Færøernes største bank har taget et bevidst valg om lige kønsfordeling
BankNordik har kvinder for bordenden i både bestyrelse og direktion. Det sender et godt signal: Vi er ikke bare et sted, man låner penge, men også en arbejdsplads, hvor alle har lige muligheder, fremhæver formand for personaleforeningen.


”Der var ikke en bestemt person eller et givet tidspunkt, hvor man besluttede sig for, at nu skulle der være en lige fordeling blandt kønnene. Det har været en naturlig udvikling de sidste par år, siger BankNordiks administrerende direktør Turið Arge.
I 2010 afløste hun selv en mandlig HR-leder i banken - i en alder af 28 år.
”Jeg tror, at når virksomheder begynder at udnævne kvindelige ledere, så spejler andre kvinder sig i dem. De bliver til rollemodeller, og så melder der sig naturligt flere kvindelige kandidater, når ledelsesposter skal besættes,” siger hun.
Et bevidst valg
I dag er det et bevidst valg at have en lige kønsfordeling i banken.
”Men vi går ikke på kompromis med kvaliteten af den grund,” siger Turið Arge.
”Vi har afdelinger i banken med en lidt skæv kønsfordeling, men det har vi fokus på at balancere i fremtiden,” siger bankdirektøren.
Kenneth Samuelsen, som også er medarbejdervalgt i bestyrelsen, peger på, at man i de senere år har offentliggjort ESG-tallene i regnskabet, og det følger offentligheden og aktionærer jo med i. Så det forpligter at få målsætningerne opfyldt. Kønsfordelingen i ledelsen er blot en af dem.
Men der er også et andet tal i ESG-regnskabet, og det er løngabet mellem mænd og kvinder.
”Nu når kvinderne er ’kommet til magten’, så har jeg ved et par lejligheder ’prikket lidt’ til både den kvindelig formand for bestyrelsen og den nye kvindelige direktør og sagt, at nu bliver det spændende at se, om der rettes op på løngabet mellem mænd og kvinder, fortæller Kenneth Samuelsen med et smil på læben.
Han synes, det er rigtigt godt, at der er mange kvindelige ledere i banken:
”Ved at være et foregangsbillede sender vi et godt signal ud i samfundet. Vi er ikke bare et sted, man låner penge, men også en arbejdsplads, hvor alle har lige muligheder.”
BankNordik har også en afdeling i Nuuk i Grønland, og her er der også kvindelige ledere - blandt andet en lokal privatkundedirektør.
I dagligdagen tænker Kenneth Samuelsen faktisk ikke over kønsfordelingen på sin arbejdsplads.
”De kvindelige ledere er fagligt meget dygtige, og jeg fornemmer, at de står stærkere end deres mandlige kollegaer, når det kommer til den sociale kapital,” siger han.
”Jeg oplever, at kvinder generelt er dygtigere til at sætte sig ind i folks situation og trivsel i forskellige livsfaser. Der er mere ro på i situationer, som godt kan spidse til mellem ’kamphaner’, uddyber han.