive realiseret hos den gennemsnitlige person, hvis omgivelserne og kulturen omkring dig er indrettet på en måde, hvor de her ting bliver prioriteret, og der bliver investeret i det,” siger Chris Macdonald.
For ellers er det ønsketænkning at tro, at flere både kommer til at præstere på et højt niveau og have et højt niveau af trivsel, mener han.
Og her spiller også arbejdspladserne en vigtig rolle.
”Det er win-win. For begynder man at investere i at skabe en kultur og et miljø omkring mennesker, hvor deres dybeste fundamentale behov bliver indfriet, så er resultatet, at ikke bare et menneske trives, men de præsterer også bedre,” siger Chris Macdonald og uddyber:
”Er der en ting, der kendetegner os som homo sapiens er det, at vi gerne vil arbejde. Vi vil gerne præstere. Vi vil være udfordret. Vi vil have et eventyr. Det er derfor, vi går på arbejde. Vi vil have eventyr i vores liv.”