3000 nye kolleger undervejs
Der er mange unge på vej ind i sektoren. I hvert fald tager næsten tretusinde nu hul på livet som studerende til enten finansøkonom eller finansbachelor herhjemme.
Et arbejdsliv i finanssektoren. Det er der mange unge, der ønsker sig. 2.907 er i år er indskrevet som studerende på finansielle uddannelser.
1.921 skal i gang med pensum på den toårige erhvervsakademiuddannelse finansøkonom, mens 986 giver sig i kast med en 3,5 år lang professionsbachelor i finans.
Det svarer nogenlunde til sidste års tal, dog vil 27 personer mere end sidste år gå i gang med den længste af uddannelserne.
Fastholder optag
En tredjedel af de finansstuderende skal gå på Cphbusiness uddannelser. Her er områdechef Bo Steen Larsen godt tilfreds med årets optag:
”Det er et godt, gedigent optag. Jeg er glad for, at vi holder momentum på de finansielle uddannelser.”
skal læse den toårige erhvervsakademiuddannelse finansøkonom
skal læse en 3,5 år lang professionsbachelor i finans.
Mens finansbacheloruddannelsen udelukkende kan læses på Cphbusiness City ved siden af Rundetårn i København, så kan finansøkonomuddannelsen i Cphbusiness regi læses i København, Hillerød, på Bornholm - og online.
Populær fleksibilitet
Onlineuddannelse er tilgængelig flere steder i landet, i Silkeborg har det været en mulighed siden 2014, men hos Cphbusiness er det kun tredje år, muligheden for rent online forløb er i spil. 60 studerende er optaget her.
”Det er i høj grad studerende, som har brug for ekstra fleksibilitet, der søger mod onlineuddannelsen,” fortæller Bo Steen Larsen. Det kan fx være unge, som kombinerer uddannelse med sport, job eller tilværelsen som forælder.