Danske Banks HR-direktør svarer på ansattes AI-bekymringer
Mangel på tid til at sætte sig ind i AI eller frygt for, hvad kunstig intelligens betyder for ens job. HR-direktør svarer på de ansattes bekymringer.
12.000 i fuld gang
HR-direktøren peger på, at en stor del af de i alt cirka 20.000 ansatte i Danske Bank allerede er i fuld gang.
Banken åbnede i marts for sin egen chatbot kaldet Danske GPT, der er bygget på Open AI’s GPT 4-teknologi. 12.000 har indtil videre tilmeldt sig og gennemført den nødvendige træning, fortæller Karsten Breum, der også fremhæver, at banken gennemgående sætter fokus på kunstig intelligens, og hvordan man kan bruge det.
Eventet med HR-direktøren og kredsformanden er eksempelvis ét blandt i alt 30 sessioner, som banken i løbet af sidste uge har afholdt i forbindelse med en temauge om kunstig intelligens.
”Vi vil meget gerne hjælpe vores medarbejdere til at have en nysgerrighed og interesse i, hvad kunstig intelligens er for en størrelse. Og sørge for, at vi har en åben debat omkring, hvad det her kommer til at betyde for os som medarbejdere og for Danske Bank,” forklarer Karsten Breum om baggrunden for temaugen.
Hvad sker der med mit job?
På scenen foran de omkring 1200, der fulgte med fra lokalet i bankens hovedkvarter og fra skærmene derhjemme, debatterede kredsformanden og HR-direktøren også de bekymringer, som nogle medarbejdere har for fremtiden, når kunstig intelligens efterhånden vinder mere og mere indpas i det daglige arbejde.
”Hvad sker der med mit job? Bliver jeg overflødig? Skal jeg til at være it-ekspert nu?” spurgte Kirsten Ebbe Brich retorisk på medarbejdernes vegne og fortsatte:
”Nogle medarbejdere føler, at det er et tog, der bevæger sig med stor hastighed, og hvis de ikke hopper på toget lige nu, vil de blive efterladt på perronen.”
Samtidig tikkede resultaterne af en livepoll blandt de deltagende medarbejdere ind, hvor de på en skala fra 1 til 10 skulle svare på, hvor bekymrede eller begejstrede de lige nu er for kunstig intelligens.
Resultatet bevægede sig op og ned og landede på omkring 7,5. Og det overraskede ikke Karsten Breum.
”Alle forandringer har et element af begejstring og et element af bekymring. Det er helt naturligt. Det er stadig nyt for alle, så der er mange ubekendte i det her for alle,” sagde han fra scenen og fortsatte:
”Det handler om, hvordan vi balancerer bekymringen og begejstringen og selvfølgelig om, hvordan vi sikrer, at vi faktisk tager stilling til, hvordan vi vil bruge kunstig intelligens i Danske Bank,” lød det fra Karsten Breum.
Vær åben og nysgerrig
HR-direktøren havde efter seancen også et klart budskab til alle bankens medarbejdere, når det kommer til kunstig intelligens og brugen af den.
”Det vigtigste er, at man går til det her med en nysgerrighed og en åbenhed og prøver det af. Fordi det her, det kommer. Vi kan ikke sige, at den udvikling har vi egentlig ikke lyst til at være en del af. Det kommer til at påvirke ikke kun den finansielle sektor, men alle virksomheder på en eller anden måde, og her i banken får du mulighed for at lære om teknologien og tage den i brug,” understreger Karsten Breum.
En lignende melding kommer fra Kirsten Ebbe Brich.
”Spørg en kollega om assistance eller hjælp, hvis man ikke lige kan komme i gang. En ting er helt sikkert: Der kommer ikke nogen og sætte en i gang. Man skal selv springe ud i AI-universet,” siger kredsformanden.