Menu luk

Det skal du gøre, hvis din arbejdsplads bliver solgt

Dine vilkår ændres ikke over natten, så giv dig tid til at tænke dig om og vurdere dit næste træk. Rådet kommer fra chefjurist i Finansforbundet, advokat Mette Hjøllund Schousboe, der har erfaring fra mange overtagelser i finanssektoren.

19. jun. 2023
3 min
Det handler om at slå koldt vand i blodet, hvis ens arbejdsplads bliver opkøbt eller fusioneret, mener Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe. Foto: Carsten Andersen.

Uroen for fremtiden breder sig hurtigt, når en arbejdsplads opkøbes eller fusioneres. Pludselig skal man som medarbejder se sig selv passe ind i en anden virksomhed end den, man skrev kontrakt med ved ansættelsen. Er man købt eller solgt i det nye setup?

Men selv om meddelelsen kan komme som et chok, fordi virksomhederne af børshensyn er pålagt at holde kortene tæt til kroppen i processen, er der faktisk god tid til at tænke sig om.

Det siger chefjurist i Finansforbundet, advokat Mette Hjøllund Schousboe, som tillidsrepræsentanter og medlemmer trækker på i forbindelse med opkøb i finanssektoren.

”Man skal forsøge at slå koldt vand i blodet. Uanset, om der er tale om et køb af alle aktier eller aktiviteter i en virksomhed, så sker der ikke yderligere i første omgang. Det har ikke umiddelbar indflydelse på dine ansættelsesforhold. Du har masser af tid til at sunde dig.”

I mange tilfælde skal myndighederne godkende handlen, før en ny arbejdsgiver kan rykke ind på banen og gå i gang med eventuelle ændringer og afskedigelser – og den proces tager adskillige måneder.

Hvis en hel virksomhed opkøbes, kan overenskomstvilkårene for de ansatte, der så at sige sælges med, desuden tidligst forandres ved den næste overenskomst. Det gælder også fx de aftaler, der giver ret til særlig fratrædelsesgodtgørelse ved afskedigelse.

"Man skal forsøge at slå koldt vand i blodet. Uanset, om der er tale om et køb af alle aktier eller aktiviteter i en virksomhed, så sker der ikke yderligere i første omgang."
- Mette Hjøllund Schousboe, chefjurist i Finansforbundet

Til din fordel

Hvis du giver dig tid, i stedet for at handle impulsivt ved nyheden om en ejer, du måske ikke kan se dig selv arbejde for, kan det blive til din fordel:

”Køberne er som regel interesseret i at holde på medarbejderne, og vi ser, at de giver bonusser eller favorable vilkår for at fastholde dem. De får en gulerod for at blive,” fortæller chefjuristen.

Nogle opkøbere giver lokkemaden individuelt og gradueret. Andre steder udløses en generel bonus i respekt for, at situationen giver uro og kræver noget ekstra af medarbejderne, som også skal være med til at tøjle kundernes eventuelle uro og fastholde dem.

Sidder man i et job, hvor man i forvejen følte sig presset og usikker, kan det også ende med at være en fordel med ny ejer:

”Hvis du bliver sagt op, får du løn i opsigelsesperioden og ofte også fratrædelsesgodtgørelse. Det kan blive et godt springbræt til at komme videre, for det er ikke på nogen måde negativt i jobsøgning at miste jobbet ved en virksomhedsoverdragelse,” vurderer Mette Hjøllund Schousboe.

Afklar usikkerheden

Hun er klar over, at det kan være lettere sagt end gjort at have is i maven, når nyheden om opkøb rammer ens arbejdsplads. Omvendt er det desværre ikke en unik situation, der er løbende opkøb og nedskæringer i sektoren.

”Man kan aldrig være sikker på, at man kan blive ramt på de ene eller anden måde. Heldigvis har den enkelte rettigheder, som afbøder konsekvenserne,” siger hun og opfordrer medlemmer til at bruge deres tillidsrepræsentanter og Finansforbundet.

”Tag fat i os og få afklaret usikkerheder i stedet for at gå med dem.”

Seneste nyt