Menu luk

Annette går systematisk efter flere medlemmer

Der er fast hverve-initiativ for nyansatte i JN Data og nu er tillidsrepræsentanterne også klar til at kontakte kolleger, som har været ansat i længere tid med tilbud om medlemskab af Finansforbundet. ”Vi gør det jo, fordi vi har noget godt at tilbyde - og at det bliver bedre, jo flere vi er.”


26. apr. 2023
3 min

500. Så mange håber Annette Juul, der er seniorkonsulent og tillidsrepræsentant i JN Data, at kunne tælle som medlemmer af Finansforbundet blandt sine kolleger om et år.

”Det er ambitiøst, men ikke urealistisk,” siger hun.

I øjeblikket er omkring 400 af de 650 ansatte medlemmer.

”Nyansatte bliver næsten alle medlemmer. Vi har systematiseret vores indsats overfor dem, og det virker.”

På deres første arbejdsdag får de en mail, hvor tillidsrepræsentanten byder velkommen:

”Vi kan se på intra, hvornår der kommer nye, og mailen er præfabrikeret fra Finansforbundet og rettet lidt til, så den passer. Så det er ikke så svært.”

Før i tiden var det valgfrit for nyansatte, om de ved ansættelsen i JN Data ville have en ’Intro til Finansforbundet’:

”Men så snakkede jeg med HR om, at det jo også er en intro til arbejdstidsregler, som alle skal høre om. Det kunne HR godt se gav mening, så nu kommer alle nyansatte til en halv times intro med mig om overenskomst- og arbejdstidsregler.”

Vedholdende

Her fortæller Annette Juul også om, hvad Finansforbundet er for en størrelse, hvordan det er organiseret i kredse og hvilke tilbud, der overordnet er.

”Når mødet begynder, siger jeg til de nyansatte, at jeg vil sende deres navne ind til Finansforbundet, at de vil blive ringet op om medlemskab, medmindre de siger fra. Ikke mange siger aktivt nej, nogle beder bare om, at man venter et par måneder med at ringe dem op.”

Hvis nogen af de nyansatte vælger at sige nej til medlemskab, når de ringes op fra forbundet, sørger Annette Juul eller en af hende fem tillidsrepræsentant-kolleger for at følge op:

”Vi prøver lige at høre, hvorfor de sagde nej, om der er noget særligt, de mangler? Jeg kan være ret vedholdende og blive ved at spørge, så længe jeg ikke får et klart nej til medlemskab.”

Find knasten

”Man kommer langt med smil og humor, så de forstår, at det ikke er for at genere dem,” fortæller Annette Juul.

Fx lykkedes det hende at hverve et medlem, da hun spurgte ind til sagen og det viste sig, at han var meget glad for IDA – især for deres nyhedsbrev.

”Jeg undersøgte sagen og det viste sig, at han for 147 kr. kunne være dobbeltmedlem hos Finansforbundet og IDA. Så ville han gerne. Det handler om at spørge ind til, hvor knasten er for den enkelte, det er ikke nok bare at rose det, vi har på hylderne i forbundet.”

 

”Vi vil gå det igennem afdeling for afdeling. Mange vil gerne være medlem, de har bare ikke lige fået det gjort. Så der er uden tvivl en del lavt hængende frugter.”
- Annette Juul, tillidsrepræsentant JN Data

Gør det forståeligt

Andre skal forstå, at det ikke er ligegyldigt, hvilken fagforening de er i, hvis de får problemer:

”JN Data har jo overenskomst med Finansforbundet, det nytter ikke at ringe til Krifa og bede dem være bisidder. Nogle gange skal man forklare, hvordan det hænger sammen.”

Annette Juul forklarer også potentielle medlemmer, hvor vigtigt det er, at tillidsrepræsentanterne har mandat og bakkes op af kollegerne i forbindelse med de lokale overenskomstforhandlinger, der er i gang netop nu:

”Det handler ikke kun om at få mere, men også om at bibeholde det, man har opnået,” siger hun.

Når overenskomstforhandlingerne er overstået i næste måned, vil hun og de øvrige tillidsrepræsentanter gå i gang med at kontakte ikke-medlemmer, der har været ansat i længere tid:

”Vi vil gå det igennem afdeling for afdeling. Mange vil gerne være medlem, de har bare ikke lige fået det gjort. Så der er uden tvivl en del lavt hængende frugter.”

Egen personaleforening

På samme måde forventer hun, at der vil være flere, der har lyst til at være medlem, nu da JN Data, som tidligere var del af Nykreds, har fået sin egen personaleforening og er blevet del af den store Finansforbundet Kreds Vest.

”Det styrker vores arbejde som tillidsvalgte at have egen personaleforening. Vi sidder hårdere på sædet, kan være tættere på vores medlemmer og mere vedkommende lokalt. Vi kan også allerede se, der dukker flere op til medlemsmøderne nu.”

Seneste nyt