Menu luk

Syg i juleferien? Få styr på dine rettigheder

Hvad skal du gøre, når du bliver syg? Er du omfattet af en sundhedsforsikring? Og hvad er dine muligheder, hvis du bliver syg før eller under juleferien? Få styr på dine rettigheder og muligheder i forhold til sygdom.

13. nov. 2024
2 min

Hvad gør du, hvis du skulle være så uheldig at blive syg før eller under juleferien? 

Det får du svar på her:

Hvis du bliver syg før en ferie

Hvis du er syg, før ferien begynder (altså før arbejdstiden begynder den første feriedag), er du ikke tvunget til at begynde din ferie.

Du skal dog hurtigst muligt underrette din arbejdsgiver om, at sygdommen forhindrer dig i at holde den planlagte ferie. Ferien kan du holde på et senere tidspunkt, men vær opmærksom på, at der i de fleste virksomheder er regler for, hvordan man skal melde sig syg.

Når din sygdom er overstået, skal du huske at melde dig rask og fortælle din arbejdsgiver, om du vil holde resten af ferien, eller om du vil genoptage arbejdet.

Du kan fx være syg i den første uge ud af en tre ugers hovedferie. Du skal derpå vælge, om du vil holde de sidste to ugers ferie, eller om du vil udskyde alle tre uger og i stedet møde på arbejde.

Hvis du holder de to ugers ferie, er de din hovedferie, og du har ret til endnu en uges hovedferie, som du dog ikke kan kræve at holde i forlængelse af de to andre uger. Her gælder de almindelige regler for, hvordan du kan afholde ferie.

Er du dækket af en sundhedsforsikring?

Alle ansatte i den finansielle sektor, der er dækket af en overenskomst, er også dækket af en sundhedsforsikring.

Formålet er at sikre dig hurtig behandling og rådgivning. Hvad forsikringen dækker afhænger af, hvilken ordning din virksomhed har valgt, men i de fleste tilfælde er du sikret behandling inden for maksimalt to uger.

Disse behandlinger er fx omfattet af forsikringen, men det kan variere, hvad der er dækket:

  • Undersøgelse, operationer og behandlinger af f.eks. meniskskader, museskader, hofteoperationer og galdesten.
  • Behandling af psykiske lidelser, f.eks. psykolog- og krisehjælp.
  • Behandling hos fysioterapeut eller kiropraktor.

Hvis du bliver syg, imens du holder ferie

Hvis du bliver syg, imens du holder ferie, har du mulighed for at få delvis erstatningsferie.

Du skal give din arbejdsgiver besked om sygdommen på første sygedag, da din ret til erstatningsferie tidligst kan starte, når du har meldt dig syg.

Medmindre der gælder andre regler på din arbejdsplads, skal du selv dokumentere sygdommen, hvilket betyder, at du skal betale for en lægeerklæring. Det gælder både ved ferie i Danmark og i udlandet.

Du har først ret til erstatningsferie efter fem sygedage. Erstatningsferien skal du som udgangspunkt holde senere i samme ferieår, det vil sige inden den 31. december.

Er det ikke muligt, kan du holde erstatningsferien i næste ferieår.

Seneste nyt