Er du eller din kollega boomer? Sådan håndterer I det
Vi er historisk mange generationer samlet på arbejdspladsen, og det er vi nødt til at forholde os til for at skabe en bedre arbejdskultur, mener ekspert.

Hierarkierne ændrer sig
Selv er hun en del af generation X, der ligesom babyboomerne før hende, er vokset op i en analog tidsalder.
Omvendt har mange fra generation Y på et tidspunkt oplevet at få en computer i barndomshjemmet eller i skolen, mens Z’erne har fået digitaliseringen ind med modermælken. Sidstnævnte har også været vant til at blive målt og vejet i realtid på sociale medier med ”likes” - eller manglen på samme.
”Mens vi andre skulle ud og opsøge viden, så får Y’erne og X’erne den leveret direkte ind på børneværelset,” siger Betina Liliendal.
Og den tid, vi er formet af, spiller også ind, når vi er på arbejde og på de dynamikker, der er på en arbejdsplads.
”Tidligere var der et klart hierarki på arbejdspladserne. De ældste var per definition også dem, der vidste bedst. Det var normen, at de skulle lære fra sig til de unge. I dag er det nærmest omvendt. Det er ældre, der skal lære om nye apps, kunstig intelligens og andre nye ting fra de unge,” siger hun.
De unge generationer er heller ikke bange for at sætte handling bag deres ord, og det sætter arbejdsgiverne under pres, forklarer Betina Liliendal.
”De unge gider fandme ikke være på en arbejdsplads, hvis der er dårlige chefer, dårlig kaffe eller et dårligt socialt sammenhold. Så finder de noget andet. Og der har vi andre måske mere gået og lurepasset og tænkt, ”det kan jo også være, at der kommer en ny chef snart”.”
Kend generationerne
- Traditionalisterne – født mellem 1925 og 1945
- Babyboomerne – født mellem 1945 og 1965
- Generation X – født mellem 1966 og 1980
- Generation Y – født mellem 1981 og 1995
- Generation Z – født mellem 1996 og 2010
- Gen Alpha – født mellem 2010 og 2024
Resultat eller proces?
Og mens babyboomerne og X’erne lige fra deres skoleår har været vant til at arbejde hen imod et endeligt resultat, der kan sættes to streger under, så er Y’erne og Z’erne formet af en skolegang, der har været meget mere projektorienteret og tværgående.
Det spiller også ind, når de møder ind på jobbet, hvor de i langt højere grad end deres ældre kolleger vil have fokus på processen i stedet for på det endelige mål, forklarer Betina Liliendal.
Hun peger på det, som forsker og forfatter Søren Schultz Hansen betegner som ”GPS-ledelse”.
”For Z’erne er det vigtigere, hvornår vi skal dreje til højre, end at vi skal til Odense. Vejen dertil er vigtigere end endemålet,” forklarer Betina Liliendal.
Og hun fremhæver, at det kan skabe sammenstød og konflikter på en arbejdsplads.
Eksempelvis kan det være svært for Bente på 62 år, når hendes unge leder Mathias på 28 år tre gange om ugen vil tjekke op på, hvordan det går.
”Hun har det fint med en MUS-samtale en gang om året, hvor hegnspælene bliver sat op for hende,” siger Betina Liliendal.
Omvendt kan medarbejderen Mathias føle sig overset, hvis ikke babyboomer-lederen Bente tjekker løbende ind.
”Men det er altså ikke fordi Mathias ikke fatter en klap, at han kommer og spørger tre gange om ugen. Det er fordi, han faktisk har behov for dialogen. Og på samme måde er det ikke fordi, Bente er ligeglad, at hun ikke kommer og spørger Mathias, hvordan det går med det ene eller det andet,” forklarer Betina Liliendal.
Find det, der går på tværs
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de forskellige udgangspunkter, vi komme fra.
”Hvis jeg som en leder på 55 år har en ung medarbejder, så er jeg nødt til at oppe mig lidt og spørgere mere og oftere ind til vedkommende, end det egentlig falder mig naturligt,” pointerer Betina Liliendal og fortsætter:
”På samme måde skal man som ung medarbejder gøre sig klart, at man ikke skal gå og vente på, at chefen spørger ind til noget eller giver feedback. Der kan man øve sig i selv at bringe det på banen.”
Samtidig opfordrer hun til, at man flytter fokus hen på noget, vi alle kan tale med om, og som går på tværs af generationer.
”Vi skal ikke aldersopdele og have ungeinitiativer og seniorklubber. Vi skal have interessefællesskaber og prøve at samles i de fora i stedet for,” siger hun og peger som eksempel på, at både 18-årige og 75-årige i dag kan finde på at tage strikketøjet frem.
Betina Liliendals gode råd til generationsledelse
Til generation YZ-chefen
Sådan spiller du ifølge Betina Liliendal dine babyboomer og generation X-medarbejdere gode
- Vær klædt godt på fagligt, så du skaber respekt omkring dine kompetencer og din position
- Lad dine babyboomere og X’ere arbejde ud fra filosofien frihed under ansvar. De hader micromanagement
- De ældre generationer er ikke til en masse snak. De vil se og opleve handling – fra dig!
Til babyboomer og generation X-medarbejderen
Sådan tilfører du ifølge Betina Liliendal noget godt til samarbejdet med din generation YZ-leder
- Pas på med konformitet og vi plejer. Det bremser din udviklingsparathed og mulighed for at komme i betragtning til spændende opgaver
- Fortæl din GenYZ-leder, hvordan du helst vil kommunikeres med. Er det fysisk eller online? Og hvor ofte skal I mødes?
- Din GenYZ-leder kan have et større behov for at sparre med dig omkring dine opgaver end dig. Se det som en konstruktivt at bidrage med din solide erfaring og viden