Menu luk

Særlig gruppe hitter hos arbejdsgivere: ”De er eftertragtede på arbejdsmarkedet”

Der er rift om de nyuddannede finansøkonomer og finansbachelorer, når de er færdige på studiet, og det er der en god grund til, mener seniorkonsulent hos Finansforbundet.

11. dec. 2023
4 min
Både praktikophold og studiejob er en vigtig vej til det første job for de nyuddannede finansøkonomer og finansbachelorer. Foto: Mathias Eis

Der er rift om de nyuddannede finansøkonomer og finansbachelorer, når de skal til at skifte skolebænken ud med et hæve-sænkebord på en arbejdsplads i den finansielle sektor.

For mens finansbachelorerne har en arbejdsløshed på 3 pct., er arbejdsløsheden hos professionsbachelorer generelt på 7 pct.

Samme billede viser sig, når man kigger på finansøkonomerne, der har en arbejdsløshed på 6 pct. mod 9 pct. på erhvervsakademierne generelt. Det viser tal fra Uddannelseszoom baseret på data fra Danmarks Statistik.

”De er eftertragtede på arbejdsmarkedet, når de er færdige, siger Sebastien Bigandt, der er seniorkonsulent hos Finansforbundet.

En stærk kobling mellem uddannelse og virksomheder

Og det er der ifølge ham en god grund til.

”Der er på uddannelserne en løbende kobling til virksomhederne. De studerende er i minimum tre måneders praktik, og under uddannelserne arbejder de med cases fra den virkelige verden, så der er altså en stærk praksiskobling mellem uddannelse og virksomheder,” forklarer seniorkonsulenten.

Han peger også på, at der for de studerende er fordele at hente ved de to uddannelser.

”For nogle unge kan det virke uoverskueligt med en femårig uddannelse, men her kan du efter to eller tre et halvt år komme ud og få et godt og velbetalt job. Og du kommer ind i en sektor, hvor der er gode muligheder og vilkår, og hvor du kan gå i flere retninger,” siger Sebastien Bigandt.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Vejen til det første job

Både praktikophold og studiejob er en vigtig vej til det første job for de nyuddannede finansøkonomer og finansbachelorer.

37 pct. af de færdiguddannede finansøkonomer får deres første job i den virksomhed, hvor de var i praktik eller skrev eksamensprojekt, mens det samme gør sig gældende for 29 pct. af finansbachelorer. Derudover får 27 pct. af færdiguddannede finansbachelorer job i den virksomhed, hvor de havde studiejob.

Og det er også en tendens, man kan nikke genkendende til hos Jyske Bank, hvor man i sin rekrutteringsstrategi helt bevidst arbejder med at få de unge ind i stalden gennem et studiejob allerede inden, det er tid til deres første praktik.

”Det er en gensidig ting. For vores vedkommende handler det om at finde dem, der er bedst egnet og det bedste match, men for de unge er det en mulighed for at komme ind i maskinrummet og finde ud af, om det i det hele taget er noget for dem at arbejde i en bank,” forklarer afdelingsdirektør i HR Partnere Søren Bay Mark.

”De unge er med til at flytte os, til at udfordre os som organisation og til at udfordre vores organisationskultur."
- Søren Bay Mark, afdelingsdirektør HR Partnere Jyske Bank

De unge er vigtige i organisationen

Og Jyske Bank ansætter også meget gerne både finansøkonomer og finansbachelorer i trainee-stillinger, når de er færdige på uddannelsen.

I år har Jyske Bank ansat 24 finansøkonomer og 39 finansbachelorer, og det er generelt i det leje, banken hvert år hyrer fra de to uddannelser. Det handler blandt andet om, at der er en høj gennemsnitsalder i banken, og det derfor er vigtigt at få de unge ind for at sikre et generationsskifte. Men samtidig har de unge også en anden vigtig funktion, pointerer Søren Bay Mark.

”De unge er med til at flytte os, til at udfordre os som organisation og til at udfordre vores organisationskultur. De inspirerer os, skubber til os og er med til at holde os lidt i gang – og det vil vi rigtig gerne,” forklarer han.

Høj efterspørgsel på arbejdskraft – kamp om de bedste

Det er ikke bare blandt de nyuddannede finansøkonomer og finansbachelorer, at ledigheden er lav.

Generelt er ledigheden blandt de nyuddannede på sit laveste niveau siden før finanskrisen i 2007. Det viser de nyeste tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Ministeriet analyserer sig frem til, at udviklingen blandt andet skyldes, at dansk økonomi oplever høj efterspørgsel på uddannet arbejdskraft i disse år. Noget der blandt andet betyder, at der er kamp om arbejdskraften.

Det oplever man også hos Jyske Bank.

”Ligesom i alle mulige andre brancher, så er der også en kamp her. Vi vil selvfølgelig også gerne have de bedste. Det handler både om personlighed og faglighed,” siger Søren Bay Mark.

Derfor har man også taget særlige tiltag i brug for at tiltrække de bedste, allerede mens de er på uddannelserne. Blandt andet forsøger man at skabe gode relationer til erhvervsakademierne, ligesom man stiller lokale bankrådgivere, investeringsrådgivere og formuerådgivere til rådighed til som gæsteundervisere.

På de karrieremesser, som skolerne arrangerer, har Jyske Bank også arbejdet med at tilbyde de studerende hjælp med at skrive et godt CV. Og så inviterer man dem inden for i København eller i hovedsædet i Silkeborg for at vise dem, hvad en bank egentlig er.

”Mange tror måske, at hvis man skal arbejde i en bank, så skal man være rådgiver, men på den her måde kan vi vise dem, hvor mange forskellige muligheder og specialistfunktioner, der er,” fortæller Søren Bay Mark.

Seneste nyt