Menu luk

Bankdata blandt de mest populære: "Det er ikke nok med gode arbejdsforhold"

Bankdata kravler igen op af listen over de mest attraktive arbejdspladser for it-uddannede og blander sig nu med de største og mest kendte virksomheder. ”Det er mange indsatser, som koges ned til ét tal på den liste," siger Bankdatas direktør Esben Kolind Laustrup.

19. nov. 2025
4 min

”Lad os tage et billede af resultatet og så ikke længere deltage i undersøgelsen igen. Det er fuldstændig urealistisk, at vi kan blive deroppe.” 

Sådan lød det fra Bankdatas direktør Esben Kolind Laustrup med et glimt i øjet for et år siden til sin HR-chef.  Bankdata var dengang kommet ind på en 15. plads på Universums liste over de mest attraktive arbejdspladser for it-uddannede.

Den ordre er for nylig blevet ignoreret.

Bankdata er rykket op på en delt 10. plads i den årlige måling. Det er foran virksomheder som Systematic, Universal Robots, Amazon, IBM og Netcompany, og o den finansielle bl.a. Nykredit, Nordea, Saxo Bank, Nets og BEC.

Resultatet har Esben Kolind Laustrup, trods sin skepsis for et år siden, noteret sig.

”Jeg kniber mig selv i armen over resultatet. Der er imponerende i lyset af, at vi er en lille virksomhed med 1.000 medarbejdere, der ikke er kendt i den brede offentlighed,” siger han. 

Øverst på listen, som du kan finde i bunden af artiklen, bliver Bankdata trods fremgangen slået af bl.a. kendte danske mastodonter som Lego, A.P. Møller-Mærsk og Danske Bank.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Esben Kolind Laustrup
Esben Kolind Laustrup, direktør hos Bankdata. Foto: Thomas Søndergaard.

Store forandringer 

Bankdata har siden 2019 kravlet opad på Universums liste, der i år bygger på svar fra 8.271 erhvervsaktive danskere, heraf ca. 700 med en it-uddannelse.

Ifølge direktøren skyldes fremgangen en målrettet indsats på flere fronter.

“Det handler ikke kun om employer branding. Hvis fortællingen om Bankdata ikke stemmer med virkeligheden, så falder det hele til jorden, og så kommer man ikke så højt op på listen,” siger han. 

Helt centralt står ifølge direktøren den forandring, der har præget Bankdata de seneste fem år med fokus på bl.a. en fladere teamstruktur, tech-kultur og udviklerne.

Det har ifølge direktøren også handlet om lagpraktiske udviklingsværktøjer, den fysisk arbejdsplads, men også kompetence- og ledelsesudvikling. 

”Det er mange indsatser, som koges ned til ét tal på den liste. Men vi er drønhamrende stolte af at ligge så højt, selvom vi ikke er et kendt globalt brand.”

“Det afgørende er, at vores kolleger kan udleve deres faglige potentiale. Det er ikke nok med gode arbejdsforhold."
- Esben Kolind Laustrup, direktør hos Bankdata.

En jysk forretningslogik

Sier man marketing buzzwords og employer branding-strategier fra, er Esben Kolind Laustrup først og fremmest optaget af, at Bankdata er en organisation, hvor de mange ansatte trives og kan udleve deres potentiale.

Den opskrift handler ikke kun om, hvad der står i ens kontrakt, mener han. 

“Det afgørende er, at vores kolleger kan udleve deres faglige potentiale. Det er ikke nok med gode arbejdsforhold. Vi vil gerne være et sted, hvor man kan blive dygtigere og bringe sin viden i spil,” siger Esben Kolind Laustrup.

Det er ikke en filantropisk strategi, men god gammeldags jysk forretningslogik, mener direktøren.

“Trivsel hænger direkte sammen med en hamrende god forretning. Kig bare på de ratings vores mobilbanker har. Dygtige folk laver gode løsninger, som kunderne holder af. Glade og kompetente kolleger får mere fra hånden. Sådan er det bare.”

Om Bankdata kan fastholde sin placering på listen, vil tiden vise. Men Esben Kolind Laustrup har endnu en gang meddelt sin HR-chef, at han ikke vil se undersøgelsen igen. 

De mest attraktive arbejdspladser for it-folk

Årets undersøgelse, Universum Professional Survey 2025, bygger på svar fra 8.271 erhvervsaktive, heraf cirka 700 it-uddannede danskere med en videregående uddannelse. 

Universum har gennemført undersøgelser i Danmark i over 25 år og udarbejder lignende analyser i 50 lande verden over.

Top 25

1. LEGO Group
2. Novo Nordisk
3. Microsoft
4. Google
5. Apple
6. Danske Bank
7. A.P. Møller - Mærsk
7. Forsvaret
9. Danmarks Radio
10. Bankdata
10. TV 2
10. Norlys
10. Carlsberg
10. Vestas
15. Systematic
16. Digitaliseringsstyrelsen
16. Universal Robots
18. Amazon
18. IBM
18. Bang & Olufsen
21. Grundfos
21. Netcompany
23. twoday
23. Danske Spil
25. Visma
25. Deloitte
25. Siemens

Du finder hele listen her.

Seneste nyt