Menu luk

Banker lander gode regnskaber: ”Lige nu får de det bedste fra flere verdener”

Nordea er i topform, mens hvidvasksagen koster Danske Bank dyrt. Få overblik over bankernes årsregnskaber her.

Der er god grund til optimisme rundt om på direktionsgangene i de danske banker.

I sidste uge landede flere årsregnskaber, der viser en solid fremgang.

"Lige nu får bankerne det bedste fra flere verdener. Højere renter betyder, at de tjener en masse penge, og da de fleste af os har stadig et job og kan betale vores regninger, så har de ikke lidt særligt store tab," siger erhvervskommentator ved Earlybird Research Frank Hvid Petersen til TV 2.

"Lige nu får bankerne det bedste fra flere verdener."
- Frank Hvid Petersen, erhvervskommentator ved Earlybird Research

”Nordea i topform”

Det gør sig blandt andet gældende i Nordea, der tjente 31,2 milliarder kroner efter skat sidste år.
Indtægterne steg med 7 procent til 76,9 milliarder, mens omkostninger steg med 5 procent til 36,5 milliarder kroner. Banken offentliggør ikke særskilte regnskabstal for Danmark.

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen følger de danske banker tæt. Han betegner Nordeas finansielle præstation sidste år som ”stærk”.

”Nordea er i topform. Banken leverer et meget stærkt regnskab. Den er stærkt kapitaliseret og placerer sig nu i den absolutte skandinaviske top af de banker, som den gerne vil sammenligne sig med og måles op imod,” siger han til Finans.

Se regnskabet her.

Bedste regnskab nogensinde

Også i Ringkjøbing Landbobank kan man glæde sig over regnskabet for 2022, der var det bedste for banken nogensinde.

Overskuddet efter skat steg med 22 procent til 1,495 milliarder kroner. Bankens indtægter er steget med knap 18 procent til 2,86 milliarder kroner, mens udgifterne er steget med 9 procent.

”Det er et regnskab, vi er rigtig glade for. Vi har haft vokseværk gennem 2022 med en udlånsvækst på 17 pct. og et forretningsomfang, der har krydset 250 mia. kr., og lander et resultat på 1,5 mia. kr. i år præget af stor usikkerhed som følge af krigen i Ukraine. Det er vi meget tilfredse med,” siger adm. direktør John Fisker til Finanswatch.

Se regnskabet her.

Et regnskab med to fortællinger

I Danske Bank kan banken glæde sig over et fjerde kvartal, hvor overskuddet lander på 4,174 milliarder kroner efter skat.

Senioranalytiker ved Sydbank Mikkel Emil Jensen siger til Ritzau, at bankens regnskab indeholder to forskellige fortællinger.

”Kigger vi på den almindelige kernedrift, såsom nettorenteindtægter, er der flot fremgang at spore. Vi ser en solid fremgang i fjerde kvartal. Underbygget af rentestigninger, men også udlånsvækst. Så kerneforretningen er faktisk på et sundt niveau. Undtagelsen er på omkostninger. De kæmper stadig lidt med nogle af de her møgsager, som plager dem. Det presser omkostningerne opad,” forklarer Mikkel Emil Jensen til Ritzau.

For 2022 som helhed er præget af forlig og bøder i sagen om hvidvask, der har kostet banken lidt over 15 milliarder kroner.

Derfor må Danske Bank indkassere et underskud på 5,1 milliarder kroner i 2022 mod et overskud på 12,9 milliarder kroner året før.

”Årets resultat er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Det er dog en konsekvens af afslutningen på Estlandsagen, som markerer et vigtigt vendepunkt for Danske Bank,” direktør i Danske Bank Carsten Egeriis i en pressemeddelelse.

Indtægterne i 2022 endte på 41,2 milliarder kroner, hvilket er tre procent lavere end i 2021. Samtidig er driftsomkostningerne steget med 3 procent.

Se regnskabet her.

Seneste nyt