Menu luk

Derfor tøver danske virksomheder med generativ AI: Kæmpe behov for kompetenceudvikling

Få danske virksomheder har implementeret generative AI-løsninger i praksis. Der mangler bl.a. klare business cases og planer med hensyn til rekruttering og kompetenceudvikling, lyder det i en omfattende undersøgelse.

3. apr. 2024
4 min

Danmark og danske virksomheder sakker bagefter vores nordiske naboer, når det kommer til at tage konkrete løsninger inden for generativ kunstig intelligens i brug. 

Danmarks såkaldte adoptionsgrad af AI-løsninger er lavere end både Sverige og Norge, som dermed lige nu vurderes til at være bedre til at få forretning ud af teknologien.  

Det er konklusionen i rapporten ’Denmark’s GenAI Paradox: From Lagging to Leading’, der er udarbejdet af Boston Consulting Group (BCG) i et samarbejde med Dansk Erhverv, Dansk Industri, Finans Danmark, F&P (Forsikring & Pension) og IT-Branchen. 

Rapporten bygger på en omfattende undersøgelse med svar fra 572 ledende chefer i danske virksomheder på tværs af alle brancher og virksomhedsstørrelser. 

Kun 12 % svarer, at de har implementeret generative AI-pilotprojekter i organisationen.

Kun 5 procent har implementeret teknologien udover pilotstadiet i flere funktioner.  

Det danske AI-paradoks

Det er et paradoks, at mens mange danske virksomheder ikke har fået taget praktiske AI-løsninger i brug, er begejstringen for potentialerne med AI samtidig i top.

Langt de fleste danske ledere er således meget begejstrede for teknologien.

81% tror på forretningspotentiale, mens omkring halvdelen af topcheferne mener, at den positive effekt af teknologien vil være betydelig eller ligefrem transformerende for virksomheden. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Mangel på talent og klare planer

Danske virksomheder kæmper dog fortsæt med en række barrierer forbundet med teknologien, lyder det.

Blandt de primære udfordringer nævnes risici med unøjagtighed, misinformation, tab af kritisk data og at kunne forklare modellerne. 

Hertil nævnes uklare business cases og mangel på talent. 

Navnlig er mangel på talent blevet en barriere, som 71 procent peger på som en væsentlig udfordring. Alligevel svarer lidt over halvdelen, at de ikke har planer om at iværksatte initiativer for rekruttering eller kompetenceudvikling af deres ansatte. 

Rapporten peger desuden på, at eksisterende kompetencer hos virksomheder ofte bliver forsømt, men at generativ AI især kræver en betydelig arbejdsbyrde for det eksisterende it-landskab og dataplatforme. 

"Der er brug for at investere i de ressourcer, der ligger hos medarbejderne."
- Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Kæmpe behov for kompetenceudvikling

Det taler for, at der bliver sat endnu mere fokus på de interne kompetencer. En pointe, næstformand hos Finansforbundet, Steen Lund Olsen, tidligere har gjort klar. 

”Der kommer til at være et kæmpe behov for et strategisk fokus på at skabe de rigtige kompetencer, og den fælles udfordring skal gribes både i virksomhederne og på samfundsniveau."

"Der er brug for at investere i de ressourcer, der ligger hos medarbejderne, og det er positivt at se, at lederne anerkender det grundlag. Nu skal vi så have taget skridtet videre,” sagde Steen Lund Olsen i december i forbindelse med, at Digitalt Dogme præsenterede en anden omfattende analyse af kunstig intelligens.  

Finansforbundet: AI erstatter ikke medarbejdere - men kræver strategisk kompetencefokus

Også Natascha Friis Saxberg, adm. direktør hos IT-Branchen fremhæver medarbejderne, som en af de helt centrale forudsætninger for at komme med på de nye AI-noder. 

”Man når ikke langt med sine AI-strategier og -planer, hvis man ikke har medarbejderne til at udvikle og bruge løsningerne. Derfor er det enorme kompetencehul, som vi risikerer at stå med, også den største barriere for at indfri potentialet og skabe vækst,” siger Natasha Friis Saxberg i en meddelelse.

Denmark’s GenAI Paradox: From Lagging to Leading

Den omfattende analyse af generativ kunstig intelligens i Danmark er udarbejdet af Boston Consulting Group i samarbejde med Danske Industri, Dansk Erhverv, IT-Branchen, Finans Danmark og Forsikring & Pension. 

Den bygger på svar fra 572 virksomhedsledere i Danmark på tværs af industrier. 

Du kan downloade hele rapporten her.

Mangler konkrete løsninger i finans

Inden for den finansielle sektor peger rapporten på, at der hos de mest avancerede virksomheder arbejdes med GenAI i kernekunderejser, såsom udlån, for at forbedre og forstå kundedata eller dokumenter og give mere præcise kreditbeslutninger. 

Men den finansielle sektor afviger samtidig fra andre brancher i Danmark ved trods en høj begejstring for teknologien at have rullet færre praktiske AI-løsninger ud. 

Ifølge rapporten er det afgørende, at danske virksomheder finder en balance mellem visionært lederskab og pragmatisk udførsel. 

”Omfavn GenAI med hast og baser implementeringen af den nye teknologi på en informeret vision, der udnytter hele spektret af det transformative potentiale,” lyder det blandt andet.  

Seneste nyt