Menu luk

Her har du 5 skarpe it- og tech-nyheder

Så meget sparer virksomheder på at modernisere mainframes. Bankdata sender 21 medarbejdere til Accenture. Dansk fintech-direktør blev fyret efter anklager om chikane. Ny it-sikkerhedsdirektør på plads hos Topdanmark. Nu kommer Teknologiforståelse på skoleskemaet.

11. okt. 2023
4 min

Velkommen til en ny runde hurtige it- og tech-nyheder fra Finansforbundet. 

Denne omgang byder på et indblik i, hvor mange penge, der er at spare ved at modernisere mainframes, til en skandale under opsejling i fintech-verdenen.

Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme regeringens nye folkeskoletiltag, hvor vores børn skal til at lære i hvert fald lidt mere om teknologi.

Spænd sikkerhedsbæltet, for nu går det stærkt!

Så meget sparer virksomheder på at modernisere mainframes

176 millioner kroner. 

Så meget kan virksomheder i gennemsnit spare ved at modernisere deres mainframes.

Uanset hvilken tilgang virksomhederne vælger til mainframe-modernisering, rapporterer de om reducerede omkostninger og øget rentabilitet på mellem 9 og 11 procent.

Det viser en ny global undersøgelse fra it-infrastrukturleverandøren Kyndryl – det tidligere IBM. 

Det skriver CloudTech.

Undersøgelsen inkluderede svar fra 500 forretnings- og it-ledere, og viser, at 95 procent af respondenterne flytter mindst nogle af deres mainframe-applikationer til skyen eller distribuerede platforme.

Samlet lød den totale besparelse fra virksomhederne, der deltog i undersøgelsen, på 12,5 milliarder dollar, hvilket omregnet til kroner ender i ca. 88 milliarder kroner.

Der er dog stadig - som i den finansielle sektor - masser af schwung i mainframes.

Ifølge undersøgelsen betragtes de nemlig stadig som afgørende for virksomhedernes drift på grund af deres høje sikkerhedsniveauer, pålidelighed og ydeevne.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Jeg har altid kunne stå inde for mine handlinger som leder. Hvilket er mere end jeg kan sige om den nye ledelse af Tradeshift."
- Christian Lanng, medstifter og tidligere direktør hos Tradeshift.

Bankdata sender 21 medarbejdere til Accenture

Datacentralen fra Fredericia har indgået et samarbejde med den globale tech- og rådgivningsvirksomhed Accenture. Bankdata outsourcer drift og udvikling af sin kapitalmarkedsplatform, der er en Bankdatas største leverancer til en række banker.

Det skriver Bankdata i en meddelelse.

Som led i aftalen vil 21 specialiserede medarbejdere fra Bankdata skifte over til Accenture.

”Det er den bedste løsning for vores økonomi og vores medarbejdere. Vi er nået langt med udviklingen af platformen, og vi har nu nået et punkt, hvor vores medarbejdere skal ind i større globalt fagligt miljø for fortsat at være de bedste, så vi i Bankdata kan levere det bedste produkt til vores ejerkreds,” udtaler Senior Vice President Christian Wiese fra Bankdata.

Kapitalmarkedsplatformen er oprindelig baseret på det franske Murex’ MX.3-platform, men den er i Bankdatas version blevet kraftigt videreudviklet.

Accenture har ca. 1.000 medarbejdere, som arbejder med det bagvedliggende system og har global erfaring med Murex’ system hos mere end 20 forskellige banker.

Fintech-direktør fyret efter anklager om chikane

Christian Lanng blev 1. september fyret som direktør for den danskstiftede fintech-virksomhed Tradeshift.

Nu er det kommet frem, at det skete på baggrund af alvorlige anklager om seksuelle overgreb og chikane samt flere tilfælde af grov opførsel.

Det oplyser Tradeshift i en meddelelse, skriver Finans.

Christian Lanng skyder tilbage på de beskyldninger.

”Jeg har altid kunne stå inde for mine handlinger som leder. Hvilket er mere end jeg kan sige om den nye ledelse af Tradeshift. Jeg ønsker dem alt det bedste i fremtiden og håber, at de kan fokusere på at skabe værdi for medarbejdere og aktionærer,” skriver han i en kommentar til Finans.

Senere har han været ude og kategorisk afvise anklagerne om seksuelle krænkelser. Han overvejer nu, hvad er skal være hans næste skridt, skriver Børsen.

Tradeshifts anden medstifter Mikkel Hippe Brun har netop forladt selskabet, skriver ITWatch. Han vil i stedet slutte sig til startuppen Session.

Christian Lanng stiftede sammen med Mikkel Hippe Brun og Gert Sylvest Tradeshift i 2010. Selskabet står bag en global platform, hvor virksomheder kan handle med hinanden.

Ny it-sikkerhedsdirektør på plads hos Topdanmark

It-sikkerhed er en topprioritet i finanssektoren, og det er ingen undtagelse hos Topdanmark.

Forsikringsselskabet opruster på ledelsesfronten og har netop ansat ny CISO i form af Shehzad Ahmad.

Det skriver Finanswatch.

Han kommer fra en stilling som it-sikkerhedschef for Nets i Danmark.

”Min første dag hos Topdanmark kunne ikke have været bedre. Jeg havde privilegiet af at møde de utroligt talentfulde medlemmer af vores sikkerhedsafdeling. Deres passion og ekspertise er virkelig inspirerende, og jeg ser virkelig frem til rejsen forude,” skriver han på Linkedin.

”De fleste børn vil med den model kun opleve teknologiforståelse som et drys i andre fag."
- Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation hos IT-Branchen.

Nu kommer Teknologiforståelse på skoleskemaet

Med en længere række af forslag agter regeringen at styrke den danske folkeskole. Et af dem er at indføre teknologiforståelse i folkeskolen.

Det vil ske på to måder; som et element i udvalgte, eksisterende fag i 1. til 9. klasse, og som et nyt, mere skabende fag, der blandt musik, billedkunst, madkundskab, håndværk og design kan vælges i 7. til 9. klasse.

Det fremgår af regeringens nye udspil for folkeskolen: "Forberedt på Fremtiden II," der netop er blevet offentliggjort.

Indføringen af teknologiforståelse i folkeskolen får lunken modtagelse fra IT-Branchen.

”De fleste børn vil med den model kun opleve teknologiforståelse som et drys i andre fag, typisk med en kritisk vinkel,” skriver Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation hos IT-Branchen, på LinkedIn.

”Kun de særligt interesserede (typisk de teknologiparate drenge, viser erfaringerne fra forsøgsfaget) vil med et tilvalgsfag lære at bruge teknologien kreativt og problemløsende.”

Hun fastholder, at der er behov for et obligatorisk fag i Teknologiforståelse.

Du kan læse mere om udspillet her.

IT-ansatte

Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.

Seneste nyt