David tog ulønnet orlov: Det var en chance, jeg ikke kunne lade gå til spilde
David Rajesh Granum-Eriksen har brugt en særlig ret i overenskomsten til at holde orlov uden løn, og han vil uden tøven anbefale andre at gøre det samme.
”Jeg ville helt klart anbefale andre at gøre det samme.”
Sådan lyder det fra David Rajesh Granum-Eriksen, der er managing compliance officer i Danske Bank.
Han benyttede sig sidste efterår af overenskomstens mulighed for at tage orlov uden løn. Tiden væk fra arbejde brugte han i stedet på at tage en lederuddannelse i Beredskabsstyrelsen.
”Det er lidt en overset ting, at man kan tage orlov uden løn. Men det kan være en god mulighed, hvis man har økonomien og lysten til det,” siger han.
En mulighed der ikke måtte gå til spilde
I finanssektoren har man i mange overenskomster helt unik ret til at holde orlov uden løn. I Danske Bank, hvor David Rajesh Granum-Eriksen er ansat, har medarbejdere ret til orlov uden løn og pension i op til seks måneder, når de har været ansat fem år.
Den 41-årige managing compliance officer var gennem sit arbejde som frivillig brandmand i Beredskabsstyrelsen blevet prikket på skulderen og spurgt, om en særlig lederuddannelse i Beredskabsstyrelsen kunne være noget for ham.
Og det var en mulighed han ikke ville lade gå til spilde.
”Fordelen ved denne uddannelse er, at du lærer, hvad det vil sige at være under et konstant pres. Du har ikke tid til at tænke ret langt frem. Du skal hele tiden tage beslutninger, og hver eneste beslutning har en konsekvens lige nu og her. Hvis man kan navigere i det, er der mange ting, der bliver nemmere at have med at gøre i det virkelige liv,” forklarer David Rajesh Granum-Eriksen.
Ulønnet orlov
I virksomheder, der er medlemmer af Finanssektorens Arbejdsgiverforening, har man som medarbejder ret til orlov uden løn. De konkrete rettigheder kan dog variere fra overenskomst til overenskomst.
Find din overenskomst her.
Var væk fra jobbet i fem uger
Det har givet ham nogle redskaber, som han også benytter sig af i sit job i banken.
”Det er jo faktisk bare en slags projektarbejde med meget korte deadlines. Det bruger vi jo ret meget i det daglige. Uddannelsen er stykket sammen af nogle ledelsesmoduler, som er alment gældende. Det handler om, hvordan du leder på den rigtige måde, så ressourcerne bliver brugt rigtigt, og du hele tiden optimerer dine processer,” siger David Rajesh Granum-Eriksen.
I hans tilfælde var han væk fra arbejdet i fem uger i alt. Uddannelsen var dog delt op, så han kun var væk en eller to uger ad gangen afbrudt af uger, hvor han var tilbage ved sit skrivebord i banken.
”Det gør det selvfølgelig mere spiseligt for arbejdsgiveren. Havde det nu været fem måneder, så havde det måske været sværere, men det betyder jo ikke, at muligheden ikke er der,” siger David Rajesh Granum-Eriksen.
Han understreger, at det selvfølgelig var en overvejelse for ham, at han skulle være væk fra jobbet og sit team i fem uger.
Gør noget ekstraordinært for dig selv
Da David Rajesh Granum-Eriksen blev opmærksom på kurset hos Beredskabsstyrelsen, begyndte han at lægge penge til side, så han kunne klare ugerne uden løn.
Og hvis man har råd eller mulighed for at spare op, mener han, at den ulønnede orlov er en oplagt mulighed for at gøre noget ekstraordinært for sig selv, lige meget om det handler om en ny uddannelse eller om at rejse jorden rundt.
”Man får en mulighed for at bruge noget tid på sig selv i en verden, som er meget omskiftelig,” siger David Rajesh Granum-Eriksen og fortsætter:
”Muligheden er blevet forhandlet hjem til os, så er det da også ærgerligt, hvis man ikke gør brug af det.”