Menu luk

Her har du 5 skarpe it- og tech-nyheder

Danske Bank sælger sin indiske it-organisation med 1.400 ansatte. Rådet for Digital Sikkerhed får ny næstformand fra Nykredit. Tech-medarbejdere i finans blandt de bedst lønnede. AI-værktøj til opdagelse af hvidvask klar fra Google. Danske it-folk har længere og længere uddannelse bag sig.

28. jun. 2023
4 min

Undertegnede har været på nettet og samlet 5 skarpe it-nyheder, som du kan gå på sommerferie med.

Ugens overflyvning begynder hos landets største bank, hvor der er store ændringer på vej på it-fronten.

Danske Bank sælger sin indiske it-organisation med 1.400 ansatte

Danske Bank indgik for nylig en stor strategisk aftale med det indiske it-selskab Infosys, der har 300.000 medarbejdere globalt.

Som led i en femårig aftale til en værdi af omkring 3,1 milliarder kroner overtager Infosys Danske Banks datterselskab Danske IT, der har 1400 ansatte og hovedsæde i Bengaluru i Indien. Danske IT leverer it-udvikling og -drift til Danske Bank.

Afsætningen af den store indiske it-organisation kommer kort efter, at Danske Bank lancerede strategien Forward ’28 med høje ambitioner på det digitale område.

"Infosys har de nødvendige værktøjer samt erfaring og ekspertise til at hjælpe os med at fremskynde vores teknologiske transformation ved hjælp af cloudteknologi og kunstig intelligens. Infosys' globale tilstedeværelse og skala vil også give os adgang til en større talentmasse og kapacitet," udtaler Frans Woelders, COO i Danske Bank, i en meddelelse

Salget af Danske IT inkluderer ingen planer om afskedigelser, og de ansatte hos Danske IT vil også efter salget spille en nøglerolle i den digitale transformation af Danske Bank, oplyses det.

Finansforbundet har i forlængelse af den nye strategi talt med Bo Svejstrup, Danske Banks CTO. Her fortæller han flere detaljer om den fremadrettede digitale strategi.

Læs mere om det i interviewet med Bo Svejstrup her.  

Tusindvis af it-ansatte skal opkvalificeres hos Danske Bank

Rådet for Digital Sikkerhed får ny næstformand fra Nykredit

Anne Dorte Bach, der arbejder hos Nykredit, er ny næstformand hos Rådet for Digital Sikkerhed. Til daglig arbejder hun med databeskyttelse under titlen funktionschef hos Nykredit, hvor hun blev ansat for få måneder siden.

LinkedIn takker hun for muligheden for "at bidrage endnu mere til vores fælles mission om at sikre et trygt og frit digitalt samfund."

"Det har vist aldrig været vigtigere," hæfter hun sig ved i opslaget.

Rådet for Digital Sikkerhed er en uafhængig medlemsorganisation med specialiseret viden og erfaring om informationssikkerhed og privatlivsbeskyttelse. Rådet er ført an af formand Henning Mortensen.

Anne Dorte Bach har siden juni 2020 været bestyrelsesmedlem hos Rådet for Digital Sikkerhed.

Tech-medarbejdere i finans blandt de bedst lønnede

Det amerikanske marked kan ofte bruges som en lille rettesnor for udviklingen inden for it og tech.

Og en god nyhed herfra tyder på, at det ikke er helt skidt at være tech-medarbejder inden for den finansielle sektor. I en ny amerikansk lønundersøgelse kan man nemlig læse, at it-lønningerne i finanssektoren kun overgås af tech-industrien, konsulent-branchen og sundhedsbranchen.  

It-ansatte i den finansielle sektor i USA tjener årligt i gennemsnit næsten 900.000 kroner svarende til 75.000 kroner om måneden. Navnlig skriger sektoren ifølge undersøgelsen da også på højtlønnede it-folk, især softwareudviklere, dataingeniører og data scientists.

Det er tech-industrien og navnlig Silicon Valley, der fører lønfeltet an i USA. Her tjener en it-ansat i gennemsnit lidt under en million kroner om året.

Du kan finde undersøgelse, der er udarbejdet af Dice, her.

"Nu gør vi vores værktøjer, teknologier og ekspertise tilgængelige for at løse en af de største og mest omkostningsfulde udfordringer i finansindustrien."
- Thomas Kurian, administrerende direktør for Google Cloud.

AI-værktøj til opdagelse af hvidvask klar fra Google

Google Cloud har lanceret nyt kunstig intelligens-baseret værktøj til at hjælpe finansielle institutioner med at opdage hvidvask, ’Anti Money Laundering AI’.

Det nye værktøj kan ifølge mediet Cloud Tech News levere en risikoscore som et alternativ til regelbaserede transaktionsadvarsler, som ofte medfører mange 'falske positiver', der kræver manuelle gennemgange.  

Risikoscoren er baseret på bankens data, herunder transaktionsmønstre, netværksadfærd og kendskab til kunden.

"Google er en pioner inden for AI, og nu gør vi vores værktøjer, teknologier og ekspertise tilgængelige for at løse en af de største og mest omkostningsfulde udfordringer i finansindustrien," lyder det fra Thomas Kurian, administrerende direktør for Google Cloud.

Google Clouds AML AI bygger på proprietær machine learning-teknologi samt Google Cloud-teknologier som Vertex AI og BigQuery.

Danske it-folk har længere og længere uddannelse bag sig

Med larmende studentervogne på vejene for tiden slutter vi her med nyheden om, at der er set en markant stigning i antallet af it-folk med en lang uddannelse bag sig. Fra 2008 til 2021 er antallet af it-folk med en lang uddannelse i den danske it-branche steget med 90 procent.

Det skriver Computerworld ($) på baggrund af et udtræk fra Danmarks Statistik, som analysevirksomheden eStatistik har gennemført for it-mediet. 

Af dataudtrækket fremgår det, at der i 2008 var lidt over 20.000 ansatte i it-branchen med en universitetsuddannelse. Det tal nåede op på lidt over 38.000 i 2021.

Over den årrække er de universitetsuddannede gået fra at være den mindste gruppe blandt de beskæftigede til klart den største.

Også it-folk med korte og mellemlange uddannelser er steget markant, mens ansatte uden uddannelse eller med en erhvervsuddannelse i samme periode er faldet betragteligt.

IT-ansatte

Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.

Besøg hjemmesiden her

Seneste nyt