Menu luk

Fra 30 til 120 dage: Så lang tid tager det for finansielle it-organisationer at ansætte

Det er en tidskrævende opgave at få ansat it-specialister i den finansielle sektor. Det viser en rundspørge fra Finansforbundet. Tjek her, hvor lang tid nogle af de største it-organisationer i Danmark bruger.

11. okt. 2023
3 min

I det brandvarme danske arbejdsmarked for it-folk er det ofte en tidskrævende og tung opgave at rekruttere.

Det gælder også for de it-organisationer, der skal holde de digitale hjul rullende i den finansielle sektor.

Hos Danske Bank og de tre datacentraler Bankdata, BEC og SDC kan opgaven med at ansætte en it-specialist ofte tager flere måneder. 

I de sværeste tilfælde kan det tage over 100 dage.

Det viser en rundspørge fra Finansforbundet.

Tre jobtilbud på en uge

Billedet overrasker ikke direktør for it-rekrutteringsvirksomheden iHeadHunt, Peter Rasmussen, der oprindelig er uddannet i datalogi fra Københavns Universitet i 1988

Til Finansforbundet siger han, at der lige nu er hård konkurrence om især de tunge it-specialister. De  kan, hvis de gider, få tre jobtilbud på en uge, fortæller han.

Det har også sat sine spor i rekrutteringsbranchen.  Hos iHeadHunt tager det i gennemsnit en til to måneder at rekruttere en it-specialist til det finansielle område.

Det er vel og mærke typisk rekrutteringsopgaver, som virksomhederne selv har forsøgt at få i mål.

”Vi får jo meget sjældent dem, som er 'nemme', dvs. hvor man via et jobopslag får x antal relevante ansøgere og selv nemt kan udvælge de rette til et rekrutteringsforløb,” siger han.

Det er især rekruttering af udviklere, arkitekter, DevOps-folk og it-sikkerhedskompetencer, som tager længere og længere tid, siger Peter Rasmussen.

Læs også: Peter stoppede som udvikler: ”En dag blev storrumskontorerne for store” 

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Vi får vores stillinger besat, men tidshorisonten er ofte længere end tidligere."
- SDC.

It-stillinger tager længere tid end andre

Tal fra Danmarks Statistik viser, at det i 2022 var hele 63 procent eller næsten to ud tre af virksomheder, der forsøgte at rekruttere it-specialister, som oplevede vanskeligheder.

Ser man alene på it-virksomheder var det hele 79 procent, der havde rekrutteringsvanskeligheder. Det er den højeste andel i perioden 2014-2022, som der findes tal for.

Svarene fra Danske Bank, Bankdata, BEC og SDC vidner om, at også store finansielle it-organisationer har vanskeligheder med at rekruttere. 

Hos Danske Bank tager det således i gennemsnit 90 til 100 dage fra en it-stilling er annonceret til, den er besat. Banken har ikke detaljeret data for, hvor mange it-stillinger, der er trukket tilbage, men oplyser generelt, at der er tale om ganske få.

Danske Bank konstaterer videre, at det helt generelt tager længere tid at besætte it-stillinger, end det gør for de fleste andre roller.

Læs også: Tusindvis af it-ansatte skal opkvalificeres hos Danske Bank

Op mod 120 dage...

Hos SDC er det for de sværeste rekrutteringstilfælde, som dækker over specialiststillinger med særlige kompetencer, ikke unormalt med en tidshorisont på op mod 4 måneder. De udgør ca. 25 procent af alle stillingerne, lyder svaret til Finansforbundet.

”Vi oplever udfordringer med at tiltrække de rigtige profiler til nogle af vores stillinger - særligt it-projektledere og de ’tunge’ it-profiler, dvs. profiler med en solid faglig forståelse for it-systemer og kompleksiteten i it-systemer, men som også kan begå sig forretningsmæssigt og kan arbejde meget analytisk.”

”Vi får vores stillinger besat, men tidshorisonten er ofte længere end tidligere, og vi oplever af og til, at vi skal redefinere jobbeskrivelserne – hvilket medfører mere intern oplæring hos os efterfølgende,” oplyser SDC.

Se listen: Så lang tid tager det

Hos Bankdata og BEC er meldingen, at det i gennemsnit tager op mod 2 måneder at få besat it-stillingerne.

"Vi har mange åbne stillinger, og vi bruger en del kræfter på at finde gode kandidater til stillingerne," lyder det fra Kristina Blach Nielsen, Director for HR i Bankdata.

"Vi oplever, som de fleste andre virksomheder, at der i disse år er hård konkurrence om de dygtigste specialister," konstaterer Søren Kristensen, Area director, Talent and Workforce hos BEC.

Læs også: Her tilskyndes de ansatte til at skifte job internt

Se svarenere herunder.

IT-ansatte

Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.

Seneste nyt