Menu luk

Dansk fintech-virksomhed går til kamp mod big tech: ”Deres verden er allerede ved at smuldre"

Vi bevæger os ind i en verden, hvor du kan have en masse persondata, men det er intent værd, hvis du ikke må bruge det til noget. Sådan siger direktør hos fintech-startup NewBanking, Christian Visti Larsen. "Det er en bølge, der kun lige er begyndt."

30. aug. 2023
4 min

”Den verden, hvor du nærmest frit kan høste og sælge data, er ikke holdbar. Den model har ikke en jordisk chance for at overleve."

Sådan lyder det fra Christian Visti Larsen, direktør hos den danske fintech-startup NewBanking med base hos Copenhagen Fintech.

Med sin platform spiller NewBanking ind i hele bølgen af krav om etisk og ansvarlig brug af data, som over de seneste år er strammet op på baggrund af især skærpede love og bøder fra EU. 

Udfordre big tech

Debatten og fokusset på dataetik vil blot tage til i de næste par år, forudser Christian Visti Larsen.

Det vil for alvor udfordre den forretningslogik, der hersker hos mange store tech-giganter, siger han.

”Du kan have en masse data om alle mennesker i verden, men det er ikke noget værd, hvis du ikke må bruge det til noget,” siger han.

Tror du virkelig, at store tech-selskaber, der er bygget på at have en masse data om en masse mennesker, vil tillade sådan en verden?

”Deres verden er allerede ved at smuldre. Nettet strammes hårdere og hårdere op, bøderne bliver større, og virksomheder udelukkes fra at kunne levere, hvis de misbruger data," svarer Christian Visti Larsen, der følger op: 

"Det er en bølge, der kun lige er begyndt. Hvis de ikke ændrer deres forretning, tror jeg, at flere af dem vil få svært ved at overleve."

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Det er en helt anden tilgang til dataejerskab end i dag." Christian Visti Larsen, direktør hos NewBanking.

En helt anden tilgang til dataejerskab

Ifølge Christian Visti Larsen er vi nået til et punkt, hvor der i endnu højere grad er brug for tekniske løsninger, der kan hjælpe virksomheder og samfundet med at bruge data om kunder, medarbejdere og borgere på en ansvarlig måde.

Her tilbyder NewBanking med sin platform, der blandt andet er baseret på blockchain-teknologi, en ny måde at tænke og håndtere data.

Platformen, Identity, giver brugeren mulighed for at verificere sin identitet på tværs af forskellige virksomheder, samtidig med at brugeren har fuld kontrol og ejerskab over egne data, forklarer Christian Visti Larsen.

Når en bank for eksempel har brug for oplysninger, kan det fremfor at blive sendt i en fil eller mail ske via platformen. Her kan brugeren give tilladelse til, at banken kan se informationer som pas, kørekort, adresse, sundhedskort eller anden persondata uden at det direkte overføres.

Og på den måde kan banken validere kundernes identitet uden at skulle opbevare informationerne selv.

”Det er en helt anden tilgang til dataejerskab end i dag,” lyder det fra Christian Visti Larsen. 

”Når den teknologiske udvikling flytter sig så hurtigt, er det meget bedre, at vi begynder drøftelserne nu i stedet for på bagkant."
- Steen Lund Olsen, næstforman i Finansforbundet.

Dataetik på agendaen

Fra 2021 blev det et lovkrav, at alle større danske virksomheder skal supplere deres årlige ledelsesberetning med en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik. Det gælder alle pengeinstitutter, banker og datacentraler.

Opmærksomheden har især været rettet mod ansvarlig håndtering af kundernes data – afledt af arbejdet med at opfylde GDPR. I nogle virksomheder har lovkravet givet anledning til en bredere drøftelse af, hvilke værdier og principper der skal kendetegne den fremtidige brug af data og it – herunder medarbejderdata.

Generelt har medarbejdere og ledere i finanssektoren udbredt tillid til, at oplysninger om dem bliver registreret og anvendt ansvarligt, viste rapporten ”Dataetik i den finansielle sektor", udarbejdet af konsulenthusene Wilke og cph:learning for Finansforbundet i 2022.

Undersøgelsen viste blandt andet en bekymring for, hvordan data bruges og spiller ind i vores arbejdsliv i fremtiden.

Netop derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at have fokus på brugen af data og hele den dataetiske debat. 

”Når den teknologiske udvikling flytter sig så hurtigt, er det meget bedre, at vi begynder drøftelserne nu i stedet for på bagkant,” har Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen, tidligere gjort det klart. 

Dataetik: Din personalemappe er blevet digital – men det skal du ikke lade dig skræmme af

Potentiale for danske eksporteventyr

Hos NewBanking hilser Christian Visti Larsen debatten om dataetik og fremtidens brug af data velkommen.

Her sælges nemlig idéen om, at det er den enkelte, der ejer sit data og i langt højere grad skal kunne styre, hvad det bruges til.  

”Vi fungerer som en hjælpende hånd for dataejeren. Vi hjælper med at holde styr på egne data, og hvem der skal have adgang til dem. Data er krypteret, så vi har heller ikke adgang til dem. Det er kun den enkelte bruger," forklarer han.

Idéen har flere danske og udenlandske virksomheder allerede købt ind på. Stort set alle de store danske advokathuse benytter i dag platformen, og også en række kunder fra den finansielle sektor i Danmark, Sverige og England har tilsluttet sig, fortæller han.

Han slår videre fast, at løsningerne på de nuværende dataudfordringer er oplagt skal komme fra Danmark. Vi er nemlig langt fremme på det område, mener han.

Men vi bør have fokus på at fastholde førerposition, for det kan, forudser Christian Visti Larsen, blive et nyt dansk eksporteventyr.

Sammen om dataetik

I et digitaliseret samfund gemmes flere tusinde dataspor hver eneste dag. Hvordan skaber vi gennemsigtighed omkring, hvilke data der gemmes på arbejdspladsen? Og hvad disse data bruges til? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt