AI buldrer ind i finanssektoren: Træning og efteruddannelse halter efter
Finanssektoren er én af de brancher, der i fremtiden vil blive mest påvirket af AI. Men mange har endnu ikke fået træning og efteruddannelse. "Der udestår en kæmpe opgave," lyder det fra Finansforbundet formand Dorrit Brandt.
AI buldrer ind i finanssektoren
Manglen på kompetenceudvikling i finanssektoren står i skarp kontrast til, at de nye teknologier ifølge flere undersøgelser, vil forandre sektoren radikalt.
9 ud af 10 jobs i den finansielle sektor står således til at blive påvirket i et eller andet omfang i kraft af den nye teknologi, har en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) vist.
Undersøgelsen peger på, at 89 % af arbejdskraften inden for finans og forsikring forventes at kunne suppleres af AI med. Yderligere 9 % risikerer at blive erstattet.
Læs mere om det her: Finans er den mest udsatte branche
I en anden undersøgelse fra Finanstilsynet om brugen af AI i den finansielle sektor lyder det, at stort set alle finansielle virksomheder er i gang med AI og har en forventning om, at teknologierne vil vinde endnu mere indpas.
Mens knap 60 % af virksomheder bruger generativ AI i dag, er de øvrige virksomheder enten i gang med projekter eller overvejer det.
"Medarbejderne i finanssektoren er vant til at stå forrest, når ny teknologi rammer, så vi er på mange måder vant til at håndtere forandringer," følger Dorrit Brandt op.
"Lige nu står vi med AI over for et kæmpe teknologispring, og det er helt afgørende, at vi er så meget på forkant som muligt. Det har både virksomheder og medarbejdere interesse i, og det gælder i øvrigt for hele vores arbejdsmarked og samfund."
Hvordan kommer jeg med ombord?
Mens AI-toget altså ser ud til at køre hurtigere og hurtigere, er mange ansatte stadig i tvivl om, hvordan de får fat i billetten til at komme med ombord.
Ud over, at mange slet ikke har fået træning eller uddannelse i AI, svarer over halvdelen i Epinion-undersøgelsen, at de slet ikke eller i mindre grad føler sig klædt på til at arbejde med AI.
Hele 83 procent mener, at de mangler træning eller viden om AI.
"I den konkrete dagligdag kan det være rigtig svært for både kolleger og virksomheder at finde ud af, hvor man begynder," siger Dorrit Brandt og fortsætter:
"Det skal løftes konkret i den enkelte virksomhed, men vi er også nødt til at rette blikke udad og se bredere på samarbejdsmuligheder og gode erfaringer."
Finansforbundet tilslutter sig AI-kompetencepagt
Finansforbundet er sammen med bl.a. Netcompany, Microsoft, Visma og EY stiftende partner bag AI-kompetencepagten, der blev lanceret i sidste uge med en ambition om at løfte 1 mio. danskeres AI-kompetencer.
Årsagen er ifølge Dorrit Brandt, at det bliver helt afgørende med samarbejde og videndeling.
"I den konkrete dagligdag kan det være rigtig svært for både kolleger og virksomheder at finde ud af, hvor man begynder. Noget skal løftes konkret i den enkelte virksomhed, mens vi også er nødt til at rette blikket udad og se bredere på samarbejdsmuligheder og gode erfaringer," siger formanden og tilføjer:
"Det her er nyt land for rigtig mange, men det bliver afgørende, at vi går konstruktivt og åbent til teknologien og samtidig har et kritisk blik udfordringerne."
Sammen om AI
AI udvikler sig hurtigt. Derfor er det vigtigt, at vi styrker udviklingen i finanssektoren gennem uddannelse, så alle medarbejdere aktivt kan engagere sig i arbejdet med AI. Bliv klogere her.
Læs mere