Menu luk

Mette bruger sin kontorcykel hver dag: ”Min rekord er 90 km”

Mette Jacobsen fra Lån & Spar har droppet kontorstolen. Når hun er på kontoret i Kolding, cykler hun dagen lang - også til kundemøder. "På den måde er jeg i bevægelse næsten hele dagen," siger hun.

23. sep. 2024
3 min
"Det bliver nemt til 10- 25 kilometer på en kontordag." Mette Jacobsen, souschef og kunderådgiver hos Lån & Spar. Foto: Frank Cilius.

”Min rekord er 90 kilometer. Det var en torsdag, hvor jeg udelukkende arbejdede fra min kontorcykel.”

Indehaveren af den uofficielle Danmarksrekord i kontorcykling hedder Mette Jacobsen. Hun er souschef og kunderådgiver i Lån & Spars Kolding-afdeling.

Mens hendes kollegaer sidder eller står op under virtuelle kundemøder, låneansøgninger eller budgetter, træder hun rundt i pedalerne.

”Jeg triller afsted hele dagen. Det bliver nemt til 10- 25 kilometer på en kontordag,” siger hun.

Folk kan ikke lade vær med at kommentere

Mette Jacobsen begyndte at bruge den rygløse kontorcykel, da hun kom tilbage fra barsel med sin femte datter for et par år siden.

I begyndelsen fik hun nogle undrende blikke fra kollegaerne – hvad var det dog lige for en ny gadget, der havde fundet vej ind i afdelingen?

I dag er den en fast del af kontorlandskabet, og kollegaerne tager det med et smil.

”Jeg har ikke hørt nogen brokke sig – i hvert fald ikke højlydt, ” griner hun.  

"Men når folk udefra ser cyklen, kan de ikke lade være med at kommentere – heldigvis er det altid positivt, og de vil gerne vide, hvordan den virker.”

Og det er nu meget simpelt; Hun håndterer stort set alle sine opgaver fra kontorcyklen, og det er kun ved de fysiske kundemøder, at hun trods alt forlader den. Men hun cykler - i al hemmelighed - til virtuelle kundemøder. 

"Jeg træder ikke så hårdt, at jeg bliver forpustet. Jeg kan sagtens føre en samtale med kunderne imens, og jeg sidder heller ikke i cykeltøj."

"På den måde er jeg i bevægelse næsten hele dagen. Det er sjældent, jeg sætter mig i en almindelig kontorstol."

(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Jeg kan sagtens føre en samtale med kunderne imens." Mette Jacobsen, souschef og kunderådgiver hos Lån & Spar. Foto: Frank Cilius.

Giver energi og arbejdsglæde

Kontorcyklen fik hun spritny som led i et projekt, Lån & Spar for nogle år siden satte i gang med henblik på at få mere bevægelse ind i dagligdagen. 

Som en del af projektet investerede Lån & Spar også i motionsbånd og opfordrede medarbejderne til at stå mere op.

Det er en dagsorden, der stadig er værd at fremhæve. Forskning viser, at alt for mange danskere sidder for meget ned.

 Sundhedsstyrelsen anbefaler mindst 30 minutters fysisk aktivitet dagligt for voksne og opfordrer til, at man begrænser den tid, man sidder stille, da det kan påvirke ens trivsel og sundhed negativt.

Det kan Mette Jacobsen skrive under på.

”De dage hvor jeg sidder mere end normalt, kan jeg tydeligt mærke det i knæet. Jeg bilder mig ind, at cyklen også holder forbrændingen ved lige,” siger hun og understreger:

”Men vigtigst af alt, giver det mig energi og arbejdsglæde.”

4.000 kilometer

Selvom Mette Jacobsen ikke ønsker at begynde en lang sundhedsprædiken, er hun overbevist om vigtigheden af at bevæge sig i løbet af arbejdsdagen.

”Jeg er ikke i tvivl om, at der er for mange kontoransatte, der ikke får bevæget sig nok i løbet af arbejdsdagen. Min egen skridttæller afslører ofte også, hvor få skridt jeg har taget efter en lang arbejdsdag. Det kan være svært at få indhente om aftenen, hvor man også gerne skulle være lidt sammen med sin familie.”

”Jeg vil gerne leve længe og sundt, og jeg tror, at cykling kan hjælpe med at holde skavanker, blodpropper og ekstra kilo på afstand.”

Med over 4.000 kilometer på cykelcomputeren indrømmer Mette Jacobsen, at hun er blevet afhængig af at træde i pedalerne på kontoret.

”Jeg kan ikke undvære den. Jeg har en aftale med HR om, at den hører til på min arbejdsplads i Kolding," tilføjer hun.

Mette Jacobsen, souschef og kunderådgiver hos Lån & Spar. Foto: Frank Cilius.

Seneste nyt